Læsetid: 4 min.

Udvidelse på falske forudsætninger

Man kan ikke tage 10 fattige lande ind og hævde, det ikke koster ekstra. Men det er netop, hvad EU gør, siger belgisk EU-professor
12. december 2002

Prisstigning
BRUXELLES – Hvad har EU’s udvidelse med 10 lande til fælles med genforeningen af Tyskland? I begge tilfælde bildte man folk ind, at det ikke ville koste alverden. Men sandheden var en helt anden.
»Alle holder taler om udvidelsen, men ingen i EU vil bringe de nødvendige ofre, hverken de finansielle eller i form af politiske reformer. Man er ved at sælge folk et stort projekt på falske forudsætninger. Den version, som EU-Kommissionen og medlemslandene kommer med, hedder: Sov trygt, alt går godt. Og det er sjovt nok den samme snak, man hørte op til den tyske genforening. Man ville give samme løn og én D-Mark for én østmark. Nu siger man, at hele udvidelsen kan lade sig gøre uden at investere ekstra,« siger Franklin Dehousse, belgisk EU-professor ved Lièges universitet og tidligere belgisk chefforhandler af Amsterdam-traktaten, til Information.
»Sandheden er, at det bliver en kolossal opgave for de nye lande at integrere alle EU’s 80.000 sider lovtekst. Og de 10 ansøgerlande er i gennemsnit mindre udviklede end det tidligere DDR var. Men den tysk-tyske integration har selv med budgetter, der var langt større, voldt Tyskland store problemer. Man skal huske, at EU’s regler er for rige lande. Miljøregler og effektiv grænsekontrol, det er noget, der koster dyrt. Jeg mener, der er en generel undervurdering af udgifterne ved udvidelsen.«
For professor Dehousse er det bekymrende, at ingen vil tale ærligt om det, og det risikerer at give bagslag senere, når realiteterne går op for befolkningerne: »Man vil ikke give mere, og alt skal gøres inden for det samme budget. Men samtidig vil de gamle EU-lande beholde deres budgetrabatter og alle fordelene, de har vundet til dato. Alle siger, hvis der er ekstra udgifter, så er det ikke os, der betaler. Med den holdning bliver der på sigt et stort problem.«
Dehousse understreger, at EU har gjort det hele sværere for sig selv ved ikke at ændre stemmereglerne om budgettet og regionalstøtten fra enstemmighed til flertal. Muligheden var der med Nice-traktaten, der skulle gøre EU klar til udvidelsen. Men den blev stort set forsømt:
»Det er ikke nogen tilfældighed, at Spanien i Nice holdt fast i, at afgørelser om EU’s regionalhjælp, som landet får så meget af, skal afgøres med enstemmighed frem til og med 2006, så det får virkning for budgettet helt indtil 2013.«

For dårlig klædt på
Men Dehousse påpeger, at det, Spanien troede var en fiks måde at holde fast i sine privilegier på, meget nemt kan blive et tveægget sværd: »Det, man reelt gør nu, er at tvinge ansøgerlandene til at acceptere en dårlig aftale i København. Men bagefter vil de som medlemmer af EU bruge alle de muligheder, de har for med enstemmighedsreglerne at blokere EU-samarbejdet, hvis ikke de får penge til at rette op på ubalancen i deres aftaler fra København,« siger Dehousse.
Han mener, at EU har klædt sig alt for dårligt på til udvidelsen ved at forsømme disse reformer af beslutningsgangen i EU.
– Men er det ikke sådan i EU, at man ofte venter med at lave de nødvendige reformer til allersidst?
»Jo, men det er værd at notere sig, at når EU har gennemført store projekter, så er det generelt ikke sket i sidste øjeblik. Før EU’s indre marked kom, var der lavet et program, der krævede politiske reformer, og man fik dem lavet. Og tidligere kommissionsformand Jacques Delors kom ikke bare og sagde, her er planen for den første fase af i alt tre faser på vejen mod indførelsen af euroen. Den anden fase på vejen, den må I spørge den næste kommissionsformand om.«
Dehousse ser det som en konsekvens af, at EU i dag regeres af politikere uden det store format.
Politikere, der ikke er villige til at betale prisen for den dybe politiske integration af EU, de selv har vedtaget:
»Vi har en generation af politikere, der har tabt hele EU’s målsætning af syne. Folk, der ikke har kendt verdenskrigen. Se på Schröder, Berlusconi, Chirac. Politikerne har mistet troværdigheden. Og de er frustrerede over EU. For EU stikker stadig dybere ind i vore samfund. Bruxelles stiller krav, og EU-politikere ser, at deres nationale magt undermineres. Men det er prisen for den europæiske integration. Du kan ikke både beholde kagen og spise den. Men de vil have det hele. De vil have euroen, men de vil ikke overholde kravene i EU’s stabilitetspagt om de enkelte EU-landes økonomi,« siger Dehousse.
Han ser Tysklands kansler Schröder som et særligt eksempel på den ny EU-fjendske retorik med nationalistiske undertoner, der er blevet mere almindelig de senere år:
»Schröder siger, at hvis jeg ikke skulle betale mit bidrag til EU-budgettet, så ville jeg heller ikke bryde budgetreglerne i EU’s stabilitetspagt. Det er idiotisk og farligt. For Tyskland modtager både direkte og indirekte en lang række ting fra EU. Men det, manden på gaden vil huske, er, at hvis vi ikke skulle betale til EU, så ville alt gå bedre i Tyskland. Nu kan du lave 10 informationskampagner, men det vil ikke opveje indtrykket af, at Bruxelles bare bruger tyske penge.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her