Læsetid: 5 min.

Angstmaskinen

Michael Moore siger i ’Bowling for Columbine’ alt det højt om det amerikanske våbenvanvid, som mange tænker, men som de færreste tør tage konsekvensen af
17. januar 2003

(2. sektion)

Ny film
Da Michael Moore ved slutningen af sin film om amerikanernes forhold til skydevåben opsøger Charlton Heston, skuespiller og talsmand for National Rifle Association, er han tæt på – undskyld udtrykket – at skyde sig selv i foden.
Under sin lange rejse gennem et Amerika, der er bevæbnet til tænderne, har
Moore, trods sin sarkastiske og ikke sjældent stærkt tendentiøse facon, formået at gennemhulle en lang række rygradsforklaringer på det ekstremt høje antal våbenmord i USA, samtidig med at han har hvirvlet flere håndfulde interessante spørgsmål op.
Men på falderebet skal Moore åbenbart bruge en let identificérbar syndebuk, og den rolle spiller Heston – omend ufrivilligt – med bravur. Konfronteret med spørgsmålet om, hvorfor Heston har det med ’tilfældigt’ at dukke op og agitere for en fri våbenlovgivning i byer, der kort forinden har været ramt af tragiske skudepisoder blandt børn eller teenagere – a la massakren på Columbine High School i Littleton, Colorado – begynder det ellers kontrollerede skuespillerikon at flytte sig nervøst i stolen. Og da Moore direkte opfordrer ham til at undskylde sin opførsel over for beboerne i Flint, Michigan, hvor Heston optrådte kort efter, at en seksårig dreng havde skudt en pige fra sin klasse, rejser han sig og forlader interviewet.
Filmens afsluttende optagelser af Heston, der forsvinder ind i sin fæstning af en Beverly Hills-villa, kunne ideelt set have været et billede på en uddøende race af våbenføre mænd, der byggede Amerika med Forfatningen i den ene hånd og en seksløber i den anden. Men som det er, ligner det mere en unødig forsimpling og et udtryk for instruktørens afmagtsfølelse.

Ikke atomvåben
Afmagt er dog et af de sidste ord, man ville bruge om Bowling for Columbine som helhed. Ikke blot er det en – i mange amerikanske øjne – ekstremt provokerende film. Det er også en film, der demonstrerer, hvor stor mediets magt kan være i de rette hænder. Og så er det et af de mest veloplagte og underholdende værker, den dokumentariske genre har produceret i mange år.
Baggrunden er ellers dyster nok. I foråret 1999 var Michael Moore i gang med at producere et indslag til sin tv-serie The Awful Truth (Den pinlige sandhed) om Teen Sniper-fænomenet, altså amerikanske unge, der tager undervisning i at skyde. Indslaget var for kontroversielt og kom ikke i æteren, men kort efter gik to gymnasiedrenge amok i Littleton, Colorado, og skød og dræbte 12 elever og en lærer.
Moore besluttede at lave en film om baggrunden for Columbine-episoden og amerikanernes forhold til deres våben og våbenlovgivning, men to begivenheder fik projektet til at tage et bredere sigte: En ny episode i Moores hjemby, Flint, Michigan, hvor en dreng i 1. klasse slæbte en pistol med i skole og skød en jævnaldrende pige; og den 11. september 2001.
Filmen er fyldt med undren og drevet frem af en næsten desperat trang til at finde en forklaring på, hvad der kan få et par amerikanske teenagere til at skyde løs på deres kammerater; og hvorfor amerikanerne accepterer mere end 10.000 våbenrelaterede dødsfald om året. Et tal, der er helt ude af proportioner med de samfund, USA ellers sammenligner sig med.
I jagten på mulige svar sætter Moore ud på en rejse gennem et Amerika, der ligner en parodi på sig selv. Han møder en husmor, der taler om retten til at forsvare sig selv og sin familie:
»Når man er truet, ringer man til politiet, fordi de har våben. Hvorfor ikke springe dét led over?«
Han møder selvbestaltede militsgrupper, som aflirer smøren om den enkelte borgers pligt til at bære våben – og til at bekæmpe en regering, der vil forhindre ham i det. Og han møder en af Oklahoma-bombemanden Timothy McVeighs allierede, som kun hårdt presset mener, at private ikke bør have ret til at råde over atomvåben.
Under et besøg på den anden side af grænsen til Canada finder Michael Moore til gengæld et samfund, der også har masser af våben, men hvor den lokale sherif kun kan komme i tanke om et enkelt våbendrab inden for de senere år.

Sten i skoen
Hvorfor? Det er det spørgsmål, der lyder filmen igennem. Myterne om Amerikas blodige historie som årsag manes i jorden med henvisning til Tyskland, England og Japans historier. Ligesom andre af de gængse forklaringsmodeller aflives hen ad vejen. Indtil kun ét faktum står tilbage: Den ekstremt lette adgang til våben og ammunition øger alt andet lige sandsynligheden for skudepisoder.
Som komikeren Chris Rock formulerer det i en monolog i filmen: Hvis en kugle kostede 5.000 dollar, ville drabstallet falde drastisk. Så ville folk kun skyde hinanden, hvis de virkelig havde en god grund til det!
Som en kompromisløs reporter og en dreven agitator er Michael Moore en sten i skoen på det konservative Amerika. Indimellem, når han stikker en fod i døren til sine ofre og stiller sine ubehagelige spørgsmål, kan der være tale om spil for galleriet. Men langt det meste af tiden er han den, der siger det, som mange tænker, men som kun få tør tage konsekvensen af.
Derfor virker det ekstra stærkt, når han i Bowling for Columbine ender med at pege på den kollektive angst som den psykologiske motor bag voldsspiralen og dobbeltmoralen i det amerikanske samfund. Det er modviljen mod at indse, at den amerikanske kultur er baseret på frihedsidealer, hvis skyggeside er angst for alt, hvad der kan true friheden, som Moore gang på gang støder på i sine forsøg på at nå ned til en dybere forklaring på våbengalskaben.
Således er det påfaldende, at nogle af filmens klogeste og mest jordnære ord kommer fra rockstjernen Marilyn Manson, det konservative Amerikas udtrykte billede på antikrist og alle teenager-forældres mareridt. Da Manson bliver spurgt, hvad han ville sige, hvis han fik mulighed for at tale til nogle af de overlevende elever fra Columbine High School, svarer han uden tøven:
»Jeg ville ikke sige noget. Jeg ville lytte til dem, for det er der ingen andre, der gør.«

*Bowling for Columbine. Instr: Michael Moore. USA. (Dagmar, Grand, Empire, Palads samt biografer i Lyngby, Odense, Århus og Ålborg)

FAKTA
Michael Moore
Michael Moore er opvokset i Flint, en af bilstaten Michigans mellemstore byer, også kaldet Buick City. Alle i Moores familie arbejdede for General Motors, men unge Michael stod kun kort tid ved samlebåndet. I stedet fulgte han journalistikken og grundlagde som 22-årig det venstreorienterede undergrundsugeblad The Flint Voice, senere The Michigan Voice. I slutningen af 1980’erne kastede Moore sig over dokumentargenren og lavede den succesfulde og underholdende Roger & mig. Siden har han stået bag tv-serierne TV-Nation og The Awful Truth, hvor han sætter Corporate America under pres. Sidste år udgav Moore Stupid White Men and Other Sorry Excuses for the State of the Nation, som er et frontalangreb på et forarmet amerikansk samfund og ikke mindst på præsident Bush, som Moore kalder for både tyv og alkoholiker. CMC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her