Borgerlig anstændighed
Professor, dr. jur. og phil. Ditlev Tamm er en høj, rank 56-årig mand, der bruger slips, men forener det med et par lækre, moderne læderbukser.
Måske et meget godt billede af en utraditionel personlighed, der af opvækst og baggrund tilhører borgerskabet, men tidligt i sin imponerende akademiske karriere fik smag for at blande sig i samfundsdebatten på en, synes nogle, ret temperamentsfuld og uborgerlig vis.
Det oplevede man, da han satte sig i spidsen i kampen mod Rigsarkivets flytning fra København og førte kampen til sejr over en konservativ kulturminister.
Selv om Tamm er manden bag bogen om Det konservative Folkeparti, Det høje C, er han en fribåren sjæl og føler sig ikke hæmmet af usaglige loyalitetshensyn.
Et vendepunkt
Den indstilling blev grundlagt i forbindelse med hans arbejde med den kontroversielle doktorafhandling fra 1984, der satte et stærkt afslørende lys på retsopgøret efter besættelsen.
»Det blev på mange måder et vendepunkt for min egen opfattelse af samfundet,« siger Ditlev Tamm.
»Jeg er jo fra et miljø med mange dommere. Min far endte som højesteretsdommer, min farfar var dommer, min mor datter af en dommer og jeg fulgte familietraditionen og studerede jura. Så jeg var opdraget med en vis respekt for retssystemet og dets integritet.«
»Men der var sandelig ting i retsopgøret og dets forløb, der ikke var egnet til at styrke den respekt. Og fra den tid er jeg blevet mere kritisk indstillet over for mange ting, og med årene har jeg i stigende grad fundet det spændende at gå ind og blande mig og prøve at flytte lidt på tingene.«
»Jeg vil ikke påstå, at jeg ikke er borgerlig, men ud fra en meget samfundskritisk holdning.«
Strenge normer
Ditlev Tamm voksede op i et embedsmandshjem, der ikke var præget af den store materielle velstand. Tværtimod, siger han, familien havde ikke bil og fik relativt sent en luksus som en grammofon.
Han fik også en streng opdragelse med meget faste normer, der var præget af en vis angst for fantasien, og som på nogle områder kunne virke begrænsende.
»På mange måder synes jeg da, at vi har et langt mere interessant samfund i dag, selv om det man kaldte det kulturbærende borgerskab, på det nærmeste er forsvundet. Nok er der sket en vis kulturel og seksualmoralsk forsimpling, men det har det på den anden side haft store, frigørende fordele, f.eks. set i forhold til homoseksualitet,« siger han.
»Det store privilegium ved min opdragelse er nok, at der naturligt var bøger på hylderne, og man blev støttet i en almindelig interesse for kulturelle værdier.«
»Vi havde også en vis tilknytning til det kirkelige miljø. Min far var menighedsrådsformand, og jeg har selv i endnu højere grad følt mig knyttet til den danske folkekirke.«
»Min opdragelse har noget med disse værdier at gøre, og jeg er protestantisk af sind og tankegang. Dertil hører vel en vis puritanisme, men om det er særlig borgerligt eller ej, kan man jo diskutere.«
»Men i mit hjem var den kulturelle interesse kombineret med en stor økonomisk beskedenhed og en holdning på grænsen til det skeptiske over for folk, der tjente mange penge. Ordet grosserer var ikke et positivt ord i sådanne kredse.«
De troløse konservative
Men hvad er så borgerlige værdier?
»Hvis man ser borgerlighed ud fra et vist dannelsesideal, så er det selvfølgelig noget med at hjælpe damerne frakken af og rejse sig op for ældre og være venlig og behagelig.«
»Hvis det skal ses fra en politisk vinkel, må man jo sige, at et parti som Socialdemokratiet og dets traditionelle dyder er dybt borgerlige. Men hvis man opfatter ordet borgerlig som synonymt med de borgerlige partier og mener, at De Konservative i særlig høj grad skulle stå for borgerlige dyder, må man slå fast, at trofasthed ikke er en borgerlig dyd.«
»Partiet har svært ved at fastholde bestemte vælgergrupper og svinger så meget, fordi borgerlige vælgere i vidt omfang går efter deres eget og går derhen, hvor deres synpunkter kommer bedst frem. De er også en del præget af, om et parti viser succes og evne, mens både Venstre og Socialdemokraterne har mere trofaste vælgere.«
»Men i det omfang, jeg nu er borgerlig, så er det parret med en meget stor omsorg for den enkeltes evne til at udvikle sig, herunder også, at man ikke fastholder privilegier, ikke fastholder et klassedelt samfund, men animerer alle til at få den bedst mulige uddannelse og skabe sin egen tilværelse.«
En social katastrofe
Men den ene undersøgelse efter den anden viser jo, at den sociale arv ikke er til at afskaffe?
»Ja, og det er bestemt ikke de borgerliges skyld, for det har jo været et borgerligt synspunkt, at skolen skulle give gode kundskaber, mens det siden 1970erne har været et socialdemokratisk ønske at nedbryde skolen.«
»Det, der er sket med skolen, har været en af de helt store sociale katastrofer. Og for mig er der ingen tvivl om, at den skole, der giver kundskaber, er langt mere støttende for dem, der ikke har boglig interesse med hjemmefra, end den skole, der ikke gør det.«
»I virkeligheden støtter man børn fra hjem med bøger, ved at skolen ikke er sig det ansvar bevidst.«
Var den stærkt boglige skole før i tiden ikke alt for teoretisk til, at børn fra ikke-boglige hjem kunne trives i den?
»Det har jeg svært ved at se. I enhedsskolen kan man komme alt for langt frem, uden at det bliver opdaget, at man i virkeligheden ikke kan noget. Og selv om det er lykkedes at bringe antallet af studenter fra mange kredse meget højt op, slår det ikke nævneværdigt igennem. Når jeg spørger mine studenter, hvem Napoleon er, er det langt fra alle, der kan svare.«
Det kulturelle svigt
Men selv om Ditlev Tamm ikke bebrejder De Konservative det, han betragter som skolens fallit, mener han, at partiet svigter, når det gælder om at bevare de store kulturinstitutioner.
»Sagen med Rigsarkivet er jo bare et symptom på det. Det konservative formål er netop at markere, at der findes en stat, hvis opgave det er at holde igen på et liberalistisk stormløb mod statsstøtte til kultur og også at holde fast i, at bygge samfundet op omkring de bedste muligheder for individet.«
»Forskellen mellem Venstre og de konservative skulle ligge i det sociale og kulturelle, nationale ansvar. Og det påtager man sig ikke for øjeblikket, mener jeg.«
Søgen mod tryghed
Hvad er tidens politiske hovedproblem?
»Det, at store dele af befolkningen generelt afviser udlændinge. Fremmedfobien er katastrofal, fordi den jager dygtige mennesker væk, også på universiteterne.«
»Borgerlighed er jo i virkeligheden kosmopolitisk og bygger på den enkelte, og hvad han kan yde. Så der er et eller andet, der er gået galt der. Det tryghedssøgende karaktertræk i den danske befolkning, denne koncentration om at holde på sig selv og sit eget, er blevet meget stærk.«
Var søgen mod tryghed ikke en borgerlig værdi?
»Jo, men tryghed var ikke noget, man havde krav på.«
»Der er en stor afvigelse mellem den grundlæggende utryghed i verden og disse krav op at få alting. Krav om at kunne få en hvilken som helst operation, krav om at kunne gøre det ene og det andet og det tredje samtidig med, at det er et menneskeligt grundvilkår, at man kan falde død om i morgen.
»Ud fra min opfattelse af en borgerlig, kristen tankegang må man, så godt man kan, prøve at tage ansvaret for sin egen tilværelse og så håbe på, at der vil være en Gud foroven, som råder for en.
FAKTA
Anstændighed
*Dette er den femte i rækken af samtaler, hvor Informations Ingeborg Brügger og David Rehling spørger, hvor den borgerlige anstændighed er blevet af. Tidligere interview blev bragt den 23., 27., 30. og 31. december. Serien fortsætter
