Læsetid: 5 min.

Anarkiet er dømt overtrådt

Anarkiet er ude af elitehåndbold, mener to af 80’er-holdets rebeller, Per Skaarup og Carsten Haurum i lyset af VM i Portugal
31. januar 2003

Håndbold
Højden og drøjden. Det er det første, den spinkle, hurtige fløj fra 80’er-landsholdet i håndbold, Carsten Haurum, drager frem, når han skal beskrive forskellen på de spillere, han dystede mod, og de mænd, der for tiden kæmper om VM-guldet i Portugal.
»De er meget større og stærkere end på min tid,« siger han. »En typisk landsholdsspiller er nu minimum på højde med mig (1.85, red.) og vejer 10-15 kilo mere. Hvis jeg havde stillet op mod den slags, var jeg blevet løbet over ende«.
»Ja, de var nok drønet lige igennem dig,« medgiver Per Skaarup.
De to tidligere stjerner er samlet for at diskutere udviklingen i moderne herrehåndbold i de år, der er gået, siden de selv var ved at blive udelukket fra OL i 1984, fordi de ville spille med ’Idræt for fred’-mærkater på trøjerne.

Otte gange om ugen
Fraværet af anarki er en anden af de forandringer, som Haurum bemærker: »Det er en af de store forskelle i forhold til dengang,« siger han. »Vi var mere anarkistiske på banen, hvilket til dels skyldtes, at vi ikke havde så mange angrebs-systemer, at vi kunne få en hel kamp til at gå med dem.«
»Nej, ikke nær så mange,« bekræfter Skaarup. »I Gladsaxe/HG blev vi danske mestre i ’84 på én angrebsåbning, nemlig backovergangen. Vi kørte backovergange i to gange 30 minutter i alle kampene. Og hvis vi havde haft én angrebsåbning mere, så havde vi vundet Europa Cup’en. Vi tabte nemlig finalen til et tysk hold, der havde luret vores overgang ...«
– Hvad gjorde I så, når I ikke havde alle de spilsystemer, der findes i dag?
»Så udfordrede vi i en masse mand-mod-mand situationer,« forklarer Per Skaarup. »Men udviklingen begyndte jo at gå hurtigt midt i 80’erne. Da vi blev danske mestre, lavede jeg et lille katalog til vores træner med fire-fem angrebs-åbninger, som jeg syntes, vi skulle bruge. Og da jeg blev træner på Island i 1986, havde jeg en masse systemer med, som jeg satte i gang. Det var i de år, skreddet hen mod den deciderede system-håndbold fandt sted. Og nu er det jo meget specialiseret. Jeg træner med et damejuniorhold i min fritid. Og vi arbejder helt ned i detaljerne med, hvor stregspilleren skal stå under hvert system«.
»Jeg oplevede selv, hvordan spillet var skiftet, da jeg gjorde kortvarigt comeback i 1. division i 1993,« fortæller Haurum. »Pludselig skulle jeg lære en masse systemer. Selv ved hurtige opløb skulle jeg løbe på en bestemt måde. Og jeg kan huske alle de timer, vi brugte på at træne hver enkelt system. Da Per og jeg spillede på landsholdet, trænede vi tre gange om ugen. Spørgsmålet er, om vi var blevet landsholdsspillere, hvis vi skulle have trænet otte gange om ugen, som topspillerne gør i dag«.
»Otte gange om ugen – det er altså lang tid at tilbringe i en håndboldhal. Og så kommer rejser og kampe oveni. Man ville have været tvunget til at opgive en masse andet«.
– Håndbold blev betragtet som en venstreorienteret sportsgren. Hvorfor egentlig?
»Det er svært at svare på,« siger Haurum. »Der var ganske rigtigt en periode i starten af 80’erne, hvor hovedparten af landsholdsspillerne var meget venstreorienterede. Men det skyldes muligvis blot det tilfælde, at vi var en række spillere, der studerede på ’røde’ uddannelsesinstitutioner ved siden af sporten. Og samtidig blev vores politiske bevidsthed jo også vakt af den kommercialisering, der tog fart i de år«.

Verdens mest tabte kamp
»Vi var bare nogle 22-24 årige, der spillede håndbold, og pludselig skulle vi have bestemte striber på skoene og reklamer på bluserne. Og vi sagde: Hvorfor det? Vi kæmpede mod reklamer på tøjet. Det ligner verdens mest tabte kamp i dag. Men dengang var vi jo stadig i uskyldens tid«.
»Jeg tror, at en del af vores engagement skyldtes, at vi kunne fornemme den kommercialisering, der var på vej,« supplerer Skaarup. »Og vi reagerede imod den. Vi havde en naiv forventning om, at vi var frie mennesker, der kunne sige, hvad vi ville. Og vi håbede, at vi kunne bane en vej for de spillere, der kom efter os. Det er bare ikke sket. Vi har i den grad fejlet. Jeg blev inspireret af Knud Lundberg og Palle Nielsen – anderledes tænkende personligheder, der beviste, at man kunne være eliteidrætsudøver og stadig give udtryk for stærke meninger på andre områder. Men det er ikke lykkedes mig at give stafetten videre til yngre spillere, der har haft lyst til at videreføre den kamp«.
»Nej, det må man konstatere,« siger Haurum. »Vi forsøgte at gøre oprør mod den facade, der hvilede over sporten med dens hykleri, elendige journalister og tiltagende kommercialisering. Men i dag er den kamp tabt«.
– Så behøver de danske elitehåndboldspillere vel heller ikke at føre den videre?
»Nej,« siger Carsten Haurum. »Men der er da masser af andre kampe, man kan tage op. De føres bare om andre emner. Der er miljødebatten. Og hele flygtninge/indvandrer-diskussionen«.

Schmeichels bil
»Når eliteidrætsudøvere udtaler sig i dag, så handler det stort set kun om kommercielle forhold,« siger Per Skaarup.
»Om hvor mange penge de har tabt eller vundet. Om Peter Schmeichel har købt sig en ny bil. Men man skal huske på, at idrætsudøverne er forbilleder for mange unge. Og når de kun udtaler sig om materielle forhold, så bestyrker de billedet af en materialistisk verden, hvor mærkerne på slipset og blazeren er det vigtigste. De fremtræder som CocaCola®-drikkende reklamesøjler. Jeg ville ønske, at flere af dem turde træde i karakter som politisk bevidste mennesker,« siger Per Skaarup.
»En af hovedårsagerne er, at spillerne får mange penge for at dyrke sport i dag,« indskyder Haurum. »Jeg spillede et enkelt år som professionel i Tyskland og kunne tydeligt mærke, at tingene var anderledes. Man er ikke lige så rebelsk, når man bliver betalt«.
»Er din pointe, at profesionelle giver køb på ytringsfriheden,« spørger Skaarup.
»Ja, i en vis udstrækning. Når man lever af sporten, forsvinder lysten til at saste. Man spørger sig selv: Tør jeg sige det her. Der gik en uskyld tabt i sporten, da de store penge kom ind,« siger Carsten Haurum.

*Danmarks VM-kamp mod Kroatien i aftes blev spillet
efter redaktionens deadline.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu