(2. sektion)
Wow New York! Just like I pictured it
Dialog på Stevie Wonders
»Living For The City«
Hans makker har aldrig været i NYC før. Alene det udgør halvdelen af glæden og fornøjelsen ved turen at være i selskab med en ubesmittet og begejstret sjæl, der hverken er blasert eller berøringsangst, men kun har ét i hovedet: at sætte sine tænder i The Big Apple og tage så mange bidder som det nu er muligt på seks dage, hvis der også skal soves hvad der nu ikke i udstrakt grad bruges tid på mens månen er i tiltagende og julehysteriet er på vej op i nogle omdrejninger, der er kapitalismens højborg værdigt.
Kun én attraktion er de enige om at holde sig fra: Ground Zero. Stedet, hvor World Trade Centers to i øvrigt herregrimme monolitter lå indtil for få år siden. New York er ofte blevet kaldt Nekropolis, men de ønsker ikke at deltage i den fetichering som det har udviklet sig til af en tragedie, der nu er endt som undskyldning for, at den siddende, dybt psykoinfantile præsident må hans røv klø og hans arme være for korte herfra og til evigheden kan føre sig frem som Rambo og i processen påføre den irakiske befolkning ufattelige lidelser, fordi nationen her vil have fingrene i regionens olie. Elsker han USA, foragter og frygter han dens folkevalgte regering, en flok skruppelløse kriminelle, der burde stilles for en international domstol.
De snakker lidt om den instruktør, der klagede over, at hver gang han fandt en god location i New York, gik det op for ham, at der havde Woody Allen allerede været. Eller noget i den retning. Hvorom alting er, bliver de enige om, at vedkommende er en vaskeægte svagskider; hvor man end vender blikket hen, råber stederne »Se mig jeg er en location«. Oh jo, Woody har nok elsket med Manhattan som ingen anden, men derfor behøver man jo ikke lægge sig til at dø. Hans neurotiske middelklasse newyorkere er trods alt ikke de eneste indbyggere i dette langstrakte under. Mulighederne er ad legio.
Fra starten slår Tot fast, at han vil skide på, hvad Knold ved tidligere lejligheder har set eller ikke set: Han vil A/ Op i Empire State B/ Spadsere i Central Park med retning mod Strawberry Fields C/ Fortabe sig i Guggenheim-museets konkyliesnoede gange D/ Have sin vilje. Knold nænner ikke at fortælle Tot, at tre af ønskerne er både rimelige og attråværdige, for så er det vel næppe lige så skægt for ham. Så han indvilger bare; også da Tot foreslår, de tager hele turen på gåben. Hvorfor ikke?
Det er lørdag, og det ser ud til, at hele New York medsamt opland er på juleindkøb, da de drejer ned ad Fifth Avenue i nordgående retning. Det er panikken over den varslede strejke i transportsektoren, der har sendt folket hovedkulds ud på gader, stræder og avenuer, men de slentrer bare stille og roligt nordpå, hele tiden nordpå. Det er slående, hvor få smukke kvinder de møder på deres vej; i det hele taget er chique ikke lige det ord, man forbinder med indbyggerne her. Det er på en måde befriende, men også et biprodukt af at komme fra et land, der trods sine fejl og mangler scorer ret højt på babe-o-meteret. Med andre ord hvad angår smukke kvinder, kan New York ikke hamle op med København, hvor man hele tiden er ved at falde over sine egne ben, cykle ind i kantsten eller lygtepæle og meget andet faretruende, fordi blikket søger sit udsøgte mål.
På toppen af Empire State Building blæser vinden som et gigantisk barberblad, men de cirkulerer alligevel rundt deroppe i det uendelige. Udsigten er betagende, og de forsøger at memorere hele stedets geografi, småmumlende og samtalende, benovede som de bonderøve, de grundlæggende er, trods smart fodtøj, belæsthed og et lixtal, der kan bruges til at narre folk med i en trængt situation. Herregud, vi er alle bønder for Vorherre, og jo hurtigere man indser det, des nemmere glider tingene. Der ligger det , Madison Square Gardens, hvortil de netop ikke kunne få billetter til aftenen i forvejen; ikke fordi de med vold og magt ville se Tom Petty & The Heartbreakers, bare fordi de gerne ville opleve stedet. Suset.
