Beskæftigelsesprojekter er uden effekt

Beregninger, foretaget af Socialforskningsinstituttet, viser stor forskel mellem offentlig og privat indsats overfor kontanthjælpsmodtagere. Kun hvad der omregnet svarer til tre ud af hundrede deltagere på beskæftigelsesprojekterne kommer efterfølgende ud af de offentlige systemer.
»Sammenligner man derfor økonomien i kurserne med, hvad der efterfølgende kan spares rent økonomisk, så kan kurserne faktisk slet ikke betale sig,« siger forskningsleder Lisbeth Pedersen fra Socialforskningsinstituttet til Information.
Mens tilbuddene til de svageste kontanthjælpsmodtagere har svært med at udstille en succes, så er det anderledes med de private jobtræningstilbud. Her kommer hvad der svarer til hver femte videre fra jobtræningen til et fast arbejde.
»Der er ingen tvivl om, at det er langt lettere at få arbejdsløse i arbejde, når det sker i et tæt samarbejde mellem kommunen og det private arbejdsmarked. I den forstand ville det formentlig også kunne betale sig, hvis der blev brugt flere penge på projekter, der foregår på private arbejdspladser,« mener Lisbeth Pedersen.
Kommunerne Landsforening opfordrede i går regeringen til direkte at udskille de 20-30.000 svageste kontanthjælpsmodtagere fra det almindelige system med krav om aktivering.
Arbejdsminister Claus Hjort Frederiksen afviser dog tanken. Han frygter, at det er det samme som at signalere, at der slet ikke er brug for de svageste.
»Men erfaringerne fra de nuværende kurser viser, at kommunernes indsats rammer forkert. Der ville være mere fornuft i at tilrettelægge individuelle forløb, der er skræddersyet efter den enkeltes situation og behov, og helst også i et samarbejde med en virksomhed. Så på den måde forstår jeg godt kommunernes frustration,« lyder det fra SFI-lederen.
»Men i øvrigt må man ikke forveksle de dystre udsigter for at få restgruppen ind på arbejdsmarkedet med nytteværdien af beskæftigelsesprojekter. Et projekt kan sagtens have stor velfærdsværdi, uden at det fører til arbejde. Det giver de arbejdsløse livsværdi. Man må derfor ikke opgive indsatsen. Og målet bør fortsat være at få folk i arbejde. Men omvendt må man også se i øjnene, at udsigten er ringe. I den forstand kan man tale om, at opgangstiden med lav arbejdsløshed har afsløret et problem, som formentlig har eksisteret siden de første tiltag tilbage i 70’erne. Nemlig at der faktisk er en restgruppe, som bliver meget vanskelig at få ind på arbejdsmarkedet,« siger Lisbeth Pedersen.