Udstilling
Ann Lislegaard har skabt et forunderligt rum i Esbjerg Kunstmuseum.
Forunderligt, fordi det be-står af fem installations-værker, der taler i munden på hinanden og alligevel taler som med én mund.
I Eyes wide open ser vi tre still-billeder af en kvinde indgå i foranderlige konstellationer med en hviskende stemmes beskrivelser af hende, hvad hun gør, hvordan hun ser ud, uden at ordene nogensinde dækker oplevelsen. Så halter ordene efter billederne; så bliver de forudanelser om, hvad der skal ske.
Det er som at indvies til et tomrum, der er ladet med noget hemmeligt og fortroligt, men hvor man alligevel står granskende udenfor. Et cool værk, fyldt med lidenskab og savn, der hvisker uden at røbe.
Suverænt og intenst
I et andet værk er det kun en stønnende kvindestemme, vi hører, mens en rød lampe gradvist lyser væggen op.
Hvad er det der sker, føler hun lyst eller er hun i knibe? Andre stemmer taler lavmælt. Noget sker. Eller er sket.
Lislegaards metode er, ved hjælp af enkle virkemidler, at sige noget vedkommende, som man bagefter ikke kan huske eller formulere.
Men man er sikker på at have oplevet det suværent og intenst i den times evighed, det hele kan vare.
*Esbjerg Kunstmuseum: Ann Lislegaard. Åbningstider: 10-16 alle ugens dage. Indtil: 12.1.2002