Læsetid: 3 min.

Ti egoistiske argumenter for Tyrkiet

Fordomme hindrer, at europæerne kan handle i overensstemmelse med USA’s og egne interesser
14. december 2002

Analyse
Fordomme er et sært fænomen. Ofte begrundes – og fordømmes – de med henvisning til snævre egeninteresser. Men i virkeligheden blokerer fordomme ofte for det klare udsyn, som selv egoister har brug for.
EU’s holdning til Tyrkiets optagelse illustrerer problemet perfekt.
Efter hårdt amerikansk pres og tyrkiske bønner har EU fundet et ’kompromis’, som slet ikke sender det nødvendige utvetydige signal: Tyrkiet hører til i EU.
Amerikanerne presser på, fordi Washington har brug for Tyrkiet i en krig mod
Irak. Europæiske talsmænd lader derefter ane, at EU ikke har et lige så trængende behov for krig.
Virkeligheden er, at USA har mere tungtvejende og langsigtede interesser på spil end blot en krig mod Irak, og at disse interesser i vidt omfang er sammenfaldende med EU’s. Man kan endda hævde, at hvis Tyrkiet optages, så er det EU, der har udsigt til den største geopolitiske gevinst.

Fælles interesser
For det første er det af helt overordnet betydning, at et sammenstød mellem civilisationer bliver afværget. Stadigt mere tyder imidlertid på, at dette sammenstød er undervejs, drevet af gensidige fordomme. Et nej fra EU vil styrke tendensen til konfrontation mellem »Vesten« og »muslimerne«, fordi afvisningen bredt vil blive anset for religiøst motiveret. Omvendt kan Tyrkiet udgøre en model for lande, som vil kombinere islam med demokrati samt modernisering. Tyrkiets optagelse vil afkræfte, at EU er en kristen klub.
For det andet bør kampagnen mod terrorisme være meget mere end drab på eller arrestation af det størst mulige antal terrorister. I enhver kamp mod oprørere er det af central betydning, at de isoleres, så rekruttering bliver svær. Man skal, delvis med Maos ord, sørge for, at fiskene ikke har noget vand. Tyrkiets egentlige leder, Tayyip Erdogan, er meget opmærksom på den ikke-militære del af indsatsen mod terrorisme. I en absolut fremragende tale i USA har han fremhævet, at »broer og fælles forståelse mellem folk af forskellige racer, sprog, religioner og opfattelse bør også udvikles«. Al
Qaedas ekstreme ideologi skal modbevises med konkrete alternativer.
For det tredje vil integrationen af de mange millioner muslimer, som allerede bor i Europa, blive fremmet, hvis de føler sig velkomne. Optagelse af Tyrkiet vil stille nye krav til ’gamle’ europæere, men mange af disse krav er allerede rejst, fordi vi har nye medborgere, som kun kan integreres gennem sindelagsændring i alle lejre. Foreløbig er presset for integration ensidigt blevet lagt på »de fremmede«. Når Tyrkiet er med i EU, er de ikke længere fremmede.
For det fjerde har Tyrkiet længe spillet en vigtig rolle for udvikling og stabilitet fra Kaukasus til Centralasien. EU forestiller sig, at der kan skabes en ny silkevej gennem området til gavn for også europæisk handel. Det er utænkeligt uden tyrkisk deltagelse.

Sikrere olieforsyning
For det femte vil olie- og gasledninger gennem Tyrkiet fra Kaukasus give større sikkerhed i forbindelse med energiforsyninger. USA har arbejdet hårdt for dette mål, men også Europa vil nyde godt af leverancerne.
For det sjette har Tyrkiet stor betydning for USA’s politik i Mellemøsten. Tyrkiet leverer et militært støttepunkt og har vist vilje til samarbejde med Israel. Nok foretrækker europæerne de ikke-militære redskaber i storpolitikken, men helt kan man vel ikke afvise, at en nær ven op til et uroligt område kan være en fordel.
For det syvende kan Pakistan udvikle sig til et mareridt, som gør Afghanistan og Irak til småting. Tyrkiet har udviklet gode kontakter til de reformkræfter i landet, som bør styrkes.
For det ottende kan Cypern-problemet ikke løses tilfredsstillende uden tyrkisk bistand. Tyrkiets militær frygter, at Grækenland kan få kontrol med hele øen. En regering i Ankara, som skal gå imod militæret, må henvise til, at der er fordele, som opvejer risikoen. Medlemskab af EU er det nødvendige argument.
For det niende udvikler EU et ekspeditionskorps, der i overskuelig fremtid ikke kan klare større opgaver uden bistand fra NATO. Samarbejdet kan til enhver tid blokeres af Tyrkiet.
For det tiende er flere europæiske regeringer, herunder den danske, interesseret i et forsvar mod den mulige missiltrussel fra Mellemøsten. Teknisk set vil støtte fra radaranlæg og våben på tyrkisk territorium være en stor fordel.
De europæiske regeringer ved godt det hele. Men egne fordomme og frygt for snæversynede vælgere vejer tilsyneladende tungere. Og af den grund vil man tilmed risikere, at kløften gennem Atlanterhavet vokser, fordi amerikanerne oplever, at europæerne forsømmer deres interesser.
Resultatet er, at USA’s fordomme mod Europa bekræftes og tendensen til amerikansk enegang forstærkes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her