Læsetid: 6 min.

Det er synd for de højreorienterede

I en tid, hvor højrefløjen har overtaget følelseslivet, vil ’Emmas Dilemma’ gerne forstå selvtægteren inden i Anders Fogh, og tro på, at de 30-40-årige også kan blive voksne
3. december 2002

Satire
Referater af satiriske teaterforestillinger? Tror ikke på det! Sådan ville Ib nok sige på sit sejlende bornholmske, hvis man begyndte at genfortælle Danser med Ulla Terkelsen, Emmas Dilemmas nye show, der har forpremiere i dag.
Og svært ville det være, sådan et resumé, for Emma’erne er både fræsende, frådende og fjollede i up tempo. Men der er ikke noget ’ud i strakt arm-ironi’ over Emmas Dilemma – de knuger deres personer ind til kroppen i den satire, som tiden formelig skriger på. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at centrale personer i Danser med..., Ib og Ina er henholdsvis ultraliberalist og hjemmehjælper.

En helgarderet generation
Når landet styres af to satire-figurer, der har vundet magten ved at appellere til folks angst, ja, så må man tage det alvorligt – på den satiriske måde, siger instruktør Lotte Svendsen og skuespiller Mette Horn, mens de sidder i sofaen i alrummet bag Aveny-T’s scene og afsøger kagefadet for det mest cremefyldte wienerbrød.
LS: »Alt er jo blevet et følelsessprog. Det er fanme komik på højt plan, når en konservativ politiker snakker om et ’emotionelt skattetryk’. Det er jo fuldstændig ude af kurs i forhold til at have en politisk dagsorden.«
MH: »Sådan er det meget: Man mærker ikke efter oppe i sit hoved, man har ikke nogle leveregler – man mærker efter i sin mave. Det er måske også derfor, at humoren i vores generation et langt stykke hen ad vejen har været så subtil og ironisk – man har aldrig rigtigt været ude med riven. Den har været meget helgarderet...«
– Men kommer man så ikke let til at bortdømme følelser som udgangspunkt for kunst og for at forholde sig til verden?
LS: »Hvis man snakker psykologi og politik, kan man vel helt grundlæggende sige, at det er skidesynd for dem, der er højreorienterede. Hele det her valg, som danskerne har taget med højredrejningen, det er 100 procent truffet på følelser – på angst, på en ubearbejdet grundfølelse af at være alene, af ikke at have noget fællesskab. Og det er lige så meget venstrefløjens skyld, at man ikke har kunnet forny fællesskabet, så det stadig kunne appellere til folk, selvom de ikke selv har prøvet at blive trampet på.«

Tilbage til Jomfru Ane
– Højrefløjen har overtaget følelseslivet?
LS: »Ja, det synes jeg, for hold kæft hvor er der mange følelser forbundet med at være bange for negre, bange for kannibalisme, bange for aids eller være bange for at miste noget, man har. Der snakker vi følelser, og hvor Stauning eller fagbevægelsens stærke folk førhen kunne omsætte følelser til handling – vise, at sammen kan vi det og det – så er det lige præcis det, højrefløjen gør nu.«
– Men hvorfor gør I så ikke bare grin med politikerne – ligesom dengang i ’Uha-uha’ og ’Hov hov’, og hvad det nu hed, da vi var små...
LS: »Jamen, nu har vi to satire-
figurer på magten, og det er vi altså nødt til at tage alvorligt...«
MH: »Og så får man pillet nogle af de her autoriteter lidt ned på jorden, hvis man får nogle følelser i forhold til dem – at man ikke peger fingre, men uskadeliggør dem ved at forstå dem.«
– I de her dage har Solvognen 30 års fødselsdag – kan I mærke et slægtskab?
LS: »Måske er det det samme, vi laver? Det handler jo om at mene noget og markere det – og samtidig have følelserne med. Vi har siddet meget og lyttet til Jomfru Ane Band, mens vi har arbejdet på den her forestilling, og det er skideinteressant for os, der også selv er meget ironiske i vores omgangstone. De synger f.eks.: »Tænk, hvis alle var forenet i en fælle vilje om / at klare de ting, vi kan se er forkerte / vores mod vil blive hærdet / tidens ansigt vil stå forfærdet’...« Det kunne være fantastisk, hvis vi kunne lade den politiske teatergruppe, der indgår i forestillingen, stå nøgne på scenen og synge den, for jeg synes, faktisk, det er noget af det stærkeste at sige til vores tid lige nu. Men det kan næsten ikke lade sig gøre at synge den uden ironi...«
MH: »Det gjorde ondt inden i kroppen, når vi prøvede...«
LS: »Der gik Solvognen og Jomfru Ane da enormt meget på følelser, måske endnu mere end på humoren. Rebild-aktionen var meget emotionel – det giver da gåsehud, når de dukker over bakkerne...«

