Hat
Time Magazine kårede i forbindelse med årtusindskiftet Rachel Carson som en af de 20 mest indflydelsesrige, videnskabelige personligheder i det 20. århundrede, i selskab med Freud, Einstein og DNA-molekylets opdagere Watson & Crick. Carson var oprindeligt uddannet zoolog, men hendes store indsats lå inden for videnskabsformidling.
I efteråret 1962 udgav hun bogen Det tavse forår, der beskrev farerne ved overdreven brug af pesticider, især DDT. Carson dokumenterede, at DDT udretter stor skade i naturen, hvilket dengang kom som en kæmpe overraskelse for de fleste.
Bogen viderebragte også det videnskabelige synspunkt, at ukritisk brug af pesticider fører til resistens blandt skadedyr og ukrudt og dermed leder os ind i et evolutionært kapløb, hvor vi hele tiden må bruge mange ressourcer på at udvikle nye og bedre bekæmpelsesmidler. Carson var ikke modstander af moderne landbrug med pesticider og monokultur. Hun påpegede blot det kortsigtede i mange af de tiltag, som den såkaldt grønne revolution førte med sig.
Carsons metode
Carson satte for alvor spørgsmålstegn ved den blinde tro på det teknologiske og videnskabelige fremskridt, som var efterkrigstidens løsen, og lagde dermed kimen til en stadigt voksende miljøbevidsthed.
Foranledningen var de store sprøjtekampagner, som den amerikanske regering havde påbegyndt op igennem 1950erne. Sprøjtningen foregik dengang ofte med lavtgående fly, som tæppesprøjtede store beboede områder med DDT. Målet var en total udryddelse af skadelige insekter, og mange troede vitterligt, at sprøjtningen ville være ufarlig for mennesker og miljø.
Gennem en årrække indsamlede Carson et enormt materiale om sprøjteprogrammernes dødelige virkninger på planter, dyr og mennesker. Hun kontaktede videnskabsfolk og fulgte retssager, hvor den amerikanske regering stod anklaget for omfattende forgiftning af bebyggede områder med DDT. Eftersom regeringen fastholdt, at sprøjtningen ville være ufarlig for mennesker, advarede den ikke befolkningen, når store arealer blev pudret fra luften med DDT og andre pesticider.
Carson fandt frem til, at pesticidernes giftstoffer akkumuleres op igennem fødekæden. Hun opdagede også, at der ingen viden var om stoffernes langtidsvirkninger på den menneskelige organisme eller om effekten af at blande stofferne i en stor pærevælling i naturen.
Det larmende efterår
Trods sine mange kontakter til videnskabsmænd, offentlige embedsmænd og andre lykkedes det Carson at hemmeligholde sit bogprojekt indtil kort før selve udgivelsen, hvor hun offentliggjorde enkelte uddrag i tidsskriftet The New Yorker. Herefter brød helvede løs over Carson, hvad hun også havde forventet. Hun havde for længst krydstjekket alle sine mange informationer med tidens førende videnskabsfolk.
Alligevel forsøgte flere agrokemiske virksomheder at stoppe bogen i trykken med trusler om store erstatningssager mod Carson og hendes forlag. Da de opdagede, at Carsons bog hvilede på et solidt fagligt fundament, opgav de og iværksatte i stedet massive informationskampagner mod Carson. Omtalen, som derved blev Carson til del, skadede nok ikke bogsalget.
National Agricultural Chemicals Association brugte $250.000 alene på at modbevise Carson. Pengene gik bl.a. til en folder, der punkt for punkt forsøgte at tilbagevise Carsons mange kritikpunkter.
Heller ikke alle i den videnskabelige verden var vilde med Carson. Hun blev ofte kritiseret, fordi hun skrev til den brede offentlighed og derfor ikke kunne være en seriøs videnskabelig forfatter. Mange videnskabsfolk fremhævede, at hun ikke selv arbejdede som videnskabskvinde og kategoriserede hende som naturmystiker.
»Hun er sikkert også kommunist,« tilføjede tidligere landbrugsminister Ezra Taft Benson med en klar koldkrigsretorik i et brev til tidligere præsident Dwight Eisenhower.
I fagbladet Chemical & Engineering News nedsablede William Darby, leder af Department of Biochemistry ved Vanderbilt University School of Medicin, Carsons bog under overskriften Ti stille, frk. Carson:
»Det tavse forår er højstemt og ængstelig. Hvis Carson får magt, som hun har agt, er det slut med alt menneskeligt fremskridt, ny teknologi, medicin, landbrug, hygiejne og uddannelse. Der vil komme sygdom, epidemier, sult, elendighed og lidelse.«
Ærbødighed for livet
Midt i al modgangen fik Carson uventet støtte fra allerhøjeste hold, da præsident Kennedy satte sit rådgivende videnskabsudvalg på sagen. Carson mødtes med udvalget og fremlagde sine synspunkter vedrørende behovet for offentlig regulering af sprøjtemidlernes anvendelse. Udvalgets endelige rapport støttede Carsons massive kritik af sprøjteprogrammerne, men ikke hendes ideer om et offentligt miljøagentur.
Carson døde i foråret 1964 velvidende, at hun havde vækket en slumrende miljøbevidsthed. Seks år senere åbnede Environmental Protection Agency (EPA) »Rachels Carsons forlængede skygge«, som senere direktør Jack Lewis kaldte agenturet i anledning af dets 15-årsdag. EPA gennemtrumfede et totalt forbud mod DDT i 1972. På samme tidspunkt evaluerede EPA mere end 30.000 forskellige sprøjtemidler mht. giftighed og tolerancetærskler.
Rachel Carson, der delte nobelpristageren Albert Schweitzers ærbødighed for livet, fandt i sine sidste dage trøst i tanken om, at hun efter sin død skulle indgå i naturens store cyklus ligesom alt andet levende. Måske anede hun også, at hendes tanker ville bestå.
