Læsetid: 4 min.

Afgrund af mistillid

Virksomhederne forsøger at afstive tilliden ved at omfavne NGO’erne i Davos, men der hersker en betydelig mistro
25. januar 2003

DAVOS – Den 32-årige tekstilarbejder Ida Mustari er rejst tusindvis af kilometer fra Indonesien til alpebyen Davos for at fortælle sin historie. Den står i skarp kontrast til den rigdom, som World Economic Forums 2.100 mødedeltagere udstråler. En lang kortege af sorte Mercedes-biler med tonede ruder glider forbi, mens hun fortæller, at hun og 6.890 arbejdere på skofabrikken PT Dorson mistede deres job for nogle måneder siden, da den transnationale koncern Nike med ét stoppede ordrerne til den lokale fabrik og flyttede produktionen til endnu billigere lande som Vietnam og Kina. »Jeg er vred og skuffet over det,« siger hun. I ni år har hun og hendes mand arbejdet på PT Dorson. De havde hver en månedsløn på 500 kroner. De tjente tilsammen, hvad der svarer til et par toptunede Nike-løbesko. Men de havde ikke penge nok til at forsørge deres to børn, som måtte bo en dagsrejse væk hos bedsteforældrene.
Det er to verdener, der støder sammen her i Davos, hvor business-lederne spenderer mere end en livslang arbejdsløn for en indonesisk arbejder på at komme til årsmøde.
Ida Mustari virker bag sit hvide og brune tørklæde forlegen over pludselig at stå her i hjertet af den rige verden. Det er NGO-koalitionen bag Public Eye on Davos, der har betalt hendes rejse. Udgifterne svarer til mere end et halv års løn for hende. Da hun over Information indrømmer, at hun hellere ville have haft pengene til sin familie end at komme til Davos, griber fagforeningsmanden ved hendes side ind. Og Ida understreger nu, at »hun føler et ansvar for de andre arbejdere og er glad for, at hun tale deres sag i Davos.«
Irene Khan er som Ida Mustari også muslim, men hun bærer intet sjal, hun er uddannet på Harvard, og i dag er hun generalsekretær for Amnesty International.
Hun er indigneret, da jeg møder hende. »Her til morgen hørte jeg John Ashcroft tale om krigen mod terrorismen. Han påstod, at det handlede om at forsvare menneskerettighederne og lov og orden. Han kidnapper ordene, men USA lever ikke selv op til menneskerettighederne.«
Khan vil sætte en ny dagsorden. »Menneskerettigheder er ikke en luksus i gode tider. De er fundamentale for stabile, åbne samfund,« siger hun til Information. Khan vil gøre virksomhederne mere ansvarlige, forpligte dem.
Amnesty International er med i FN’s Global Compact initiativ, hvor Khan fører dialog med transnationale selskaber, der lover på frivillig basis at overholde visse etiske, sociale og miljømæssige minimumsstandarder.

Frivillighed ikke nok
»Tiden er inde til at gå hinsides de frivillige aftaler om virksomhedernes ansvar for menneskerettigheder, ikke bare tomme ord. Menneskerettigheder kan blive et magtfuldt redskab, der hjælper til at styrke dem, der ellers er ladt tilbage i yderkanten af den økonomiske globalisering,« siger hun. »De nationale love kombineret med universel frivillighed er ikke nok. Virksomhederne skal underlægges en international lovgivning.«
Kenneth Roth, chef for Human Rights Watch, ønsker som Irene Khan at rejse den diskussion. »Det er på tide, at vi holder de virksomheder, som har accepteret Global Compacts værdier, ansvarlige. Nogle af dem må smides ud. Hvis ikke de kan risikere straf, vil de ikke tage kravene alvorligt.« Roth opfordrer samtidig FN og regeringerne til kun at lave offentlige indkøb fra virksomheder, der opfører sig etisk ansvarligt.

Er NGO’erne etiske?
Administrerende chefdirektør for fødevareimperiet Nestlé, Peter Brabeck-Letmathe, tog i går til genmæle på World Economic Forums åbne møde i Davos.
Nestlé er med i Global Compact, men han er personligt træt af, at selskabet konstant er skydeskive for kritik fra NGO-aktivisternes side. Han får knapt sagt, at »vi i Nestlé anklages for at have ansvaret for ...« før et par aktivister hænger et banner op, der anklager selskabet for at profitere på at sælge fødevarer efter sidste salgsdag.
Brabeck-Letmathe virker vred: »Hvor er NGO’ernes etik? De anklager os for at have ansvar for et mord på en medarbejder i Columbia. De gør det uden at have undersøgt sagen grundigt og hørt vores udlægning. Der er intet bevis for, at Nestlé har ansvar for det.«
Det må Kenneth Roth medgive, og de ansvarlige for de mange mord på fagligt aktive i Columbia – 114 blev dræbt sidste år – nok mere er de paramilitære grupper, der hærger i landet. Men så opfordrer han Nestlé til klart at kommunikere til de paramilitære, at selskabet er tilhænger af fagforeninger og aktivt vil arbejde for at få en fagforening på fabrikken i Columbia.
Det får Brabeck-Letmathe til at gå i offensiven. »Hvordan skal vi kunne gøre det? Vi har allerede fagforeninger på alle Nestle-fabrikker, og det har vi også i Columbia.«
Information spørger Brabeck-Letmathe, hvorfor meningsmålinger viser, at et flertal af borgere har tillid til NGO’erne. Kun en tredjedel stoler på virksomhederne: »NGO’erne har succes med hele tiden at kritisere os. Det er den måde, de bedst kan mobilisere penge på. Men vi er pisket til at fortsætte dialogen med dem. Når man som jeg tror, at det åbne samfund, markedsøkonomien og demokratiet er den bedste samfundsmodel, skal man også tale med det civile samfund.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu