Læsetid: 5 min.

Brevet, der opflammede sindene i en provinsby

I løbet af et år slog 1.100 somaliere fra Atlanta sig ned i Lewiston. Den kommunale administration blev spændt til det yderste. Så skrev borgmesteren et brev til somalierne
21. januar 2003

LEWISTON, Maine – Dette er historien om den lille fjer, der bliver til...
Den 1. oktober sidste år skrev borgmester Laurier Raymond et brev til over 1.000 somaliske flygtninge, som i løbet af et år havde slået sig ned i denne provinsby med 36.000 indbyggere i det nordøstlige USA.
»Please«, lød hans indtrængende opfordring.
»Vi har brug for et pusterum. Budgettet er belastet af voksende bistandsudgifter. Vi beder Jer om at stoppe tilvandringen i en periode!«
Borgmesteren gav brevet til den lokale avis Sun Journal. Et par dage senere havde den landsdækkende tv-station ABC News haft et indslag om Lewiston. Amerikanske radiostationer og aviser fulgte op. Udenlandske medier har også været på besøg, eksempelvis RAI fra Italien, hvor et stort somalisk indvandrersamfund har levet siden kolonitiden.
»Brevet pustede det hele op til et større problem, end det er,« sukker Said Abdillahi, der flygtede fra Somalia i 1980 og startede indkøbsbutikken Lewiston Variety Market for et år siden.
Rygtet om ’raceproblemer’ i overvejende hvide Lewiston løb landet rundt og nåede snart den hvide racistiske gruppe World Church of the Creator, hvis grundlægger Matthew Hale ønsker »alle negre og jøder sendt hjem«.
Lørdag 11. januar mødtes 45 tilhængere af et racerent USA på civilforsvarets kaserne i udkanten af Lewiston og lyttede til rablende taler af ligesindede.
»Det er jøderne, der er ansvarlige for at bringe somalierne hertil. Det er en del af deres del-og-hersk-politik,« sagde John Stearns fra den nærliggende kystby Portland.
Indgangen og mødelokalet var beskyttet af væbnet politi. Flere hundrede demonstranter forsøgte at hindre racisterne adgang. På det nærliggende universitet Bates College samledes 4.500 mennesker i protest mod World Church of the Creator. Maines nyvalgte guvernør John Baldacci var til stede, ligesom de to kvindelige republikanere i Senatet.
Hele det officielle Maine ville vise solidaritet med det somaliske samfund. Kun en person udeblev – Lewistons borgmester. Laurier Raymond var taget på en to uger lang ferie i Florida uden at efterlade besked om, hvor han står i en sag, der fremfor alt handler om hans brev.

De skulle skamme sig
Meningerne om det famøse brev er delte – også blandt lederne i det nydannede somaliske samfund. Men nogle få facts er uomtvistelige. Indtil 2001 boede ikke en eneste somalier i denne idylliske og fredelige by en times kørsel vest fra Maines klippefyldte Atlanterhavskyst. Lewiston var så hvid som sneen, der i disse uger dækker byen og de omkringliggende skove. Ikke desto mindre har byen gennem historien oplevet sammenstød mellem indvandrergrupper.
Protestantiske yankeer nedbrændte i begyndelsen af 1900-tallet en nybygget katolsk kirke i protest mod den massive indvandring af fransk-canadiere fra Québec-provinsen. Indtil for 20-25 år siden var det usædvanligt for yankeer og francoer at stifte ægteskab.
»Da jeg voksede op, kunne de to grupper ikke med hinanden,« fortæller Joan Just, ejer af et bageri på Lewistons hovedgade.
»Min mand kommer fra en fransk familie. I de første år ville mine katolske svigerforældre ikke have mig inden for døren. Alt det er glemt. Nu lever francoer og yankeer fredeligt sammen.«
Om racisterne siger Joan:
»De skulle skamme sig og blive hjemme. Somalierne skal være velkomne her i byen.«
Alligevel var det lidt af et chock, da somaliske familier begyndte at flytte i stort tal til Lewiston i månederne efter 11. september 2001 og kort tid senere indrettede en moské. Der var ganske få afro-amerikanere på egnen. Man var ikke vant til at se sorte ansigter og især da ikke folk klædt anderledes på. Mænd med kalot. Kvinder med hovedklæde. Mænd bøje sig mod Mekka fem gange om dagen.
Hvorfor denne pludselige tilstrømning? Kommunalvicedirektør Phil Nadeau forklarer, at den større by Portland i de sidste fire-fem år havde modtaget og genhuset 1.800 flygtninge direkte fra Somalia. I 2001 opstod der boligmangel og bystyret bad om hjælp fra Lewiston. Kunne man aftage nogle somaliske familier?
»Vi sagde naturligvis ja. I Lewistons historiske kvarter stod mange ejendomme tomme. Vi kunne skaffe billige lejemål. Men før vi vidste af det spredtes rygtet om det gode liv her i byen til somalierne i Atlanta,« forklarer Nadeau.

Væk fra narko
Næsten alle 1.100 somaliere (400 voksne), der flyttede til Lewiston i løbet af et år, kom fra et fattigt kvarter i Atlanta.
»Vi ville væk fra gadekriminalitet, narkoen, elendige skoler, den dårlige luft. Jeg tror, de fleste af os primært havde vores børn i tankerne. De skal have et bedre liv,« fortæller Said Abdillahi, en mand med fire sønner og en babydatter.
Den pludselige indrykning var uden fortilfælde og overvældede bystyret. Halvdelen af de 400 er enlige mødre, der søgte om social bistand. Selv om størsteparten af hjælpen finansieres af forbunds- og delstat krævede det opfindsomhed at finde og malke programmerne. Vicedirektør Nadeau og hans stab beskæftiger sig fuldtids med at integrere somalierne i byens økonomiske liv.
»Stadig gør vi ikke nok. Det er uacceptabelt at have 200 ledige. De skal lære sproget og på træningskurser, så vi kan finde arbejde til dem,« siger han energisk.
Indtil borgmesteren sendte sit brev havde der kun været få eksempler på animositet.
»I den indre by bor fattige hvide og de opdigtede historier om, at bystyret havde købt biler til os, og at vi var kommet til Lewiston, fordi den sociale bistand er bedre end i Atlanta,« siger Abdirizak Mahboub, det somaliske samfunds uofficielle talsmand.
Rygterne bliver dementeret af vicedirektør Nadeau.
»De kom kørende i deres egne biler og den lidt højere bistandsydelse her er et ubetydeligt incitament. Somalierne søgte som så mange andre immigranter et bedre liv i provinsen. Punktum.«
Hvorfor borgmesteren skrev brevet, er en gåde. I september sidste år var indvandringsbølgen blevet til dråber.
»Hvis det fortsætter i dette omfang vil det få negative følger. I må selv kontrollere tilflytningen. Vi er finansielt tynget af byrden,« konstaterede han.
En nærlæsning afslører ikke nedsættende udtalelser. Ikke desto mindre ligger det frit for alle indbyggere i USA at flytte, hvorhen de vil. Ville han have advaret flygtninge fra Kosovo?
»Jeg læste brevet som en trussel. Borgmesteren havde til hensigt at skabe splid mellem os og de hvide i Lewiston. Han kastede benzin på et bål, som allerede var fyret op af rygtespredning,« mener Mahboub.
Hans landsmand Said Abdillahi er uenig.
»Jeg var ikke oprørt over brevet. Men det var en fejl at gå til pressen i stedet for at henvende sig til os. Jeg tror ikke, borgmesteren er racist.«
I dag er Laurier Raymond næsten politisk isoleret. Under protestmødet på Bates College 11. januar krævede flere somaliske talere hans tilbagetræden. Men i det mindste har hans brev haft en positiv følgevirkning. I dag debatteres åbent, hvad Maine kan gøre for at tiltrække flere etniske grupper til en stat med 95 procent hvide.
»Folk af anden hudfarve vægrer sig ved at flytte til Maine, og de unge flygter, fordi de vil bo i multikulturelle omgivelser. Vi bliver nødt til at åbne op,« sagde Maines tidligere justitsminister James Tierny fornylig i en tale i Lewiston.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her