Læsetid: 4 min.

Torsk

Dokumentarfilmen om Marilyn Monroe og Milton H. Greene var en lille perle – og så slap vi for fødselsdagssangen for John F. Kennedy
20. december 2002

(2. sektion)

Fjernsyn
De siger, det handler om torsk. Men i virkeligheden, i den udstrækning fjernsynet er virkelighed, handlede det om sild. For dels viste TV 2 tirsdag aften sidste afsnit med den visionære sild Ally. Og dels viste DR 2 mandag aften en glimrende dokumentarfilm af franskmanden Patric Jeudi om den amerikanske stillfotograf Milton H. Greenes (formodentlig) platoniske forhold til alle tiders mest vidunderlige sild – Marilyn Monroe.
For nu at tage torskene først. På den første EU-arbejdsdag efter de festlige udvidelsesdage i København (der mediemæssigt fik så hatten ikke har passet bedre siden barnedåben i Møgeltønder), åbnede fiskeri- og fødevareminister Mariann Fischer Boel, (der ikke rigtig selv er nogen sild) den sidste seance af danske formandskaber, nu i disciplinen fiskekvoter. Det gælder om at dele de sidste to torsk mellem de nuværende 15 EU-lande inden de nye 10 lande kommer til. To torsk til 25 forslår jo som en sardin i Genesaret Sø. End ikke fødevareministeren ville – som en anden Messias – kunne bespise hele befolkninger med to fisk. Og det skønt den danske regering for tiden føler, at den kan gå på vandet.

Fisk og fiskere i fare
Det siges, at de små fiskerisamfund langs EU-farvandenes kyster vil lide samme skæbne som de overfiskede fiskesorter – de vil uddø. Men her er så en lokal fidus: Da der nu ikke længere bliver brug for at sejle fra Limfjorden ud på Vesterhavet, al den stund der ingen fisk er derude, så luk Thyborønkanalen. Herved vil saltindholdet inde i fjorden blive sænket lige netop så meget, at silden vil vende tilbage i store mængder ved Nibe og Løgstør, der sammen med andre limfjordske småbyer vil komme til at genopleve guldalderen.
Hvad vi end gør, vil silden for en stund afløse torsken på nytårsbordet. Med mindre en virkelig redningsaktion sætter ind. Det er der nu ikke meget der tyder på vil ske, for de seneste meldinger går ud på, at samtlige 15 fiskeriministre kun er optaget af at hale torsk i land. Så »Sol over Gudhjem« vil få sin renæssance sammen med spegesild og stegesild og rollmops og vil blive opdaget som de delikatesser, de i virkeligheden er.
Af bar fortrydelse over at have spist alle torskene vil vi kaste os over de noget federe sild, hvilket faktisk er godt for noget. Fede fisk giver færre blodpropper, så vi kommer til at leve lykkeligere til vores dages ende i bevidstheden om, at den (enden) rent statistisk vil blive udsat en smule. Alt sammen indtil vi får udryddet silden.

Monroe-perle
Dokumentarfilmen om Marilyn Monroe og Milton H. Greene var faktisk en lille perle. Ikke så meget for historierne om hendes ægteskaber og om pille- og stofmisbruget, som vi kender til bevidstløshed. Men fordi Greenes mærkelige – på en gang intime og respektfulde – fotografiske portrætter af Marilyn har en tavs biografisk værdi, der distancerer dem fra al sladderen. Og så var det første gang, i hvert fald undertegnede hørte uddybende om forholdet mellem model Marilyn og fotograf Milton, fortalt på en behageligt afslappet og sensationsfri facon.
Alene det, at vi slap for Marilyns fødselsdagssang til John F. Kennedy i den kjole, der sad på hende som skællene på en sild, var en lise. Mærkeligt at tænke på, at hun ville have været godt 76 år i dag, havde hun bare klaret de hollywoodske skær med lidt større elegance – eller held, om man vil.
For mine synders skyld så jeg så Ally i det man kaldte afskedsforestillingen. Serier er stadig ikke min kop te. Så hvad skal jeg egentlig skrive, hvis jeg ikke vil springe over? Jeg var ikke i det rette humør den aften, og for min skyld kunne hun rejse, hvorhen hun ville. Men det kan Ally jo sådan set ikke gøre for. Jeg skal ikke udelukke, at jeg en anden aften måske ville have ligget flad af grin. Flad som en rødspætte, eller som en skrubbe, eller som en pigvar, de snart salige kære.
De der mange torskehoveder bliver ved med at dukke op på min indre skærm. Måske fordi vi hele tiden ser torskehoveder på den ydre skærm. Som for eksempel de hoveder, der sad på de civilklædte betjente, da de blev fanget i, trods alle aftaler, at infiltrere de lovlige og fredelige demonstrationer i weekenden. For ikke at tale om de nærmest pinlige undskyldninger, bortforklaringer og bagatelliseringer, som politiets talsmand optrådte med. »Vi skal nok se lidt på deres påklædning fremover,« sagde han gudhjælpemig. En underlig måde at sige det på, hvis han mente, at de fremover nok burde beholde uniformerne på, hvis det er det der er aftalt.
De har sgu ret: Det er torsk, det handler om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her