Læsetid: 7 min.

Turbo-Sarkozy slår til i Frankrig

Franskmændene er nærmest målløse over deres indenrigsministers foretagsomhed. Intet og alt er forandret siden sidste nytår
27. december 2002

Qlummen
Her op mod nytårsaften bugner de franske butikker, selv det mest almindelige supermarked, med østers, foie gras, trøfler og champagne. Julen er overstået i familiens skød og der tænkes på venner og fest. Det er også betydeligt lettere, end at prøve at tænke over den politiske situation i Frankrig, og de forandringer, der er sket, siden der sidst var trøffelaroma i luften.
I radioen og på fjernsynet forsøges der pligtskyldigst med analyser. På radiostationen France Inter kunne der i den forløbne uge, i en debatdiskussion blandt politiske iagttagere, konstateres noget så mærkværdigt som lange tavsheder. Noget ganske uvant for de storplaprende, evindeligt teoretiserende franskmænd. De har mistet de sædvanlige analyseredskaber, ikke mindst højre-venstre-analyserne, omvæltningerne synes at have været for store og alle træder vande og prøver at skabe sig et nyt overblik.
Paradoksalt nok havde franskmændene jo for et år siden, den samme præsident som nu, Jacques Chirac. Han var ikke særlig langt fremme i medierne, man gisnede om, hvorvidt han ville stille op endnu engang, men var alligevel temmelig sikker på, at han ville gøre det, om ikke andet så for at forlænge den juridiske immunitet en præsident nyder godt af. I kulissen spøgte gamle korruptionssager og dommere, der havde vældig lyst til at forhøre den tidligere pariserborgmester. På premierministerposten havde man socialisten Jospin, der stod pænt i meningsmålingerne, med udsigt til at overtage Chiracs post. Han lod med falsk (eller måske oprigtig nok) beskedenhed være med at erklære sig som præsidentkandidat før i sidste øjeblik. Og udtalte til landets samlede forargelse, at Chirac var »slidt, træt og gammel.«
Franskmændene var trætte af politikere i det hele taget. Ved første runde af præsidentvalget tog de fleste stille og roligt på weekend og lod de andre vælge. Når valget stod mellem de to forslidte: Chirac og Jospin, kunne det enten være lige meget, eller også udtrykte man progressivt sin kritik ved at stemme på små outsiderpartier. De to gamle herrers dans omkring midten, med blikket dybt i hinandens øjne, interesserede ikke nogen.
Den 21. april vågnede nationen til et chok: Højreekstremisten Le Pen havde skudt sig ind foran Jospin, som forsvandt fra den ene dag til den anden. Man har stort set ikke set ham (Jospin) siden, bortset fra, at han for nogle uger siden ’anonymt’ (med tonsvis af kameraer i hælene) mødte op til et helt almindeligt socialistmøde i det fattige 2o. arrondissement. Han var helt til grin. Le Pen har man nu heller ikke set meget til. Man drømte et øjeblik om ny politisk rejsning, alle drog i protesttog mod Le Pen, de unge, der ikke havde haft stemmeret, tog føringen og de lidt ældre og gamle, der havde dårlig samvittighed over at have stemt på de mange små kandidater, fulgte efter. Så vandt Chirac en flov 82 procents valgsejr. På dansegulvet i Le Pens hovedkvarter tog man sig en demonstrativ svingom, og så forsvandt demagogpingen og hans hof også ud af billedet. Chirac valgte en ukendt premierminister, den diskrete, men klarttalende og medieefne Raffarin. Studenterne pakkede bannerne sammen og alle tog på sommerferie. Traditionelt set er det i efteråret, at det brænder på i Frankrig.

