Læsetid: 9 min.

4: En tur til Harlem

Harlem can’t be in Heaven / there’s just too many gorgeous women around … ’Smokey’ Hogg
24. januar 2003

(2. sektion)

Harlem can’t be in Heaven / there’s just too many gorgeous women around …
’Smokey’ Hogg

Hotelværelset. Tot ser til en afveksling fjernsyn, et militærprogram, hvor seerne kan sende spørgsmål ind om alt mellem himmel og jord – bare det er relateret til død, mordvåben og ødelæggelse – og så besvares de af en total militant læderhals-type, der dog er ret sjov. En slags våbnenes svar på Det’ Leth. Tot er meget engageret og taler ivrigt til og med sin programvært, som han kalder alskens nedsættende gloser, mens han i processen rakker voldsomt ned på amerikanerne som sådan. Han har det åbenlyst herligt med et fyldt glas Rebel Yell i den ene hånd og det seneste ulæste nummer af Uncut i den anden og mindst en brændende cigaret liggende i askebægeret og ryge.
Tv’et er ikke tilsluttet kabel – og remoten dur i øvrigt kun sporadisk – hvorfor det kun kan vise reklamesponsorerede programmer. Og det er seriøst shit; på et tidspunkt prøver de at se den ellers skægge film Dogma, men den afbrydes cirka hvert 10. minut af nogle massive reklameblokke – lige tv efter Brian Mikkelsens hjerte; hjernevask fattigrøvene med reklamer for produkter, de ikke har råd til at købe: Dét er liberal politik, det er progressivt og det absolut bedste middel mod kommunisme, islam, kunstnersnuder og dårlig hud.
De ender derfor med at holde sig til nyhedsprogrammerne, der groft sagt kun omhandler tre ting: Den varslede, men ulovlige strejke inden for byens offentlige transportsektor, der fra og med søndag truer med at sætte al offentlig trafik i stå, hvilket har sat byen i en tilstand af panik. Og så den republikanske partileder Trent Lott, der i en bisætning er kommet til at afsløre, at han i sandhed er en good old boy, hvilket vil sige: dybt racistisk. Han toner på et tidspunkt frem på skærmen og undskylder og bortforklarer med nogenlunde lige så meget anger som Peter Brixtofte og Thor Pedersen klappet sammen i en lækker Venstre-sandwich. Samt tidens syndebuk, Irak og dets despotiske leder Saddam Hussein, som er omdrejningspunktet for den siddende præsidents (mangel på) udenrigspolitik og hele landets prügelknabe. Når de nu ikke kan få Osama bin-Laden. I de newyorkske nyhedsprogrammer og taltige talk-shows findes der stort set ingen omverden; hverken i form af resten af USA eller de øvrige verdensdele. Verden udgør New York og udsynet er – med få undtagelser – tabloidt og forsimplet. Det er på alle måder opmuntrende.

