Læsetid: 6 min.

Dång, dång, dång

4. januar 2003

Intermetzo
Et øjeblik troede den feststemte husstand, at dronningen ville snuppe alle 12 på Rådhusklokken. Men hun holdt sig – som i eventyret – til trefoldet på den onomatopoietiske skala og læste nok så nydeligt sin nytårstale færdig direkte til kamera. Besynderligt i øvrigt at Majestæten ikke lader hele historien optage på bånd som statsministeren. Det er meget nemmere end direkte aflevering, unægteligt en vanskelig idræt for den mindre rutinerede. På bånd kan man jo tage om, til der ikke er fejl, og den sidder hvor den skal.
Nu laver dronningen selvfølgelig ikke fejl, og slet ikke at dømme ud fra omtalerne i den øvrige presse, hvor BT kom ind som en flot nummer snob, rangklasse ét A med kors og dobbelt elefantskrue. Men hvis vi med BT’s røgelse i næsen vedtager, at det ikke var fejl i dødelig forstand, så kreerede dronningen i det mindste nogle ordentlige respektfuldt udtrykt: franske bøffer. Fem – for at være smålig – i så kort en mundtlig afleveret tekst fra papir med få halsbrækkende konstruktioner, og hvor taleren ikke har andet at tænke på end at komme levende i land, er set med en gammel prof og retoriklærers rindende øje lige lovligt mange. Sagt uden antydning af tanke på at bebrejde ophavet i borgerlig forstand – det end ikke strejfer bevidstheden.
Man bør imidlertid gøre sig det fagligt klart at denne specielle genre: nytårstale til undersåtter – i følge sagens natur aldrig vil kunne give sin ophøjede afsender det mål af træning, som andre regelmæssigt optrædende mere eller mindre pr. automatik erhverver i dette nådeløst afslørende medie. På den baggrund er det i og for sig beundringsværdigt, at vort nytårstalende statsoverhoved år efter år lader dagene mellem jul og nytår spolere ved udsigten til time nul, og ikke kravler ned under sit fine skrivebord med vilde blomster og grønlandsk husflid af bare skræk og rædsel. Indholdsmæssigt set har medierne allerede tygget drøv på dronningeordene. Igen var BT suveræn. Lederskribenten stod ret og navigerede Det Berlingske Hus i havn med Gud, Dronning og Fædreland, skønt bladhuset er norskejet, blafrende fra alle master.
De fleste nytårstale-iagttagere fangede den med selvværdet og Prins Henrik, som tidligere i forgangne år gik hjemmefra i vrede og slog sig midlertidigt ned som heltidsvinstorbonde i Caix. I samme forbindelse var det mest hjertevarmende, som Majestæten svingede sig op til en klart humanistisk inspireret appel om at behandle indvandrerne ordentligt. Herligt at landets overhoved midt i flertalskoret tør vedkende sig de rigtige meninger og en korrekt holdning. Det er måske ikke møj, som de siger vestpå, men trods alt signal om en underliggende smuk moral i vor dronnings sympatiske sind. Det ville på den anden side også være mærkeligt andet, eftersom hun selv er halv 2. generationsindvandrer, hendes børn ligeledes, hendes svigerdatter 1. generationsindvandrer – hendes kommende ditto ifølge sladderbladene ikke alene udlænding, men tasmaner. Længere væk kan en dansk prins af blodet dårlig søge mage, med mindre han lægger billet ind hos en kvindelig opdagelsesrejsende på Sydpolen.
Og så var der jo statsministerens tale. Han snakkede på bånd fra Marienborg og havde altså god tid til i givet fald at tage det hele om. Her viser sig måske snarere ulempen ved ikke at få det talte ord sendt ud til seerne råt for usødet. Flere passager var formentlig ved ryggesløse rådgiveres mellemkomst, og vil man helst tro uden statsministerens vidende, klippet ud af talen. Således lød ikke et ord om landets bekymrende økonomiske situation eller arbejsløsheden, der efterhånden og ikke mindst efter regeringens utallige offentlige nedskæringer ser truende ud. De, der i en skummel nattetime har redigeret så groft i talen fik også bortonduleret statsministerens overvejelser, vedrørende de mere end 70 råd og nævn, hans regering har nedsat i stedet for de over 100, som han kværkede og – uden bevis for at de pågældende havde gjort sig skyld i påstået smagsdommeri – talte ilde om i fjor.
BT var igen på pletten i lederbåren jubel og udråbte frimodigt dette skamklippede videobånd til »et mesterstykke i politisk kommunikation«. Mesterstykket består i, at ingen af den endelige version i tv kunne se, hvor der var klippet.
For eksempel var det umuligt – selv for en overvintret tv-redigeringsrotte som denne signatur – at erkende klippet i den passage, hvor Fogh Rasmussen over for den danske befolkning må have forklaret og undskyldt sit eget og sit partis tidligere næsegrus beundring for Brixtoftes Farum-model. Før i øvrigt selvsamme BT’s knaldhamrende dygtige journalister, som ikke bør forveksles med lederskribenten, trak tæppet væk under den tilbedte årgangsrødvinskonsument i dennes hjemsøgte forstadskommune. Selvfølgelig har Fogh Rasmussen ikke oprindeligt udeladt dette emne. Et bud på, hvad han i virkeligheden har sagt, men som spindomptørerne har slettet:
»Den danske befolkning er dødtrætte af megabralrende, korrupte hyperliberalister, der skider på landets mest elementære love og forvaltningsregler og sidder i deres stinkende fupsponsorerede fodboldklubsomklædningsrum og tyller øl og vin i knolden på skatteydernes regning, mens folk der burde vide bedre fremhæver dem som forbilleder. Undskyld, undskyld, undskyld! Også på vegne af finansministeren, der slår plat på sine boliger, jeg skal nok fyre ham, det lover jeg – first thing in the new year – jeg skal bare lige tørre øjnene, for jeg er så skuffet, så skuffet!«
Endnu en forklaring fik Fogh Rasmussen ikke med, nemlig det besynderlige i at børnene, som han jo krævede, skal lære meget mere, når de blot risikerer at ende som ildesete eksperter? Synd for statsministeren, at løsningen på denne gåde gik tabt. Også at den mesterlige politiske kommunikator ikke fik det hele med i afsnittet om forkasteligheden i at blande politik og religion.
Statsministeren har utvivlsomt mesterligt redegjort for sine parlamentariske støtter pastor hhv. Krarup og Langballe, der uafladeligt blander politik og religion uden at blande politik og religion. Således er meget gået tabt under redigeringen af dette kommunikative mesterstykke.
Dog én ting kan man være sikker på, at statsministeren ikke har villet nævne med ét ord. Sin egen fortid som kreativ bogfører og vildleder af Folketinget, dengang han blev smidt ud af Schlüter-regeringen som skatteminister. Såfremt Rasmussen af og til selv kommer i tvivl om dette forhold, er noget, han virkelig har oplevet, eller det blot er en lykkeligt glemt drøm, kan man ikke bebrejde ham meget. Ifald han f.eks. slår op i Den Store Danske Encyklopædi, indeholder professor Bent Jensens artikel i bd. 6, som professor Ole Krarup har påpeget, intet om hin mindre uskyldsrene begivenhed i statsministerens politiske liv. Nu er der sikkert overhovedet ingen som helst tvivl om, at denne oplysning som andre værker er bebrejdet for at mangle, faldt bort af pladshensyn.
Mere pudseløjerligt er det, at den heller ikke er med i suppleringsbindet, hvor Fogh Rasmussen jo i mellemtiden er blevet til noget mere end sølle partileder. Nu er udeladelsen en rigtig bøf og ikke just én af de franske. En skønne dag ville det være fornøjeligt at få forklaringen på, hvorfor denne sag i vor førstemands politiske fortid betyder så forsvindende lidt i den 4. statsmagts, den formidlende sektors og mange andres øjne. Fortsat er det forbundet med nogen vanskelighed og neutralt ansigtsudtryk at forklare de uskyldsrene små, hvordan man skal tage statsministeren moraliseren højtideligt. Så hellere tre til af de lange: dång, dång, dång!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu