Læsetid: 8 min.

Demonstrationen der ikke nåede frem

Voldelige demonstranter stopper i antikapitalismens navn protesttog imod World Economic Forums møde i Davos
27. januar 2003

En ung hippie i lysebrun læderjakke sidder under et cykelstativ og mediterer til bølgerne af solens stråler, en hætteklædt kysser sin kæreste bag et Che Guevara-flag, mens sorte antikapitalistiske anarkister overmaler det røde tog og Landquarts banegårdsbygninger med slogans imod World Economic Forums årsmøde i Davos.
»Big Business won’t rule the world. Fuck WEF«, forkynder de, mens en flok purunge ringbesatte aktivister folder et banner ud for enden af sporet.
Ekstratoget til Davos kl. 11.40 kører ikke videre.
»Politiet har stoppet et tog i Fideris længere fremme på vejen til Davos og vil tvinge os igennem en sikkerhedskontrol. Men vi vil have lov til at kontrollere os selv, og derfor blokerer vi nu sporet,« forklarer en lyshåret studerende, der kalder sig Carl.
Deres udsendte kan ikke forstå, hvad pointen er med, at aktivisterne forhindrer meddemonstranterne i at nå frem, når de nu ønskede at drage til Davos for at protestere imod den forsamlede globale elite i WEF.
»Det er muligt, at du opfatter os som idioter, men det er et spil, vi leger med politiet. Forstår du?«
Det er ikke alle, der forstår spillet. I det brune banegårdscafeteria spiler stamgæsterne øjnene op, og lokale borgere samles på gadehjørnet Werkstatt Strasse. Landquart er en lille fredsommelig stationsby, der er omkranset af hvide knejsende bjergtinder, og her er man mere vant til lyden af skistøvler end af højlydte demonstranter.
På en talerstol fordømmer en højt råbende person foran de vel omkring 1.500 mennesker den forbandede kasernekapitalisme, der er anført af den endnu mere forbandede George Bush jr., som er parat til at trække sin store cowboyskyder og plaffe Saddam ned for højlys dag og erobre hans ranch og oliekilder.

Ultimatum
Man kan høre lyden af en helikopter i det fjerne, og pludselig ser man grupper af robocop-klædte politifolk rykke frem. De omringer stationsområdet, stiller hegn op og ruller pigtråd, som om de har planlagt en fælde.
Midt i en lille kreds af maskerede anarkister, der ser ud til at betragte sig som det selvbestaltede politibureau, råber en mand i blåt regnsæt ind i sin Nokia-mobiltelefon:
»Sig til dem, at de har fem minutter til at flytte sig og køre igennem uden kontrol. Det er et ultimatum!«
Bag de tonede skibriller kan jeg ane et hærget ansigt. Manden må være sidst i 40’erne, men det virker som om, at han kan få sin revolutionære adrenalin op i kroppen ved at råbe »ultimatum« her blandt de unge besatte.
En kraftig fyr med syv-otte slåkøller i rygsækken holder sig nær bossen, men han er langt fra den eneste, der har udrustet sig til dagen. 50, måske 100 personer fra den sorte hætteklædte kerne har medbragt slagtøj, og enkelte har fyrværkeri med.
På stationspladsen kaster en gruppe øldrikkende aktivister snebolde, tomater og appelsiner imod politiet. Ordensmagtens folk står foreløbig som hundrede stive statuer. Nogle med et fast tag om deres geværer. Andre rører gummistaven langs benet. De venter på nye instrukser, mens grupper af politifolk indtager deres positioner rundt om Landquart station.
Nogle hundrede meter nede af byens hovedgade kan man se en grøn militærlastvogn. De har soldater med som backup, forklarer en politimand med gult armbånd, der står en tyve meter bag den forreste politikæde og iagttager situationen.
»Det er et spørgsmål om tid, før det hele vil eskalere,« siger han bag sit glasvisir. »Det har jeg på fornemmelsen.«
Klokken er nu et, og en lilla dansende sambagruppe hopper til folks jubel ind foran et andet tog, der netop er standset på stationen. »Vive la resistance citoyenne«, kan man læse på et af de bannere, der bliver slæbt ud af toget.
Kvinden har et ATTAC-banner hængt om hoften. Hun kommer sammen med en gruppe franske aktivister, som skal skifte tog her for at komme til Davos. Der er folk fra hele Europa.