Ugens kulturelle highlight er den kommende premiere på Martin Scorseses – en vaskeægte hjemmedreng – Gangs of New York, der får så megen omtale, at filmselskabet helt kunne have sparet reklamebudgettet væk. Den er allerede anmeldt og omtalt så meget 14 dage før premieren, og der er blevet vist så mange klip derfra, at man faktisk ville kunne udtale sig nogenlunde (skrå)sikkert om den i såvel det offentlige som det private rum. Men det overlades til dem, der rent faktisk har været i nærkontakt med celluloid-strimlen … selv besøger de et cineplex ved nattetide, hvor de vinde og skæve ser en dobbelt-feature, bestående af Eminem-filmen 8 Mile og den seneste (rædselsfulde) James Bond-film. Det koncept er vist lænset for den smule, det måtte have indeholdt til at begynde med …
Nå, men Knold ligger på sengen med sine mange brochurer – som han studerer igen og igen med mundvandet silende ned på sengetæppet – og siger så:
»Vi skal ind at se en musical.«
»No fucking way!!« lyder det, uden at Tot fjerner blikket fra skærmen.
»Way!«
Det er 12. gang, denne diskussion udspiller sig. Knold er musicalfreak og Tot det stort set modsatte. Smukke taler om The Great White Way spækket med referencer til Rodgers & Hart, Jerome Robbins og Bob Fosse preller fuldstændig af på Tot, der stadig lever i en rock’n’roll-drømmeverden, hvor The White Stripes og Flaming Lips er vigtigere end Cole Porter og Gene Kelly. Mystisk. Men så kommer den for tiden ellers så ukurante humanist op i Tot:
»Hvis jeg må bestemme …« lyder det, som om han tilbød Knold Verden på et forpulet sølvfad. Og Knold er kørt træt, slidt simpelthen, af al den modstand, så han skynder sig at smide folderne ned i Tots skød. Det vrimler med tilbud – 42nd Street, Hairspray, Rent, The Producers, Thoroughly Modern Millie, Cabaret (med Molly Ringwald, for Christ’s sake), Oklahoma!, Dance of the Vampires, Mama Mia, The Prince and the Pauper, Flower Drum Song, Aïda, The Phantom of the Opera, Man of La Mancha, Chicago, Les Miserables og La Boheme – fortsæt selv listen. Knold er udmærket godt klar over, at han ter sig som en hund med tungen ud af munden, mens Tot – med det ene øje på tv’et – skødesløst bladrer stakken af brochurer igennem. Efter at have været dem alle igennem kigger han anklagende på Knold:
»Der er jo ingenting her, der er værd at se.«
»HVAD!!!??? Hvad snakker du om? Har du nu sniffet lim igen? Det vrimler med fede tilbud. Hvad med Hairspray? Den handler da lidt om rock’n’roll. Og den er sjov."
»Hm. Synger de?«
»Selvfølgelig synger de. Det er en musical.«
»Er der ikke én, hvor de ikke synger?«
»Nej, min ven, så hedder det teater.«
Tot kigger med allerstørste mistænksomhed på Knold. Så ryster han opgivende på hovedet og forsvinder atter ind i sit militærprogram. Knold lader sig falde tilbage på puden, mens han tænker på diverse middelalderlige torturinstrumenter, det ville være handy at have ved hånden lige der.
Men pludselig falder Tot over en folder, der tiltaler ham. En musical oppe på The Apollo Theater. I Harlem. Netop det Apollo Theater, jo, hvor mange af de største amerikanske entertainere – fra James Brown til Lauryn Hill – fik deres gennembrud. Den hedder Harlem Song og skulle være et slags musikalsk vue over Harlems historie fra 20’erne til i dag. Tot skynder sig dog at forsikre den i New York ikke-eksisterende omverden om, at han ikke er blevet blød eller på anden måde utilregnelig: »Jeg har altid gerne villet se The Apollo … så kan man vel godt tage en musical med i købet.«
Det bliver den længste og dyreste taxatur i løbet af et ophold, der er spækket med taxature. For de gule taxaer er noget af det eneste billige i dén by, og selvom chaufførerne som tommelfingerregel er ubehøvlede – f.eks. indgår termer som ’goddag’ og ’farvel’ ikke i deres ordforråd – flegmatiske og ofte ikke i stand til at sige ét forståeligt ord på engelsk – det er stadig New York, der modtager størstedelen af de indvandrere, der i en lind strøm søger til det forjættede land – kender de byen fra A til Z og bringer altid én lige til døren, så hurtigt det kan lade sig gøre. Da de træder ud på 125th Street – også kendt som Martin Luther King Boulevard – er det første, der slår dem, hvor lave bygningerne er. Det er et helt andet New York heroppe nordpå, en anden verden… man kan sgu se himlen! Og så må det slåes fast, at her er ganske mange sorte. Ufatteligt mange. To danske bonderøve må siges at udgøre et chokerende mindretal.