Respekt for 70’erne
– Men vi har måske glemt, at der var følelser involveret – der står kun de der klicheer tilbage... Skal vi til at rette de krumme tæer ud i forhold til 70’erne?
LS: »Jamen, jeg er så træt af, at der bliver snakket så meget lort om 70’erne. Lad os prøve at vise lidt respekt... Jo ældre, man bliver i Danmark, jo mere bliver man pisset på. Men der er ingen andre i hele verdenshistorien, der har fået lov til at være unge i så lang tid, som vores generation har. Det er, fordi vi hele tiden er blevet ved med at give dem fra 70’erne skylden – det er sådan et Synnøve Søe-syndrom: En ’far var visionær, og mor spiste engang en hashkage, og derfor må jeg have både samtalekøkken og et ægteskab’-reaktion. Men hvis vi til evig tid skal reparere på vores barndom, så bliver vi aldrig voksne, tager et ansvar og skaber nye fora, der kan forandre noget...«

Familieregimet
Lotte Svendsen fortæller, at Emma-truppen for hende udfyldte det tomrum, hun oplevede efter sin tid i bz-bevægelsen. Og både hun, med sit afsæt i bz og i sin families engagement i DKP, og Mette Horn, der er gammel Tvind-elev, er trætte af, at politik er gjort til en privat sag:
LS: »Målestokken er bare så lille: Nu skaber vi de perfekte socialistiske regimer hjemme i firmandsfamilierne – men der er fanme ingen, der nogensinde kunne drømme om at stille op og lave en festival, der inkluderede mere end fire andre netværksfamilier, så man kan få malet samtalekøkkenet. Perspektivet er blevet så snævert, fordi vi er blevet ved med at have 70’er-generationen som dårlig undskyldning.«

Vi er alene
– Men vi stiller jo, som jeg selv gør, gerne op til protest, når det handler om vores børns børnehave...
MH: »Ja, børnene er jo også et projekt. Men ellers er det jobbet, der rager mere og mere ind over privatlivet. Man bliver lige pludselig så solidarisk med sin arbejdsplads, at der ikke er noget at spille op imod. Det er en farlig ansvarlighed«
LS: »Ja, for vi har stadigvæk ikke økonomisk lighed. Det er fuldstændig passé at snakke flad struktur på den baggrund. I bund og grund er vi måske endt i en struktur, hvor vi er alene. Selvom vi sidder i et stort fælleskontor, og vores chef også køber ind i ISO, er vi er splittet ud mellem mange fællesskaber, som ikke hænger sammen.«
MH: »Det er jo også meget det, forestillingen handler om: Den ensomhed – det behov for individuel afklaring...«
LS: »Jeg er så træt af, at man bruger satire til at fortælle folk, at de ikke er gode nok. Det er sgu da det vigtigste mål med satire overhovedet – at fortælle folk, at de er gode nok.«

*’Danser med Ulla Terkelsen’ har forpremiere i aften og spiller frem til 25. jan.

*En længere version af interviewet på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu