Læsetid: 3 min.

Bjørnen åd os halvråt

Russerne var for stor en mundfuld. Kroaterne ser også sultne ud
30. januar 2003

Håndbold-VM
Tillad lige, at jeg lægger klaphat og sørgebind for en stund: Hvor er det dog vidunderligt i en sportstid, hvor erfaring ellers er dømt offside på bekostning af pinup-skønhed og råstyrke at opleve et landshold som det russiske. Der er en em af mænd over dette team – fra den snart 41-årige stoiske og alligevel så temperamentsfulde keeper Andrej Lavrov til årsungen i den anden ende, den 31-årige bevægelige klippe af en stregspiller, Dimitrij Torgovanov. For slet ikke at tale om den 38-årige Alexandr Tuchkin, der stadig skyder som en spændstig hingst sparker. Og tiltrak forsvarerne som en magnet, og gav masser af plads.
Efter 18 minutter førte de – i danske medier – undertippede russere med 12-8, Lavrov havde nappet et straffekast fra Lars Christiansen plus demonstreret sine ergonomisk korrekte fodparader, og Torgovanov ragede alt til sig oppe i det danske forsvar, som ikke kunne dæmme op for de enkle, effektive backkryds.
Uden at de danske keepere for alvor fik fat i noget, begyndte billedet at vende. Indskiftede Lasse Boesen scorede fra nul grader og reducerede kort efter fra 11 meter. 16-16 ved pausen ville de fleste efter den halvleg have solgt hele kampen for.
I starten af halvlegen vred Lavrov om. Desværre hed han ikke Andrej til fornavn, men Igor. Andrej blev og tog sit andet straffe samt kyste danskerne til at brænde 1.000 procents chancer. Og så var det ellers stejlt op ad bakke. Glimtvise udbrud af belønnet chancetagning ved Søren Stryger og Lasse Boesen, momentvist storspil af Kasper Hvidt, men stadig for tøvende forsvar og stort set intet spil på fløjene. Fire mål bagud, da der manglede et lille kvarter. Og resten blev forbudt for nationalchauvinister. Torben Winther tog en timeout, men lød ikke hverken så rolig eller overbevisende, som han plejede. Han satsede ved at sætte Lars Krogh Jeppesen ind igen. Han havde to advarsler og fik hurtigt en tredje, og kunne så fra tilskuerpladserne se Danmark tabe, både humøret, konceptet, og kampen – med 28-35. Cifrene siger alt.
Ellers går det efter planen ved dette VM, der ellers i sin mest absurde og – må man forhåbentlig formode – uplanlagte konsekvens kan ende med, at Sverige ikke vil gå videre fra mellemrunden, selv om holdet skulle vinde alle sine kampe. Årsag: Man har tabt til Slovenien.
Problemstillingen lod dog ikke til at lægge nogen dæmper på de svenske eks-verdensmestre, der ser slidte ud, og så alligevel sled sig til 33-32 over Ungarn.
Kroatien fastholdt i går, at franskmændene, som i dag møder Sverige, ikke på forhånd skal føle sig for sikker på guld om hals. Kroaterne med Ivano Balic i spidsen havde ikke problemer med egypterne i Gruppe 3’s første kamp. Nordafrikanerne smagte deres egen medicin i form af et 3-2-1 forsvar, men bevarede alligevel kontakten indtil pausestillingen 13-11 til Kroatien.

Kroaterne et gear op
I anden halvleg gik kroaterne et gear op, og bragte sig foran med ni mål inden der var gået et kvarter. 29-23 endte det, og Egypten er reelt ude af VM, hvor de sidst blev nr. 4.
Jugoslavien havde det overraskende svært mod værtsnationen Portugal, men hev dog 30-28 hjem på rutinen. Den samme egenskab tilsat teutonsk styrke udgjorde forskellen på Tyskland og de sympatisk spillende tunesere, der var heldige med 21-30.
I dag møder Danmark Kroatien i sandhedens time – uden mulighed for forlængelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her