Til næsen
Så har det igen været Aussie Day, den australske nationaldag, som falder 27. januar altså midt om sommeren down under.
Den blev som vanligt markeret med en præsentation af, hvad australsk vin formår på en mere gråmeleret dansk vinterdag. Ca. 25 importører og et par australske vinproducenter på jagt efter importør stillede med omkring 300 vine, så man kunne få et næsten dækkende billede af, hvad den danske forbruger har at vælge imellem fra det fjerne vinland på den sydlige halvdel af jordkloden.
Her er først lidt fakta og tal: Australien står for godt 3 pct. af verdens samlede vinproduktion og er verdens 7. største vinland, lige foran Sydafrika.
Når vi taler eksport i stedet for produktion, rykker Australien imidlertid op på en fjerdeplads, hvilket logisk nok afspejler, at det australske hjemmemarked er relativt lille. Australien er et land fuld af rigtige mænd, der drikker øl.
Den betydelige australske eksport går fortrinsvis til de store engelsktalende lande. Således er australsk vin totalt dominerende i England. 90 pct. af al australsk vin kommer fra tre-fire megafirmaer, der har formået at gøre deres navne til mærker brands.
I mange år var budskabet simpelt. Australsk vin var let drikkelig og ukompliceret ensartede, tillidvækkende og brugervenlige vine til en fornuftig pris i forhold til kvaliteten.
Den slags vine er der efterhånden mange af i verden, og det ser ud til, at den australske vinbranche og dens markedsføring er ved at indstille sig på at skulle konkurrere på mere modne markeder med mere sofistikerede forbrugere. Det kræver mere komplekse og elegante vine, som til gengæld også kan bære en højere pris.
På smagningen i København var begge typer repræsenteret. De kan eksemplificeres ved Vinslottet i Greve (telf. 43 69 11 65), hvis australske sortiment er dels en stribe solide og velsmagende value-for-money-vine fra firmaet Heritage Road. Det driver vinerier i Hunter Valley, Barossa Valley og South Australia. Druerne er Semillon/Chardonnay, Shiraz, Merlot og Cabernet Sauvignon, og priserne ligger fra 58 kr. til 95 kr. Gode, ærlige og velsmagende flasker alle sammen til priser, der ikke kan siges noget til.
For nørderne, de kræsne og dem, der vil ofre de sidste 100 kr. for at få en ekstra oplevelse, har Vinslottet så tre røde vine fra Pikes i Clare Valley. Her er den klassiske australske krop, tyngde og frugtfylde kombineret med en form for kølig elegance, der løfter vinen to-tre trin op af oplevelsesskalaen. Og det koster så 185-195 kr. flasken. De tre vine fra Pikes er på Sangiovese, Cabernet og Shiraz. Sidstnævte vil Vinredaktøren give sine varmeste anbefalinger med på vejen.
Hvis man er til den mere elegante og moderne stil, bør man kigge efter vine fra Western Australia, hvor klimaet i mange af vinområderne er køligere end de fleste andre steder i det store land. Det afspejles i vinen, som sikkert vil overraske mange, der troede, Australien kun stod for opulente frugtbomber.