Læsetid: 3 min.

De tre V’er

Først var det villaen, så vovsen. Nu mangler vi kun en Volvo
13. december 2002

Principfasthed
I min fjerne ungdom, der stort set udspandt sig i sidste halvdel af 1960’erne og første halvdel af 1970’erne, var der et stort skræmmebillede, der stod for os; de tre V’er: Villa, Vovse og Volvo.
Vi skulle reformere verden og gøre alting bedre. Men hvad nu, hvis vi faldt til patten og bare blev som alle de andre borgerdyr?
I mange, mange år holdt jeg mig lykkeligt fri af de forhadte symboler på magelig tilpasning. Villa og Volvo var der ikke råd til, og hvad Menneskets Bedste Ven angår, var jeg tilbøjelig til at mene, at den var en snavset, uhumsk og overflødig spise- og sovemaskine, som man sagtens kunne være foruden.
Men tiden går, og en dag opdager man, at det ville være rart med lidt mere plads og en stump have. For mit vedkommende skete det cirka samtidig med, at jeg begyndte at interessere mig for optikernes udstillingsvinduer og greb mig selv i at synes, at Keld Heick egentlig var en hyggelig og flink fyr på tv.
Men det var i alt fald helt sikkert, at det ikke skulle være en bungalow, og at der ikke skulle være udestue. Så borgerlig var man da trods alt ikke blevet.
Da vi for fem år siden skulle se på hus i et frådende sælgers marked, hvor køberne stod på nakken af hinanden for at få lov at skrive slutseddel, var der kun ét hus, der opfyldte vores krav til beliggenhed, og som vi samtidig havde råd til. Ja, rigtig gættet. Det var en bungalow med udestue.
En ud af tre – det kunne vel gå an. Men nu er andet forsvarsværk også faldet.
For et par år siden blev min far lam efter en hjerneblødning og måtte på plejehjem. Tilbage sad min mor med familiens sorte labrador retriever, som hun ikke rigtig kunne magte at tage sig ordentlig af længere. Egentlig var det lidt synd, men hun havde brug for dens selskab.
Nu er hun også kommet på plejehjem, og en dag fik min kone det her bestemte drag om munden, som fortæller, at her ikke er noget at tale om. »Nu tager vi over og henter Chang,« sagde hun. Og det gjorde vi så.

Tvivlsom vagthund
Nu bor den hos os i vores bungalow med udestue. Heldigvis er den målt i hundeår blevet ca. på min alder, så vores tempo passer helt godt sammen – i modsætning til da den var yngre og en rigtig vildbasse med flere faderskabssager på synderegisteret.
Den har straks indset, at min kone er flokkens fører, og at det er hende, det betaler sig at fedte for.
Når jeg kommer hjem, hilser den mig med stilfærdig tilfredshed, men når hun kommer, opfører den en regederlig krigsdans, som jeg ærlig taget finder uværdig for en hund i den alder. Men måske jeg bare er lidt jaloux.
De sidste år fik mine forældre mad fra kommunen, så den har været ganske uvant med duften af varm mad. Da det som regel er mig, der varetager madlavningen derhjemme, scorer jeg da til gengæld nogle solide point der. En labrador har en god appetit, og den har også hurtigt lært at lade sin tørkost stå, indtil den er helt sikker på, at der ikke den aften falder noget mere lækkert af. Så lusker den fornærmet og småskulende ud og tømmer skålen.
Den har et ualmindelig godt og venligt gemyt, men da den er hund for at præstere en dyb og frygtindgydende gøen, mente jeg dog i det mindste, at den kunne tjene til føden som vagthund. Men jeg er svært bange for, at den som antydet i en bog om racen, som jeg har læst, i påkommende tilfælde ville være tilbøjelig til at vise en eventuel indbrudstyv på en sightseeing i huset.
Jeg gamle hundehader tager nu mig selv i at klappe, mufle og samtale med dyret.
Måske tiden er kommet til at se på en brugt Volvo. Det er jo et godt og driftsikkert køretøj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu