Læsetid: 3 min.

Det er utroligt, som du bliver ved

Hvor gammel skal man være for at være gammel?
13. december 2002

(2. sektion)

Radio
At Niels Frid, studievært i programmet Kontant afregning på P1, snakker som et Kalashnikov-maskingevær, blev i særdeleshed manifesteret i tirsdagens udgave af programmet, der handlede om alderdom. Ivar Nørgård, 80 år, lod os forstå, at for ham var det mest markante ved at nå den alder, han har nået, at han er blevet klogere og rigere på erfaringer, gode som dårlige.
Han medgav, at han er blevet langsommere, ikke absolut i tanken, men i bevægelserne og måske i taletempoet. Man greb sig i at ønske, at Niels Frid hurtigt kunne blive noget ældre.
Ann Leonora Block, kulturforsker, havde som gennemgående tema, at ældre misvisende bliver omtalt som en homogen gruppe af personer.
Ældre er forskellige og bør vurderes på andre forhold end på, hvornår de er født, hævdede hun igen og igen, når hun greb de andre debatdeltagere i utilbørlige generaliseringer af den ældre del af befolkningen, der egentlig kun har det til fælles, at de er over 70 samt at de i kraft af deres antal er gefundenes Fressen for populistisk overbydende politikere.
Egon Clausen kom ind fra siden på et bånd med en lille tale fra tidligere på ugen netop om stemmefiskeri i rørte overbudsfarvande. Det var som sædvanligt fra ham en smuk blanding af kloge ord og lettere nonsens, hvoraf det sidste nok var tænkt som provokationer: »De ældre har fremtiden for sig, så dem skal man satse på,« eller »Ungdommen udgør en minoritet. Glem den.«

Verbal kapgang
Lone Kühlmann, der i øvrigt var enig i alt, hvad der blev sagt, konkurrerede med Niels Frid, som var de ude i verbal kapgang for journalister. I farten smuttede dog en smuk vending ud ad munden på hende, da talen var om overbud i støtte til de svageste ældre: »Omsorg uden respekt bliver til omklamring.«
Den lader vi stå et øjeblik.
Ann Leonora Block kunne ikke lide udtryk som »man er jo ikke ældre, end man selv føler sig« eller, som Ivar Nørgård sagde: »Jeg er 80, men jeg føler mig ikke gammel.« Der anes heri en undertone af unødvendigt selvforsvar, mente hun, og det kan jeg egentlig godt være enig med hende i. Omvendt må jeg sige, at noget af det værste, jeg møder som nu femårigt medlem af klubben Vi Over Halvfjerds er bemærkningen: »Det er dog utroligt, som du bliver ved.«
Jeg er lige ved at sige – men det gør en pæn ældre herre jo ikke: »Rend mig i røven! Hvad skulle jeg ellers lave?« Eller som Mark Twain sagde: »Når dine venner begynder at smigre dig med, at du ser ung ud, er det et sikkert tegn på, at du er ved at blive ældre.« Og hvad så?
Der er 700.000 borgere i dette land, som er over 70 år. Nogle blev sparket ud af arbejdsmarkedet, da de fyldte 62, andre, da de blev 65 eller 67, og resten, da de blev 70. Mange er stadig i besiddelse af energi, evner og lyst til at arbejde og er – ikke mindst – fulde af erfaring.
Trods al snak om Det Grå Guld frasorteres uendelige ressourcer i et system, der ikke har opdaget, at alderdommen siden 1970 gradvist er blevet udskudt mindst 10 år.
Ikke desto mindre, som Ovid sagde: »Årene kommer i al stilhed.« Og pludselig går det meget hurtigt. Poul Reumert (1883-1962), der nok ville have sat pris på, at jeg havde omtalt ham som »den kongelige skuespiller«, udtalte – hvilket jo er meget apropos: »Det værste ved at blive gammel er, at det hele tiden snart er jul.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her