Men det, der virkelig kan lamme enhver kommentator, også selv om vedkommende er i jule- eller champagnestemning, og få snakken til at forstumme eller nå uanede højder af skingert skænderi ved middagsbordene rundt om i Frankrig, er det, der så skete i dette efterår. Alle ventede, at den højreorienterede regering, som sædvanlig, ville kvaje sig godt og grundigt ved at stå uforstående over for sociale bevægelser og ved at gribe hårdt og klodset ind over for demonstrationer og blokader. Alle regnede med at den forslidte Chirac ville glemme sine valgløfter, som til alles forargelse i bedste Le Pen-stil især og udelukkende handlede om ’usikkerheden’ i samfundet. Men der har ikke været lammende sociale konflikter, og super-Chirac kan smilende gå det nye år i møde med opinionen på sin side.
Hvad er der sket? Jeg har forsigtigt, over for nogle af de nærmeste venner, forsøgt at formulere, at han må være dygtig. Det er svært at få dem til at indrømme det. Men det ser ud til at Chirac har lavet en sjældent god kombination af sig selv, sin premierminister og så indenrigsminsteren. Selvom alle nu er trætte af julen, vil jeg forsøge mig med en julemetafor. Inspireret af en af kommunisternes kommentarer om indenrigsministeren Nicholas Sarkozy, som han kaldte for »Pére Fouttard« – ikke julemanden, men ’straffemanden’. I Frankrig kommer julemanden nemlig ikke alene. Han er ledsaget af en sortklædt fyr ’straffemanden’, der straffer de børn, der ikke har været artige. Og det er den rolle, Sarkozy har taget på sig. I Frankrig kaldes indenrigsministeren ofte for ’superpolitibetjenten’, og Sarkozy har sat sig for at håndhæve loven. Til punkt og prikke. Blandet med en god portion pragmatik. Jeg har forsigtigt, over for nogle af den nærmeste venner, prøvet at formulere, at han er dygtig. Enten resulterer det i direkte raserieksplosioner. Eller også indrømmer selv hårdnakkede venstreorientede, som det også kan læses i meningsmålingerne, at manden gør det godt. 66 procent af frankmændene er enige i hans tiltag. 20 procent synes ikke at det er nok. Så kan man selv regne ud, hvor mange der er imod...
Det var Sarkozy, som ingen regnede med. Ikke mindst fordi Chirac hentede ham ind fra en forrædderposition: I 1995 da Chirac blev valgt første gang støttede han en anden håbefuld, højreorienteret præsidentkandidat, Balladur. »Turbo-Sarkozy.« »Jeg er her og jeg er der og alle vegne Sarkozy«. Manden farer rundt både i virkeligheden og i medierne. Han har noget at bevise. En ug-dreng, som det hed i forgangne tider. En søgning på Le Monde bare for december giver 176 artikler med Sarkozy.

Jeg glemte lige premierminister Raffarin. Han og Sarkozy kører nemlig parløb: Raffarin er julemanden, der deler gaver ud og Sarkozy straffer. Raffarin trøster folk ved oversvømmelser og katastrofer, og giver alle ret når de brokker sig. Tilsammen giver de nogle store pakker, som pressen kan beskæftige sig med i en uendelighed.
Chirac har nemlig ikke glemt sin valgløfter denne gang. De handlede om usikkerhed, og super-Sarkozy griber ind over for den mindste forbryder. Han har taget fat i kraven på narkoforbrydere, der holder til i forstæderne, ved at danne et politi, der arbejder sammen med skattevæsenet, så Mercedes-kørende bistandsklienter kan bures inde. Og hævder forstadsboernes ret til lige så stor tryghed som alle andre. Han har afviklet Sangattelejren ved tunnellen over til England, hvor hundredvis af illegale indvandrere ventede på at snige sig videre. Han fik de fleste snakket over til Blair. Så selv socialisten Jack Lang offentligt tog hatten af for det. Han griber ind over for prostitution ved at straffe luderne, og folk er glade. De vil have fred og ro i gaderne. Og en af efterårets store konflikter, lastbilschaufførernes blokade, blev afværgret ved at Sarkozy’s politibetjente stille og roligt begyndte at fratage chaufførerne deres kørekort. De spærrede vejene, og det må man ikke ifølge loven. Imens lokkede Raffarin med forhandlinger i den anden enden. »Den sociale dialog«, som trylleordet hedder, godt hjulpet til at Sarkozys håndfaste indgriben.
Men samtidig tager Sarkozy fat i ømfindtlige emner, som selv socialisterne undgik: Han ønsker ’dobbeltstraffen’ afskaffet, så indvandrere ikke bliver udvist oven i en fængselstraf, og han har stukket næsen i den korsikanske hvepserede. Her op mod jul har han startet et storstilet projekt for at ramme spritbilister og fartforbrydere. Og oven i købet kan han forklare sig selv så godt, at fjernsynet scorede seerrekord på en politisk udsendelse med ham i den absolutte hovedrolle. Hvor han for åben skærm satte Le Pen på plads, hvilket selv Chirac aldrig har formået.

Franskmændene køber østers og undlader at diskutere politik i de små hjem. Sarkozy er en varm kartoffel, for han dræner det ydre højre og lukker kæften på de forsagte og socialister. Han forsvarer »republikken« med næb og klør, og taler lige
ind i de vitterligt sikkerhedshungrende franske hjerter. Nu begynder man sågar at tale om, at han kunne være et kommende præsidentemne. Så konklusionen i en nytårstale må være, at franskmændene i al dette års forvirring, fik lige, hvad de ville have. Så må vi se, hvad de vil have til næste år...

FAKTA
Sarkozys duel med Le Pen
Den franske præsident Chirac havde ikke lyst til at møde højrekstremisten Le Pen mellem de to runder af præsidentvalget i Frankrig. Turboindenrigsministeren Sarkozy tog til gengæld duellen op i en tv-udsendelse den 9. december. Da Le Pen prøvede at harcelere indenrigsministeren til at lukke grænserne for indvandrere, fik Sarkozy ham til at tage sig oldgammel ud ved at svare: »Ja, De har jo kendt Maginotlinjen, (det forsvarsværn, der skilte Frankrig og Tyskland som resultat af Første Verdenskrig, nedlagt af tyskerne i 1940), den vil De vil ikke have igen?« tib

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu