Læsetid: 5 min.

Tre skud i Antwerpen

Et racistisk mord og optøjer anført af en aggressiv libaneser har givet Antwerpen noget tænke over få måneder før valget, hvor det højreradikale Vlaams Blok står til ny fremgang
6. december 2002

(2. sektion)

Belgien
ANTWERPEN – Antwerpen har ikke råd til den slags konflikter og slet ikke i byens marokkansk dominerede kvarter, Borgerhout.
Da den 27 årige religionslærer Mohamed Achrak forrige tirsdag lidt i fem forlader sin lejlighed for at gå over til sine forældre, hvor et måltid venter ham efter Ramadanens daglange faste, går det galt. I opgangen står hans 66- årige belgiske nabo med en ni-millimeter revolver og skyder uden varsel Achrak tre gange i hovedet og brystet.
Den unge lærer, der i kvarteret er kendt og respekteret som en fredelig mand, dør på stedet. Lyden af skuddene får på få minutter de første vrede unge mænd til at samles foran huset, mobiltelefonerne gør resten af arbejdet, og da politiet ankommer, bliver de mødt med stenkast fra en stor flok unge, der smadrer butiksvinduer og biler. Ved otte- tiden ankommer leder af Den Europæisk-Arabisk Liga, EAL, libaneseren Abou Jahjah på scenen og kaster sig ud i en heftig, korporlig diskussion med byens politimester, Luc Lamine. Temperaturen stiger, og snart driver tåregassen gennem gaderne. Dagen efter forsætter optøjerne, 30 personer bliver arresteret.

Som O.J. Simpson
Jahjah har tidligere i år gjort sig bemærket i Belgien med ideen om, at staten skulle indføre arabisk som fjerde officielle sprog på linje med fransk, nederlandsk og tysk. Og med EAL-grupper af sortklædte unge, der patruljerer gaderne for at holde øje med politiets racisme over for unge indvandrere. De kalder sig »komitéer til beskyttelsen af arabisk ungdom.«
Men Jahjahs opførsel i timerne efter mordet er dråben. Det er opildnelse til optøjer, mener justitsminister Marc Verwilghen, der beder politiet skride ind og arrestere ham. Det sker efter en unødigt dramatisk helikopterjagt over byen, der i bedste O.J. Simpson stil forfølger den bil, som Jahjah formodes at køre. Han er imidlertidig blot i færd med at blive interviewet af hollandsk radio i bilen, ikke på flugt.
Det viser sig, at morderen måske nok er racist, der aldrig har villet hilse på sine marokkanske naboer, men mest af alt et psykiatrisk tilfælde.
’Vil terrorisere byen’
Men det forhindrer ikke, at bølgerne går højt. Ministerpræsident Guy Verhofstadt fra det liberale parti VLD går til angreb på EAL, og Jahjah, hvis patruljer han finder uacceptable og utålelige:
»EAL vil terrorisere byen, jage politiet ud og slå rødder i Antwerpens kvarterer for at forfølge kriminelle aktiviteter,« tordner Verhofstadt.
Jahjah svarer igen med en stævning for bagvaskelse. Og hans advokat kalder arrestationen for en ren og skær politisk handling. Det får han delvis ret i, da en domstol seks dage senere løslader ham, men på den betingelse, at han afholder sig fra at deltage i offentlige møder de næste tre måneder.
En razzia i EAL’s kontorer giver heller ikke det ønskede resultat. Der er kun tilflydt kontoret nogle få hundrede tusinde kroner fra Kuwait. Begravelsen af den myrdede lærer bliver takket være Achraks lillebror, Satif, en opvisning i mådehold og respekt. Han opforder til forsoning med ordene: »Vi er ét folk, sorte og hvide, marokkanere og belgiere, muslimer eller ej. Ræk hinanden hånden. Lad os leve uden frygt for hinanden,« sagde Satif Achrak.
Antwerpen kan ånde lettet op. Men alle ved, at det risikerer kun at være en stakket frist. Der er både kommunale og nationale valg om højst et halvt år, og den nederlandsk- talende by i det nordlige Belgien har et særligt problem.
Hver tredje af byens borgere har ved de sidste to valg stemt på det højrenationalistiske og fremmedfjendske parti Vlaams Blok. Partiet har altid forstået at bruge ydre begivenheder, og Jahjahs radikale liga er en kærkommen fjende, der kan give dem ny stemmer. Partileder Filip Dewinter drømmer stadig om byens borgmesterstol, og som byens største parti burde han have den.
Men samtlige øvrige partier har slået sig sammen om at holde Vlaams Blok uden for enhver direkte indflydelse. Så bystyret tæller den bredest tænkelige koalition, fra gamle maoister til højreliberale. Det er i det lys, at Verhofstadt vælger at tale hårdt til Jahjah. Ingen har råd til at fremstå blødsødne over for EAL seks måneder før valget.
Interesserant nok er EAL’s leder ikke typisk for Antwerpen, for byens arabere er overvejende fra Marokko. Således tager en ældre mand i den myrdede lærers gade afstand fra den libanesiske 31 år gamle Jahjah:
»Han er ikke en af vore. Han skal lade marokkanerne i fred. Han kender intet til vores kultur, vi har allerede nok repræsentanter, der kommunikerer med myndighederne, folkevalgte, læger og ingeniører. Jahjah skal holde op med at manipulere de unge knægte i gaderne. I går måtte vi
jage folk væk, der ville
demonstrere foran huset. De respekterer ikke engang familiens sorg,« siger den anonyme mand vredt til avisen Le Soir.

’Fare for demokratiet’
Uanset om Jahjah vil kunne holde sig i omløb som de frustrerede unges stemme, så er de andre aggressive unge marokkanere nok til at give Vlaams Blok noget at arbejde med:
»For 10 år siden under optøjerne i Bruxelles talte Dewinter om krig, men nu er tonen glat og rolig. Han vil fremstå som Antwerpens redningsmand. For at høste stemmer udpeger han de unge immigranter som en fare for demokratiet,« siger Jos Vander Velpen, advokat og forfatter til bøger om Vlaams Blok og europæisk højrefløj.
Han frygter, at der er ved at ske den samme udvikling i Belgien som den, der i Holland tillod højrepopulisten Pim Fortuyns parti et politisk gennembrud:
»Demokratiet er blevet et rent mediefænomen. De folkevalgte ser man kun på tv. De dropper de folkelige kvarterer og fjerner sig fra vælgerbasen. De unge immigranter laver oprør, og gammelbelgierne føler sig efterladt tilbage. Politikerne kommer kun forbi et par dage før valget,« siger Vander Velpen.
Og der er ellers rigelig anledning til at komme og se på de sociale problemer. Organisationen SOS Jeunes (SOS unge) kender til Bruxelles’ immigrantkvarterer:
»Vi må finde modet til at indrømme, at den politik, der er ført til dato, langtfra har løst problemerne. Vi kender kvarterer, hvor der findes et raceadskillelssystem, en slags apartheid, der blot ikke har fået det navn. Nogle unge går i skoler, der er skraldespande, mens andre lægger op til videregående og højere uddannelse. Dette bloksystem giver anledning til store, permanente frustrationer,« siger SOS Jeunes direktør, Bernard De Vos.

Sort perspektiv
Efter den 11. september 2001, hvor der var store spændinger i Belgien, har frygten for etnisk religiøse optøjer taget en mere konkret form. Den venstreorienterede avis De Morgen maner politikerne til opvågnen:
»Forestil Dem følgende scenario: Verhofstadt udskriver hurtigt valg i starten af det nye år, nogle uger senere starter en krig mod Irak. Optøjer starter, de unge indvandrere begår hærvæk i Antwerpen og Bruxelles. Efter valget skal politikerne forsøge at retfærdiggøre, hvorfor de intet havde gjort. Gennem et årti er indvandrerkvartererne blevet havne for frustration, for ikke at sige had, der nu har fundet en stemme i Abou Jahjah. Det ventede kun på en lille gnist for at kunne eksplodere. Hvornår har vi tænkt os at vågne op?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu