Læsetid: 4 min.

Æren giver stadig kamp til stregen

Svenskerne udspillede Danmark som gjaldt moderne håndbold stadig noget så gammeldags som ære og stolthed
27. januar 2003

Håndbold-VM
Det var til at blive godt gammeldags rørt over, det de svenske håndboldherrer præsterede sent søndag eftermiddag i deres afsluttende kamp i pulje D i en overraskende fuldsat Pavilhão das Travessas i São João da Madeira. Modstanderen hed Danmark, som var sikret videre deltagelse i VM-turneringen uanset kampens resultat. Det samme var svenskerne sådan set, men på grund af et håblødt turneringssystem, hvor det i givne situationer kan betale sig ikke at vinde, ville svenskerne have været bedst tjent med at spille uafgjort.
Alligevel havde den svenske landstrænerinstitution Bengt ’Bengan’ Johansson ladet regnearket blive hjemme. Hans mission var ganske klar: Oprejsning og revanche. Efter et VM-forløb, hvor der – igen og med god grund – er blevet sat spørgsmålstegn ved det svenske holds langtidsholdbarhed, gik det svenske hold til sagen, som om det var en fordel at holde en gennemsnitsalder på 32. Stammen på landsholdet udgøres stadig af de spillere, der indledte den svenske håndboldguldalder med verdensmesterskabet i 1990, men de ikke er indstillet på frivilligt at holde vagtskifte med det fremstormende, medieombruste danske landshold.

Orden i kaosforsvar
Danskerne var sent torsdag i seriøse problemer mod de nærmest totalt mandsopdækkende algeriere, der på et tidspunkt førte med seks mål, før danskerne fandt på modtræk i form at opofrende screeninger og hurtigt positionsspil – også uden bold – samt et forsvarsspil, der var det egentlige grundlag for arbejdssejren på 22-19.
Den kamp, og måden den var lige ved at blive tabt på, må have givet svenskerne noget at tænke over. For første gang i umindelige tider inspirerede det Bengt Johanssen til at forlade sin vante 6-0 opdækning. Ikke til fordel for et kaosforsvar som det nordafrikanske – det er alderen trods alt ikke til hinsidan, men ved at rykke veteranen Ola Lindgreen frem i en 5-1 formation var der sat en enkel, men effektiv bølgebryder ind mod det danske angreb.
Landstræner Torben Winther havde, i lyset af kampens pointmæssige betydningsløshed, ladet anfører Joachim Boldsen blive i træningstrøjen. Det skulle vise sig at være fatalt. Hans afløser som playmaker Claus Møller Jacobsen havde ikke power til at kunne sætte sig igennem, og det danske spil krympede sammen på midten, mens fløjspillerne stod og skreg af sult. Samtidig manglede Boldsen i forsvarets midterakse, hvor der lidt for tit var gennemtræk som på en skånsk ødegård.

39 år og 10 mål
Den mulighed skal man ikke give en spiller som Magnus Wislander. Han er 39, og spiller ikke som da han var 29. Han spiller mere økonomisk, mere rationelt, men fuldt så scoringssikkert. 10 mål scorede han – ingen på straffe. Og da han midt i 2. halvleg måtte sætte sig på tilskuerpladserne efter en lidt hårdt dømt diskvalifikation for et skuldergreb mod Michael V. Knudsen, fik danskerne en kort overgang noget, der lignede kontakt, men de svenske sejrscifre på 32-28 er i virkeligheden ikke udtryk for den virkelige styrkeforskel. Let’s face it: Vi blev spillet ud af banen i perioder, hvor svenskerne var oppe på at føre med ni mål.
Man forstår Torben Winther, når han på forhånd havde ønsket sig at få svenskerne med i samme mellemrundepulje som Danmark. Filosofien var, at så var der da et hold, de to andre hold kunne slå sig på. Nu ender Sverige og Danmark i hver sin pulje. Og Winther står tilbage med et hold, der lige fik en tiltrængt og for så vidt godt timet påmindelse om, at trænerens indledende kommentarer om vigtigheden af at tage en kamp ad gangen, ikke bare var diplomati, men bunder i en klar erkendelse af håndbold som et spil, hvor det umulige bliver muligt. Og omvendt!
Og så er det ellers nu, VM er ved at begynde. Det er sagt og skrevet før, og resultaterne på det seneste bekræfter det i sin al sin hjerteløse banalitet – en sådan turnering vindes ikke på sensationer, hvor velkomne de end er, men på stamina. Eller med andre ord: De hold, der har flest strenge at spille på, kommer længst.
Selvfølgelig er det underholdende at se novicer som Argentina ryste verdenstoppen, men det ryster ikke håndboldens verdensorden, for der er nu engang forskel på at have 12 og seks-syv spillere. Derfor mødte argentinerne sandheden i form af Frankrig fredag aften og Ungarn lørdag, der med sejre på henholdsvis 35-18 og 35-23 tog pusten så meget fra argentinerne, at de med et 30-31 nederlag søndag til Saudi-Arabien forpassede deres papirstynde chance for at gå videre.
I en helt anden klasse er Kroatien kommet fra baghjul med knebne, men fortjente sejre over Ungarn (30-29) og Frankrig (23-22). Kroaterne er storfavorit i Danmarks mellemrundegruppe, og ligner en modstander, der vil være en sand lakmusprøve for det danske landsholds medieudskregne verdensmesterpotentiale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her