Læsetid: 2 min.

Tenor med saft og kraft

Saxofonisten Bob Berg led i torsdags en pludselig og tragisk død. Hermed er en af USA’s skrappeste studie- og især livemusikere blevet gjort tavs alt for tidligt
13. december 2002

Nekrolog
I torsdags blev den amerikanske tenorsaxofonist Bob Berg offer for en trafikulykke i staten New York, da en stor lastbil påkørte hans bil. Berg mistede livet, men hans kone, der var med i bilen, overlevede, og er nu alene med parrets to børn. Berg var 51 år midt i livet og midt i en karriere som etableret musiker med et virke de sidste 40 år blandt USA’s skrappeste jazzmusikere bl.a. Horace Silver, Cedar Walton, Tom Harrell, Miles Davis, Mike Stern og Chic Corea.
Berg vil bl.a. blive husket for et satset og driftigt spil på især tenorsaxofonen, der var hans foretrukne instrument. På en lang række plader i både akustiske jazzforetagender og fusionsprojekter leverede han varen med saft og kraft og var i 1980’erne efter engagement hos Miles Davis en af USA’s hotteste tenornavne sammen med Michel Brecker, som han også slægter på i spillestil.
Bob Berg begyndte at spille saxofon som 13-årig. Han studerede klassisk saxofon på The Juillard School, men blev 17 år gammel trukket ud i det professionelle musikerliv, da han i 1968 kom på turné med organisten Brother Jack McDuff. Fra 1973-75 spillede Berg i Horace Silvers gruppe, med hvilken han indspillede tre plader. I 1976-80 var han engageret i pianisten Cedar Walton¥s kvartet Eastern Rebellion med den gode rytmegruppe bestående af Billy Higgins (trommer) og Sam Jones (bas).

Ny kurs
En ny musikalsk kurs indtrådte i 1984, da Berg endte i Miles Davis’ verdensturnerende orkester, med hvilket han spillede i tre år. Desværre i en periode hvor Davis dyrkede en rigeligt stram instrumental popmusik, der ikke passede specielt godt til Bergs mere pågående potentiale.
I hvert fald var tiden hos Davis ikke afgørende for, hvad Berg siden skabte. Tværtimod er det arven fra især John Coltrane’s og Sonny Rollins’ brandfarlige saxofonspil, som Berg førte med sig og bl.a. bragte ind i 80’ernes noget falmede fusionsmusik.
Han vitaliserede genren med plader i eget navn som Circles (1988) og den Grammy-nominerede Back Roads (1991) som regel i tæt samarbejde med el-guitaristen Mike Stern.
Det kan diskuteres, hvor godt Berg udnyttede sit potentiale i jazzfusion-stilen. Når tingene blev for glatte, var det ikke til Bergs fordel. Han var bedst, når hans spil slog revner og blev flosset i kanten.

Ukueligt spil
Her fik hans drevne spil noget ukueligt over sig, der pegede på et menneske med en vilje og et udtryk. Hør f.eks. hans solo på nummeret »Mood Swings« fra Mike Stern’s Upside Downside (1986) eller hans solistiske coda som afslutningen på »I Thought About You« fra live-pladen The Truth (1987) i danske Niels Lan Doky’s navn, optaget i københavnske Montmartre; lidt af en magtdemonstation og en tydelig hilsen til Sonny Rollins.
I midten af 90’erne vendte Berg tilbage til den akustisk baserede jazzstil, hvilket mange mener, klædte ham umanerligt. Det blev bl.a. til den kritikerroste Another Standard (1997) og medlemskab af Chic Corea’s akustiske kvartet.
Og så var der alle planerne for fremtiden. F. eks. må der nu findes en erstatning for den alt for tidligt afdøde saxofonist, når vibrafonisten Mike Maineri, trommeslageren Peter Erskine, pianisten Eliane Elias og bassisten Marc Johnson snart relancerer det hævdvundne orkester Steps Ahead.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu