Læsetid: 4 min.

Udenlandske studerende går i Formans fodspor

Tjekkiets anerkendte filmskole FAMU har overlevet trods år med censur og forbud. Nu glæder rektor sig til at få del i EU’s filmstøtte
3. december 2002

EU-støtte
PRAG – »Vi har haft både oversvømmelser og jordskælv i år,« siger Rudolf Krejcik med et skævt grin, mens han viser rundt på Prags internationalt anerkendte filmskole, FAMU.
Oversvømmelserne ramte store dele af Centraleuropa, da Moldau gik over sine bredder i foråret. Skolen blev sat delvist under vand, og led store skader på rekvisitter og materiel. Derfor bor en del af skolen lige nu i improviserede lokaler på adressen Revolucni 19.
Den tidligere lægeklinik er nedslidt, og giver langtfra indtryk af at huse en af Europas ældste filmskoler, hvor søgningen fra udenlandske studerende forlængst har sprængt ventelisten: »Der er tre gange flere ansøgere end vi har plads til,« siger Krejcik stolt.
Fortiden er en del af skolens aktiv og aura. Forfatteren MiIan Kundera underviste her engang, og Milos Forman, der siden i eksil lavede internationale succeser som Gøgereden og Amadeus, gik på skolen i 50’erne.
Krejcik, en høj gråskægget mand, der selv gik på skolen først i 50’erne, leder nu dens internationale program. De udenlandske elever giver penge i kassen, og input i form af nye idéer. På opslagstavlen i gangen hænger en seddel med deres 16 mm filmprojekter.
»En gammel mand løber ind i alvorlige forhindringer i forsøget på at købe sit favorit-brød«, »En mand forsøger at helbrede sin søn med sort magi«, »En ung musiker spiller soulmusik så skønt, at hans lånehaj eftergiver ham gælden,« det er handlinger i efterårets elevproduktioner.

De gamle dyder
De unge amerikanske studerende og en enkelt dansker summer koncentrerede rundt, og ser ikke ud til at være generet af kaoset efter vandskaderne. Og de har næppe lagt mærke til jordskælvet, der ikke er et naturfænomen i klassisk forstand, men derimod et menneske, skolens ny rektor, den 38 årige Michal Bregant.
»Han har skiftet lederne ud på seks ud af skolens ni afdelinger på et halvt år,« brummer Krejcik uden yderligere kommentarer.
Rektor Bregant tager venligt imod i rød skjorte og postmoderne sygekassebriller. Han repræsenterer det store generationsskifte i det tjekkiske filmmiljø, men hans vision handler ikke kun om at åbne skolen endnu mere op for udlandet, og indføre engelsk på alle skolens ni afdelinger. Den handler også om at holde fast i filmskolens gamle dyder.
»Da skolen blev startet i 1946 adskilte den sig fra alle andre ved at have finkulturelle rødder, den var og er stadig en del af akademiet for udøvende kunster, og eleverne undervistes på højt akademisk niveau i historie, kunst og filosofi,« siger Bregant, der vil bevare fokus på den del af filmuddannelsen.
Samtidig vil han også holde fast i traditionen for, at skolens lærerne er aktive i tjekkisk filmmiljø, selv om det kan være meget upraktisk for planlægningen af undervisningen.
Bregnant blev selv uddannet i 1987, og har siden arbejdet i de nationale filmarkiv. Fra 1990 underviste han også i filmhistorie og teori. Arkivet var ikke alene en adgang til historien for Bregnant.
I årene under kommunistisk styre var det også en kanal til nutiden: »Siden 50’erne var der ingen vestlige film i cirkulation i Tjekkoslovakiet. Men Filmskolen havde stadig fri tilgang af film fra udlandet.

Ingen nostalgi
Det var en del af inspirationen, til det vi kalder det tjekkiske filmmirakel i 60’erne,« siger han og nævner instruktørerne Forman, Vera Chytilova og Jan Nemec. Også disse tjekkers arbejder, der blev forbudt, efter at de sovjetiske tanks rullede ind i Prags gader i august 1968, kunne længe kun ses af folk i filmarkiverne.
»Vi lavede videokopier, som vi lånte videre. Det var farligt, og en del af undergrundskulturen. Og da filmene pludselig kunne ses igen efter 1989 var de stort set ukendte for den yngre generation,« siger Bregnant, der ikke lider af nostalgi over den tid:
»50’ernes personlighedskult, propaganda og censur var en virkelig forfærdelig tid. Og efter 60’ernes åbning blev tjekkisk film gennem 70’erne og 80’erne igen totalt ødelagt af ideologi. Kvaliteten faldt hurtigt og dybt. Vi var heldige på filmskolen, at kunne tale lidt mere frit end andre steder. Men moralen led stor skade. En af de store temaer siden 1989 har været at genskabe moral og kvalitet i tjekkisk film,« siger Bregnant.
Håndelaget er dog langt fra gået tabt. Tjekkisk film høstede en Oscar i 1996 med Jan Sveraks »Kolja«, og landet tiltrækker internationale produktioner som Mission Impossible, fordi lønningerne er lavere end i vestueropa, og det lokale håndværk i top i filmbyen Barrandovs studier.
For rektor Bregnant handler den kommende udvidelse af EU ikke om at få flere elever ud i verden på Erasmus-programmet, her er tjekkerne allerede forlængst i cirkulation. Det interesserante er at få adgang til den EU-filmproduktionstøtte, der gives til tværnationale produktioner:
»Tjekkiet laver allerede 20 film om året, men vi kunne lave endnu flere. Der er nogle, der er bange for, at vi vil miste vores særpræg i EU. Men det sker ikke hvis man er stærk nok. Jeg er måske naiv, men jeg tror, at producenterne
alene skal tjene filmen, ikke sælge den,« siger Bregant.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her