Men også Harlem er blevet ryddet op. Der hviler en næsten småborgerlig stemning af fred og ingen fare over stedet nu om stunder, og Tots første indskydelse er at skide på forestillingen og i stedet finde nogle hiphop-pladebutikker, mens de spadserer ned ad gaden og betragter de lokale betragte dem. Han skynder sig derfor at forsikre om, at han skam har sit kreditkort med. Men for en gangs skyld er Knold urokkelig; er det ikke Oklahoma! eller 42nd Street, og er der ufatteligt langt til Broadway, lugter det dog lidt af musical. Nu må det være. Nu skal det være.
I foyeren ser de en del hvide ansigter, der alle ser ud, som om de kommer fra Upper East eller Upper West Side – rige svin på slumming. Lidt lissom dem selv, bortset fra at de er nogle fattige kirkerotter, sammenlignet med kvinderne i pels og mændene i skræddersyede jakkesæt. Welcome to the world famous Apollo Theater, siger billetøren, en basketball-høj sort mand, der nok ser ud til at kunne klare, hvad der måtte opstå af ballade. Tots shopaholic-gen er dog blevet vakt, og han kaster sig over souvenirstanden, hvor han med begejstring finder begærets dunkle mål.
»Jeg vil have den platte,« siger han og peger på en netop sådan, med Apollo teatrets facade afbildet. Knold synker en gang.
»En platte?« spørger han forsigtigt. Tot snurrer om på hælen:
»Ja! En platte Har du et problem med det?«
»Næ … nej. Hvis du vil have den platte, vil du have den platte.«
Knold tier – hvilket vel er at billige – og for at bevise sin fortsatte ret til livslangt medlemsskab af Shopaholics Inc. investerer han i en kasket, der siden skal vise sig at være for stram. Og nu han er i gang, køber han også en nøglering med forestillingens logo. Med den gode stemning genoprettet styrer de lige mod baren, hvor der heldigvis også kan bruges penge.
Forestillingen kommer rigtig godt fra start med diverse tablauer, optrin og sange relateret til den såkaldte Harlem Renaissance, der udspillede sig i 1920’erne og betød en opblomstring af afrikansk-amerikansk kultur på alle planer; musik, litteratur, billedkunst, you name it. Især glimrer en kraftig lille kvinde med en charme og en udstråling, der når helt ned på bagerste række, mens danserne udviser en stil og en sans for timing, man aldrig ser hjemme i Smørhullet, hvor showdance netop er gået ind i den tidlige jernalder. Kombineret med vidneudsagn fra diverse Harlem-veteraner, der projiceres op på en skærm, får man den ene gode historie efter den anden serveret; ’rent parties’, forbudstid, The Cotton Club og de depressive 30’ere… det hele fører op til borgerrettighedsbevægelserne og soulmusikken i 50’erne og 60’erne, det hele swinger, kunstnere glimrer, danserne imponerer, sangene fungerer – uden at være uforglemmelige – og bandet bag scenen koger fint. Men fra de nedtursprægede 70’ere og frem til nutidens hiphop-dominerede musikscene knækker filmen… det virker ikke, som om de sidste 30 år har interesseret hverken forfatter, komponist eller instruktør og de sidste 20 minutter lades aktørerne stort set i stikken af et inferiørt materiale, der ikke matcher det, det fremstiller,

De forlader dog opstemte teateret ved 23-tiden og begynder i rask trav at gå ned ad Adam Clayton Powell Jr. Boulevard, mens de kommenterer stykket med fagter, gebærder og deres sædvanligt fantastisk velklingende omend noget højlydte dansk. Efter et par blokke går det med ét op for dem, at gaderne er mennesketomme, undtagen unge hætteklædte mænd i bandelignende grupperinger, der kaster lange blikke efter de to bonderøve, der vælter af sted uden mål og med, den ene med en platte under armen og den anden iført en kasket, der langsomt er ifærd med at stoppe al blodtilførsel til hjernen. Deres agitation lægger sig, og de går raskere og raskere til. Som hotelportieren sagde, da de tog af sted: »They’ve cleaned up in Harlem, but there’s always some characters around! So watch your backs.« Næsten som i 80’erne, mand! Paranoia, ikke? Som det lyder hos Velvet Underground et sted: Hey white boy, what you doin’ uptown?/ Hey white boy, you chasin’ our women around … Ikke at der er mange women around, men alligevel …
»Jeg fryser faktisk lidt,« siger Knold. Søgende og med en undertone af falsk ubekymrethed.
»Også mig,« siger Tot helt uden sit sædvanlige altid-på-toppen-tonefald. »Skulle vi ikke praje en taxa?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her