Læsetid: 3 min.

At være eller ikke at være

Det er lige før, der var mere dramatik uden for end på de københavnske scener i året der gik
27. december 2002

Teater
Meget var der at ærgre sig over. Heldigvis også en smule at varme sig ved. Kunstnerisk gik det heldigst på Betty Nansen Teatret, der i foråret skabte to af sæsonens bedste forestillinger. Først smøg Trine Dyrholm hotpants og blondinebegrænsninger af talentet og vandt helt nyt land med den rystende præstation i Sara Kanes bevægende selvmordermonolog 4:18: Psykose i en overlegen iscenesættelse af Jacob Schokking, der for første gang lagde arm med ordteatret – med samme scenografisk bevidste konsekvens, som han hidtil havde behersket musikdramatiken. Og kort efter genopstod gamle Ibsen lyslevende i sæsonens største dramaturgiske scoop, Peter Langdals bearbejdning af det bitre alderdomsdrama Når vi døde vågner, der blæste den tunge, symbolistiske tåge af teksten. Samtidig turnerede teatret overlegent rundt uden for andegården i Robert Wilson-forestillingen Woyzeck, som kun de engelske anmeldere – vanligt tonedøve over for tysk ekspressionisme – ikke kunne råbe hurra for. Det danske publikum vidste ikke, hvad det skulle råbe efter premieren på samme Wilsons venstrehåndsarbejde, der i efteråret spillede på Bellevue – og på Ulla Henningsens diva-udstråling. Meget med Arne Jacobsen havde det ikke at skaffe, og det mindede mere om den ikke altid mesterlige mesters hyldest til sig selv.

En skandale
Et godt år var det for Peter Langdal, selv om det i sidste øjeblik glippede med at få ham udnævnt til den kongelige skuespilchef, der ville kunne genrejse nationalscenen efter en Klaus Hoffmeyer, der måske fik jobbet for sent. Det var mere synd for Det Kongelige end for Langdal. Ved årets udgang udnævntes den unge, dygtige Mikkel Harder. Næstbedste bud, som tvivlen må komme til gode. Hoffmeyer havde svare problemer, da en hysterisk teaterskandale optog avisernes debatsider, allerede før sæsonen var skudt ind. Var en række af teatrets førende skuespillere i deres gode ret, når de nægtede at spille sammen med en mongolid kvinde, der havde fået tildelt rollen som Ofelia i den tyske instruktør Stefan Bachmanns version af Shakespeares Hamlet? Var dansk teater uprofessionelt og provinsielt? Mest synd var aflysningen nu for Jens Albinus, der heller ikke kom til at spille Prinsen af Danmark i denne omgang. I stedet kunne han så trøste sig med som instruktør at have leveret nationalscenens mest overbevisende bud, sceneversionen af franske Michel
Houllebecqs Udvidelse af kampzonen. En befriende ’ufærdig’ og mere forsonende udgave af det beske romanforlæg. Og så var der Henrik Kofoed i Farvel Thomas, Bille Augusts scenedebut med Lars Norén, Charlotte Fich som Shakespeares Rosalinde i Grønnegården, Jesper Langberg i Festen, Thomas Bo Larsen i Jeppe og Nicolas Bo i hvad som helst. For slet ikke at tale om Nicoline Werdelins egen iscenesættelse af Aveny-T’s hjertedrama Boblerne i bækken, som, groft sagt, var årets eneste danske nyhed – nu hvor de hjemlige dramatikere tilsyneladende har kollektiv skriveblokering.

Lukketid
Men at der var langt mellem kvalitetsvarerne i dansk teaters supermarked, er der ingen grund til at skjule. Nu var der tilmed blevet tommere på hylderne. Gladsaxe Teater havde holdt lukket indtil ikjolesættelsen af Kamelidamen, der vendte et faretruende underskud til et overskud. Og det ellers så folkekære Folketeater kom i svare økonomiske problemer. En sultekur har forlænget teatrets 145-årige liv med endnu et par sæsoner. Herefter udløber den nuværende struktur for det københavnske teaterliv, for hvem det at være eller ikke at være er en daglig hovedpine. Efterhånden er det tydeligt for enhver, at økonomien ganske enkelt ikke hænger sammen. Med et mudret og midtsøgende teater som resultat. Ordet teaterlukninger er ikke blot længere noget, man hvisker om – med henblik på at sikre de tiloversblevne anstændige vilkår.
Jo, teatret, der tilmed måtte døje med ARTES kollaps kort før sæsonbrochuren skulle sendes på gaden, går en usikker fremtid i møde. Publikum har fået nye vaner og har set for meget dårligt teater aften efter aften. Skal teatret gøre sig håb om at holde på den trofaste flok, skal og må en længe ventet teaterlovsrevision modigt se på hele teatret – også de landsdelsscener, egnsteatre, små storbyteatre og turneteatre, som vi slet ikke har nået at beskæftige os med her. Det er tid for forandring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu