Læsetid: 3 min.

Brasilien som forbillede

Med Lulas indsættelse som præsident bliver der for alvor fokus på den brasilianske model. Men hvad er det egentligt, vi kan lære i Brasilien
7. januar 2003

Kommentar
Brasilien har været et af de smarte steder i verden i hele det 20. århundrede. Her byggede Le Corbusier et fantastisk undervisningsministerium i Rio de Janeiro, sambaen og bossa novaen er evigt dejlige udtryk for det sanselige og glade i mennesket. Brasilia er et vanvittigt projekt, en drøm om en moderne hovedstad, der ikke kunne lykkes, men som dog blev udført. Omkring Anden Verdenskrig kom europæiske intellektuelle i flokke til for at nyde godt af rigdommen og varmen og mangfoldigheden i landet. I dag valfarter trendsættere fra hele verden til de talløse arkitektur- og designhelligdomme i landet. Sao Paolos kunstbiennale kan godt konkurrere med den i Venedig, når det gælder klasse, og så er der jo naturligvis fodbolden...

Vanvid
Brasilien er også i manges øjne det arketypiske latinamerikanske vanvid. Sid i et elegant højhus i Sao Paolo og se ned på de ulovlige bebyggelser lige ved højhusets fod. Bliv udsat for røveri ved højlys dag i motorvejskøen. Sid på en natklub, der har været vist i Wallpaper og sørg for, at du bliver hentet af en chauffør og ikke af en 12-årig på crack. Mød den mest ekstravagante rigdom og den yderste fattigdom, se bounty-strande og ryddet urskov.
Al denne hype kan måske overdøve en anden interesse for Brasilien, der er piblet frem gennem 1990’erne. Det er den, visse unge og ældre aktivister giver udtryk for, når de forestiller sig, at Brasilien med Lula som præsident kan blive foregangslandet for en ny form for socialisme. Lulas ’arbejderparti’, Partido dos Trabalhadores (PT), har i de byer og delstater, hvor det har haft flertal, skabt nye former for deltagelse i demokratiet i de allermest udsatte byområder, hvor budgetter bliver fastlagt på stormøder, hvor enhver har taleret. Det gælder for eksempel Porto Alegre.
Og der er andre steder i Brasilien, hvor det ikke har været PT, men nytænkende professionelle, der har skabt forandring. Det gælder de to eksempler her på siden: Både byen Curitiba, og psykiateren Adalberto Barreto nyder international anerkendelse og peger på de samme nye veje, som man har afprøvet i Porto Alegre: Veje bygget på respekt for det enkelte individ, på identitetsskabende processer og på personligt engagement.

Anonyme systemer
Disse centrale elementer i de brasilianske eksperimenter er grundlæggende fremmede for europæisk socialisme. Her har man af gode historiske grunde lagt vægt på at opbygge universelle og anonyme samfundssystemer. Samfundsmaskineriet og dets drift var hovedindsatsområdet. Den enkelte skulle ikke drages personligt til ansvar, for man skulle ikke nyde noget af fattighjælpen og dens fordømmende hattedamer.
Da de store europæiske socialistpartier blev dannet, var samfundet inddelt i klart definerede klasser med hver deres identitet. Hvis landarbejderen rejste til byen, blev han optaget i arbejderklassen via kammeraterne på fabrikken og livet i storbyernes slumkarréer. Man havde fælles baggrund, vilkår og mål. Sådan er det ikke længere. I dag er de udsatte i Europa en blandet flok, med vidt forskellige baggrunde og forventninger til tilværelsen. De minder mere om de indvandrere, slaveefterkommere og indfødte subsistensløse, der befolkede den nye verden før Anden Verdenskrig.
Europa, der i århundreder har været et udvandrerkontinent, er med ét blevet et indvandrerkontinent med alle de problemer og muligheder, det rummer.
Vi kan måske lære noget af Brasiliens ildsjæle, fordi de forsøger at skabe et fællesskab, der udnytter mangfoldigheden og styrken hos de svageste. Fordi de forsøger at skabe et sted, hvor individet og samfundet kan mødes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her