Læsetid: 2 min.

B&O bedre - en tv-historie

16. januar 2003

SPOT
Design blev engang regnet for noget, der tilhørte den smarte, den eksklusive, den rige verden, men den børnesygdom er for længst overvundet, for det gør design ikke kun. Tænk på verdenssuccesen den japanske rispapirlampe, som blev udtænkt af en af ørigets fremmeste designere.
Det kan man – af andre årsager – også tale med om i Billund og Struer, hvor hele bysamfund er afhængige af designernes arbejde på Lego og B&O. Rammer de forkert, kan virksomheden pludselig være truet og dermed medarbejderne på deres brød. Både Lego og B&O har haft deres nedture.
Det er med andre ord en alvorlig sag, når nye produkter planlægges, og i Politiken i tirsdags fortalte vor tidligere designmedarbejder, Thomas Dickson, der lige er blevet ansat på Lego, hvordan man arbejder dér. En sociolog, en antropolog, en teknologiekspert, en forskningsbibliotekar og altså en seniorforsker i design, Dickson, arbejder sammen i et videnskabscenter, og der sidder de så og snakker om legetøj.

Men i aften er det B&O’s historie – ikke at forveksle med O’s historie – der fortælles i en udsendelse. Hvordan de unge ingeniører Peter Bang og Svend Olufsen i 20’erne til forbløffelse for mange anlagde en radiovirksomhed langt fra København. De var studiekammerater fra Århus Teknikum, og de flyttede ind på et gods ved Struer. Her sad de med ledninger, batterier og hovedtelefoner og eksperimenterede sig frem til deres radiofabrik, der viste sig i det lange løb at overleve konkurrenterne i Danmark. Selv om – som det vil fremgå af udsendelsens smagsdommeri – de gamle radioer var så grimme som en lokumsdør.
I nyere tid er det det elegante og avancerede design, som har hjulpet fabrikken igennem – på et verdensplan, hvor mærket ikke er nær så stort som Sony og Philips, osv., men hvor firmaet har fundet sin niche, som man siger.

Struer Museum, hvor B&O naturligvis er et emne, har fundet citater frem fra Informations stifter, Børge Outze, der gav fremkomsten af fjernsynet følgende ord med på vejen: »Der er på én gang noget betagende og grueligt ved tanken om os alle sammen udsat for samme påvirkning... Man kan se på sit ur og sige til sig selv: Nu – NU! – smiler hele Danmark! Nu ler man! NU græder man, skjult eller åbenlyst. NU harmes man. NU frydes man. NU glor man bare. Og NU er der pause«.
Han skrev også: »Teoretisk vil det genskabe hjemmelivet. I praksis kan det spolere det allerede eksisterende.«
Men det var så indholdet. I udsendelsen på DR2 gælder det hardwaren. Men forresten: Mediet er jo budskabet.

DR2 kl. 23.30:
Fra baggård til big business

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu