Læsetid: 6 min.

Blade for damer

Jeg er afhængig af visse franske dameblade. Men så skal det også lige siges, at de i modsætning til de danske, helt uden komplekser kan både- og. Både mode og feminisme. Både læbestifter og politisk bevidsthed.
24. januar 2003

Qlummen
Jeg er en dame, og jeg læser blade. Jeg ved godt, at man nu til dags i Danmark er en pige eller en kvinde, men da mit liv til mine egen glædelige overraskelse fortsat er henlagt til Frankrig, så henviser postbudets eller baguettebagererens (baguette er en flute på fransk) venlige og rutineagtige »madame« mig til min ærværdige status. Det gibbede godt nok i mig i lang tid, når ungernes venner kaldte mig »madame«. Det gør de stadigvæk. Tine og madame. Dansk og fransk.
Men jeg læser altså blade. Dagblade, blade og ... dameblade. Dagblade er for det meste fyldt af dårlige nyheder. Man adviserer om dagens dårligdom. Mens folk lever stille og fredeligt i New Zealand, kommer australierne på forsiderne med skovbrande. Mens grækerne stort set har fået lov til at være i fred siden en række militærkup i 70’erne, så er der altid en anden helst blodig begivenhed i middelhavsområdet at skrive om. Hvor var det nu Libanon blev af? Good news er bad news og bad new er good news. At følge med i verden går ud på et følge med i den sidste nye katastrofe. Det er helt i sin orden. Man sluger
dagens advisering fra avisen og radioen, sammen med kaffen og vitaminpillen. Og i den cyberverden man efterhånden abonnerer mere på end på noget andet, vælter de gratis adviseringer ind fra skærmen, hvor alverdens forsider kan læses på en suppesurfing.
Så er der bladene. Her er det en fordel at bo i Frankrig. Mens der i Danmark kun er en eneste alvorlig uge-ting, og så oven i købet i avisformat, så er der i Frankrig en hel del ugeblade. Og her mener jeg ikke, hvad man nu ’ser og hør’er og des lige ud af landevejen, fyldt med ’pipole’, som det hedder på fransk (people) og den sidste nye platpsykologisk udkrængede bigbrothersjæl, eller tonalt infantile popstars kærlighedsproblemer. Men dybdeborende, debatterende, (og konkurrerende) ugeblade på temmelig glittet papir. (Det er som i al anden bladverden reklamerne, der betaler). Der er Le Nouvel Observateur, der citeres ganske tit i herværende avis, der er Le Point, L’Express og mange flere, mere eller mindre tørre bag ørerne. Her uddybes de især politiske debatter, der aldrig får plads nok i dagbladene, pennene duellerer (der er ligesom mindre billedlighed over en tangentduel) og det intellektuelle vid og øregas får frit løb på en måde, som vi slet ikke kender til i vort lille land. Det ligner Time eller Newsweek, hvis man naturligt nok bedre kender til de engelsksprogede pendanter. Det er her, der trods alt stadig tales om Libanon. Hvor Afghanistan endnu ikke er så gammelt som gårsdagens avis. Hvor Israelernes og palæstinenserne indbyrdes kampe uddybes. Hvor
nyhederne går lidt langsommere og lidt dybere.
Men dertil kommer damebladene. Her taler jeg
ikke om de opskriftbefængte, hyggenusseblade (ja
undskyld, men jeg kan altså ikke strikke), som Frankrig selvfølgelig også kan levere. Jeg taler om de blade for damer, der udkommer hver uge eller hver måned, og som jeg er temmelig afhængig af. Til forskel fra min qlummekollega Hanne Dam, der så udmærket har reflekteret over danske uge- og dameblade i dette fora for nogen tid siden, så har min afhængighed ikke noget at gøre med verdensfjernhed eller subtil verdensnærhed. Heller ikke kun med kvinders legitime trang til pauser. Min afhængighed har at gøre med den lykkelige kendsgerning, at der her i landet findes dameblade, der ikke taler ned til læserne eller går ud fra at det eneste, der interesserer damer, er læbestifter. Selvom læbestifter sikkert også interesserer dem. Ellers kunne de måske holde sig til Nouvel obs.
Selvfølgelig er der en masse af de samme emner i fransk Elle eller Marie-Claire, som der også er i danske dameblade. Der er modebilleder, skønhedstips,
horoskoper, interviews med filmskuespillerinder og parforholdsanalyser. Man følger endda med i ’pipole’. Men der er også noget andet. Hver uge leverer det franske Elle en bogkritik, fuldt på højde med en avis som Le Mondes. Der refereres helt naturligt til, hvad der foregår på kunsten filmens og teatrets områder. På øjenhøjde med de kunstneriske bestræbelser i stedet for med populistisk flair. Højst forbavsende er det feministiske aspekt, som præger de publikationer, jeg også af den grund er afhængig af. Når man er færdig med at se på stilethæle eller et indianeragtigt outfit til vinterbrug, så er der i hvert eneste nummer en dybdegående artikel af en slags, som ikke findes andre steder (heller ikke i Le Monde, Libération eller Nouvel Observateur). Eksempler fra de sidste par måneder: »Er kvinderne i Tyrkiet truede?« »Hvad er der blevet af de kvindelige ministre i Raffarins regering?« »Situationsrapport fra Afghanistan«, »Børnene i Argentina«, »USA: Calamity Janes døtre« eller »Hvem er de palæstinensiske kamikazekvinder?« Og i februarnummeret af Marie-Claire (der er på gaden nu) er der en stor artikel om antiglobalisering og kvinders forhold til attac her i dagene op til World Social Forum i Porto Alegre.
Skulle dette ikke være tilfredsstillende nok for en dame som jeg, så er de ugentlige ledere i Elle en opvisning i politisk og feministisk debat, fuldt på højde med, hvordan der skrives ledere i herværende avis. Bare i de sidste par måneder har der været emner som prostitution, det nye familiebillede, kloning, vold i tv og islamiske slør på programmet. Hvordan kan det være, at man her er vidne til noget, der for danske damer må tage sig ud som noget nær et paradoks? Hvordan kan det være at ikke et eneste dansk blad kan leve op til dette kvindemix af æstetisk leg og politisk bevidsthed?

Et svar er måske at finde hos en dame som Françoise Giroud, hvis nekrolog står øverst på denne side. Hun var redaktør af Elle, da det blev bygget op i 50’erne, og skabte derefter, på grund af sin modstand mod den franske regerings behandling af kolonialafviklingen af Algeriet ugebladet L’Express, som hun var redaktør for i 20 år Derefter blev hun minister (statssekretær) for kvindelige anliggender, og fik, skønt venstreorienteret, under en højreregering, pragmatisk effektueret en række forordninger, der står tilbage som et de samlet mest massive fremskridt i fransk kvindefrigørelse. Hun fortrød til det sidste, at hun ikke ved lov fik gennemført ligeløn for lige arbejde.
Men samtidig var hun inkarnationen af, at fransk feminisme
ikke, som i Danmark eller USA, historisk hænger sammen med antiæstetik, og at den kvindelige interesse for kjoler, læbestifter og frisurer sagtens og uden skyggen af dårlig samvittighed, kan leve ved siden af interesse for litteratur, kultur, kunst, tredieverdenslande eller trafficking. Madame Giroud afskyede tværtimod over en kam mangel på elegance inden for ethvert felt, om det var politik, påklædning, journalistik eller det tv, hun indtil det sidste var en knivskarp analytiker af i Nouvel Obs.
I Danmark har vi en dybt forankret (protestantisk?) tradition for at etik og æstetik er uforenelige størrelser. Enten-eller, som en berømt dansk filosof formulerede det. En tradition, der ikke tynger de franske damer, der sagtens kan sige både-og. Jeg synes ærlig talt ikke, at danske damer har de dameblade, de fortjener. Måske fordi dyrkelse af det æstetiske, (på trods af at næsten alle gør det) stadig giver danskere – dårlig samvittighed?

FAKTA
Glædesløse piger
*»Vi er, som 74 procent af alle franskmænd, imod den kriminalisering af prostitution, som den nuværende regering har foreslået, for det vil blot forværre de prostitueredes problemer uden af løse dem. Men hvad resten angår, så lad os kæmpe for retten til virkelig frihed, der består i at nægte, at gøre mennesker (mænd, kvinder og børn) til handelsvarer eller slaver.«
Michelle Fitoussi i sin leder i fransk Elle den 20. januar 2003.tib

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her