De endte i stedet på det legendariske spillested The Bottom Line, hvor canadiske Jane Siberry gav et juleshow med vennerne, blandt andet en skæg Syd Straw, der guddødeme fyrede det gamle Wreckless Eric-nummer Whole Wide World af. Måske en stor oplevelse, men desværre faldt han hele tiden i søvn. Der var varmt, man måtte ikke ryge, og hvad gør man så: Powernapper, til man kan komme hjem og sove for alvor. Makkeren vækkede ham med jævne mellemrum, så han kunne vakle udenfor i kulden og ryge sine elskede cigaretter, hans sidste seriøse last, bortset fra diverse kompulsive samlermanier, der dog ikke truer ham på helbredet i helt samme grad som smøgerne. Der vist også synger på sidste vers der er noget pervest over en astmatiker, der ryger 40 om dagen. Det hævder hans læge i hvert fald i ramme alvor.
Forbi Waldorf Astoria glider de direkte ind i Central Park, der altid har stået centralt i hans bevidsthed, grundet ungdomsbiblen The Catcher In The Rye af en vis J.D. Salinger, hvis lille, men udsøgte forfatterskab skænker ham glæde den dag. Scenen, hvor bogens protagonist, den forvirrede, men særdeles intelligente Holden Caulfield vandrer omkring i den vinterlige Central Park og spekulerer over, hvor parkens ænder tager hen om vinteren, kan stadig give kuldegysninger. Lissom sætningen: »New Yorks terrible when somebody laughs on the street very late at night. You can hear it for miles. It makes you so lonesome and depressed.« Det er måske værd at få med, at Salinger selv en indfødt newyorker forlod byen for en eneboertilværelse i Vermont.
Parken er våd, kold og stort set menneskeforladt på nær de obligatoriske joggere. Den er også enorm, men heldigvis finder de et oversigtskort, hvorpå Strawberry Fields er indtegnet. Dette er naturligvis en mindeplads for John Lennon, der viser sig at bestå af en rund mindeplade, hvorom en klynge mere eller mindre frysende individer står forsamlet. En særling med en ghettoblaster ser ud til at have taget permanent ophold der. Ghettoblasteren spiller nummeret Mind Games og det virker på en måde passende. Knold & Tot gør ophold på stedet et sted mellem 30 og 40 sekunder, lige tid nok til at tage et par snapshots og så haster de mod Dakota-bygningen, udenfor hvilken Mark Chapman skød Lennon fire gange en decemberaften for 22 år siden. Han kan tydelig huske, hvor han var den dag. Han sad hos en pige og drak te, da det blev annonceret i nyhederne. Da hun kom ud fra køkkenet, sagde han:
»De har skudt John Lennon.«
Hvortil hun replicerede:
»Det var dog noget forfærdeligt noget at sidde og sige.«
Som om det var noget, han havde fundet på for at gøre sig interessant. Retrospektivt afslørede hendes reaktion måske bare, hvor utænkeligt det egentlig var. Man
slår ikke musikere ihjel; det klarer de generelt ganske godt selv. Selvom det er værd at erindre sig, at den obskure, men talentfulde L.A.-rocker Bobby Fuller døde i midt-60erne, efter at nogle rare goodfellas havde tvunget ham til at drikke petroleum. Årsagerne herfor står hen i det uvisse, men what a way to go.
Efter at have rundet Dakota-bygningen, hvor Lennon boede og Yoko Ono stadig bor sætter de sig på en parkbænk, der med et påsat navneskilt fortæller, hvilken slægt, der sponsorerer netop den siddeplads. De ryger en joint og snakker til en afveksling om musik, kvinder, film og litteratur, de fire hovedpiller i ethvert ordentligt menneskes liv. Hvorefter de leger legen, hvor mange sange kan du komme op med, der enten handler om eller refererer til New York. Svaret er enkelt: Mange!
Der er længere til Guggenheim end man skulle tro. Især når man er skæv og en stille isnende regn falder, mens man slæber sine indkøbsposer og minder med sig op gennem Central Park. Men Guggenheim er stadig en ordentlig spadseretur værd havde Frank Lloyd Wright ikke efterladt sig andet end denne fantastiske museumsbygning, ville det stadig have været nok til at påvise hans geni. Få timer tidligere har de passeret det imposante, men også latterlige Trump Tower på Fifth, hvis vulgaritet fuldstændig matcher den person, det er navngivet efter. Det er interessant hvordan den overvældende struktur på intet niveau matcher Wrights rappe lille originale museum. Det er også interessant, at de ikke er spadseret derhen for at se en bestemt udstilling, men for at besøge selve museet. Såmænd.
Det skader så ikke sagen, at tilbuddet hedder Moving Pictures, der fokuserer på brugen af fotografi og video i kunstnerisk sammenhæng de sidste 40 år. Mens de snor sig op ad sneglegangen mødes deres øjne af billeder af vekslende styrke og kvalitet, men flere navne fæstner sig på en måde, der betyder videre udforskning ved lejlighed Gregory Crewdson, William Kentridge, Janine Antoni, Christian Boltanski, Shirin Neshat og flere andre stuves bort i hjernekisten til senere brug.
