Læsetid: 4 min.

Virilios katastrofer

Paris har for en tid et ’ulykkemuseum’, kurateret af urbanisten og katastrofeteoretikeren Paul Virilio. Det virker næsten alt for godt
18. december 2002

Udstilling
PARIS – Med udstillingen Ce qui arrive (Det der hænder) med den ganske anden titel på engelsk Unknown Quantity (ukendt omfang), på Fondation Cartier i Paris, har urbanisten, filosoffen og hastighedsteoretikeren Paul Virilio omsider opnået at skabe det »Ulykkemuseum«, han har drømt om siden 1979. Dengang foreslog han, i erindring af filosoffen Hannah Arendts ord:
»Fremskridtet og katastrofen er forsiden og bagsiden af den samme medalje,« at et ulykkemuseum skulle være en del af den videnskabsby, der var under planlægning i Paris. Han var inspireret af atomuheldet på Three Mile Island i USA, som han betragtede som eksemplarisk for en ny tids globale ulykker.
I modsætning til den gamle industriæras lokale ulykker, som for eksempel Titanic. Hans tese var, at alle videnskabelige og industrielle fremskridt havde sin egen ulykke indbygget, men at ingen ville se det i øjnene. Cité des sciences et de l’industrie de La Villette blev indviet i 1986 uden noget museum for bagsiden af medaljen. Samme år som atomkraftværket Tjernobyl og rumfærgen Challenger eksploderede.

Fred og fare
Nu kan man altså se alverdens større ulykker i øjnene på Boulevard Raspail.
I salene i stueniveau, med de store glaspartier, kan man til den ene side se kunstneren Lebbeus Woods skulptur Faldet (2002), hvor hundredvis af forvredne stålstænger danner en uoverskuelig, forvitret metalskov. Et af temaerne for Virilios udstilling er Ikaros-myten med eksempler i luftfart og ikke mindst rumfart. »Hvis man skaber en flyvemaskine med plads til 800 mennesker skaber man også muligheden for en flyulykke med 800 omkomne.«
Højt at flyve langt at falde, som det lyder så velklingende på dansk. Til den anden side hænger Nancy Rubbins fem tons tunge skulptur fra 1995 skabt af vragdele fra flyvemaskiner, ned fra loftet. Kustoden, en nydelig pige i tjekkede netstrømper, jeannederdel og adidassko, holder sig pænt på afstand. Det gør beskuerne også. Man kunne risikere at få den i hovedet. Skønt alt ånder fred og ingen fare.

Katastrofer ved hånden
Det er først, når man bevæger sig ned i kælderen, at helvede bryder løs. Og helvede, det er World Trade Center. Eller rettere de rygende ruiner, man møder som det første, i en film, der kører i ring af Tony Ourlser.
Han har placeret sit kamera, så man ser gravkøernes ballet i et sceneri, der ligner et Wagnerfestspil. Lyssætningen er fantastisk på resterne af tvillingetårnenes facader, der stikker dekorativt op som enorme kulisser i en ukendt tragedie. En pittoresk hvid røg stiger op mod himlen. I Nine-Eleven (2001) vandrer samme Oursler rundt i støvet og samler vidneudsagn, billeder og forfærdelse. Han boede ved siden af Tvin Towers og havde katastrofen lige ved hånden.
Også Moira Tierney havde den dag katastrofen ved hånden. Hun filmer den flygtende menneskemasse med al den film, hun overhovedet kan få fat i hin morgen, og sætter musik til med Charlemagne Palestines Americain Dream #3 (2001).
Wolfgang Staehle var i gang med et decideret kunstnerisk projekt. Som web-kunstner bestod det i at skabe et levende landskabsbillede af panoramaet på Manhattan over en måned, fra september til oktober, og sende det ud på nettet, så brugeren kunne følge landskabets udvikling direkte på skærmen. På Cartier er det forkortet til 24 timer. Deres udsendte afventede ikke, at katastrofen indfandt sig.

Ufrivillig komik
Så går det slag i slag, i bogstaveligste forstand. Rundt om udstillingens centrum, der er en slags virtuel brønd, hvor den ukrainiske journalist Svetlana Alexievich diskuterer Tjernobyl med Virilio et sted nede i bunden, kan man se katastroferne udfolde sig i en række videoværker, film og fotografier. En blanding af kunst og dokumentarisme. Fra den rene kunst som i Aernout Miks videoinstallation Middlemen (2001), der iscenesætter den stumme fortvivlelse over et børskrak med kaotisk tæppe af krøllede papirer, røde telefoner og udtryksløse ansigter, til de langt mere dokumentariske værker som Dominic Angerames In the Course of Human Events (1997). Her filmer hun, i umiskendelig sort-hvid-æstetik, hvordan en hængende motorvej må ødelægges og genopbygges efter jordskælvet i San Fransisco i 1989.
Et helt århundredes uheld, ulykker og katastrofer folder sig ud i den armenske instruktør Artavazd A. Pelechians Vort århundrede – realiseret i 1982. Det flyver op og falder ned i en uendelighed, indtil den dag i 1986 hvor Challenger brænder op i atmosfæren. En lignende ulykkesstrøm kan opleves i Bruce Conners ulykkeantologi A MOVIE, helt tilbage fra 1958. Deres udsendte kom ganske ufrivilligt til at grine. Hvor meget kan man holde til?
Og så slutter det hele, efter en række andre katastrofale kunstværker med en række små tv-skærme, hvor man kan betragte industrikatastrofer fra Seveso i Italien i 1976, Three Mile Island i 1979, gasuheldet i Bhopal i 1984 og så videre og så videre. Hvad et jordskælv i Japan har at gøre på dette sted, er svært at forstå.

Katastrofelængsel
Virilios pædagogiske projekt om at se ulykken i øjnene, viser sig at have en ganske uventet virkning.
»Jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død,« skrev vor egen Tom Kristensen tidligt i det århundrede, hvis fremskridt Virilio forsøger at vise os bagsiden af. Men måske er længslen efter katastrofen vokset lige så langt ind i himlen, som alt det andet? Virilio er en fornuftig mand. Måske aner han intet om de ufornuftige grunde, der får én til gysende at se på Twintowerruiner, faldende flyvemaskiner og paddehatteskyer. De kan ellers anes på hans egen udstilling. Især i kunstværkerne der har: indbygget længsel...

*Fondation Cartier pour L’art contemporain: Ce qui Arrive/Unknown Quantity. Til 30. mar.

*www.fondation.cartier.fr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her