Fanget i et spil
Maskiningeniøren Ahmed fra det østlige Tyrkiet – han føler sig som kurder og som europæer – må til daglig nøjes med et job som taxachauffør i Geneve.
»Schweizerne vil ikke anerkende min uddannelse. Vi, der kommer fra Tyrkiet, behandles som tredjerangsborgere,« klager han.
Ahmed vil til Davos for at markere sin modstand mod de multinationale koncerner og de store globale uligheder. Men i dag kører toget ikke længere end til Landquart.
Efter små to timers lang ventetid, forvirring og nervekrig med omringerne kan Ahmed og de andre aktivister klemme sig ind i nogle røde ekstratog, som Rhätische Bahn lader rulle ind til perron. Folk føler sig lettede. Kan de slippe væk fra omringerne og endelig nå til Davos? Men kun et af de fire propfyldte tog får lov at køre ud bag pigtrådshegnet ved broen. Sporene blokeres igen.
En besked udgår fra det selvbestaltede politbureaus villige budbringere, at det bare er en fælde.
»Politiet vil stadig lave kontrol af os ved den næste station, Fideris, og det vil vi ikke være med til. Træd ud af togene igen,« kommanderer de.
En jakkeklædt sydkoreaner med en officiel akkreditation til WEF’s årsmøde vandrer forvildet rundt. Han resignerer og sætter sig på en bænk.
Klokken er vel tre om eftermiddagen, da der høres et par skud bag stationen. Hundrede aktivister løber ned over den hvide mark for at nå ud til den nærtliggende motorvej, men politiet har ventet på, at de ville komme. Søge væk fra stationen. Vandkanoner fra to grønne armerede lastbiler sprøjter folk tilbage. Det viser sig senere, at de er lånt i Tyskland.
80-100 tyske politifolk er kørt helt til Landquart med deres seks vandkanoner for at hjælpe de schweiziske betjente med aktionen. Det er første gang i fredstid, at tyske politifolk opererer i Schweiz. Frygten for de allestedstruende terroraktioner, som kan dukke op som et lyn fra en klar himmel, har skabt en ny orden.
Der er vel efterhånden omkring 500 bevæbnede betjente til at holde demonstranterne inde bag afspærringen. En større flok aktivister begynder igen at kaste snebolde mod ordensmagtens udsendte. Da andre opildnes af tilråb og erstatter sneen med småsten, som om de vil kæmpe sig vej til motorvejen for også at stoppe trafikken der.
Men da sender politiet tåregas imod demonstranterne.
En betjent bliver overivrig og fyrer geværets gummikugler af i vandret position, vendt direkte mod klumpen af mennesker. Han stopper først, da en overordnet griber ind og holder ham tilbage.
Helikopteren hænger som en snurrende plet højt oppe, og den synes at dirigere operationen på den hvide mark. En deling betjente løber ind i et bagholdsangreb og fyrer mere tåregas af. Tykke skyer breder sig over marken, øjnene begynder at svie, og folkemængden sætter sig i løb. Væk fra betjentene, tilbage til stationen.
Men da de grædende og med en stadig mere bitter smag i munden har krydset sporene bliver der fyret tåregas af fra de anden side. Fra den lange kæde af hundrede politistøtter på stationspladsen.

Marlboro manden løber stadig
Lokale borgere følger sceneriet fra deres balkoner. En kæmpe Marlboro-reklame med cowboystøvler i løb indhylles i tåregassens røg, mens en masse demonstranter forsøger at finde en smutvej ud af fangenskabet. Alle udveje er lukket, bortset fra i et fjernt hjørne, så mange søger for en stund tilflugt i de ventende toge, indtil de hvide tåreskyer er drevet bort. Den næste halve time er der stilstand. Politiet gør ikke mine til at ændre opstilling. De venter, indtil de indespærrede igen begynder at røre på sig.
De fulde genoptager snekastningen, men politiets folk tager imod tavst imod med visir og deres robocop-beskyttere på kroppen.
Den bayerske politikommissær Hans Schneller virker irriteret, for efter hans mening har kasteriet overskredet tolerancetærsklen. Kasteriet mod betjente ville straks føre til anmeldelse hjemme i Tyskland, pointerer han.
Bag politiets ryg har en cirka 20 unge højreradikale i sorte jakker og kortklippet hår fået lyst til at tage handsken op. Selv om de i uniform ligner den voldelige antikapitalistiske garde på en prik, så hader de dem som bare ind i helvede.
Først smider de snebolde tilbage imod demonstranterne og råber skældsord til dem, og så kaster en lille småfed fyr med tyrenakke en tom ølflaske over imod de indhegnede. En lokal borger med gråt hår løber straks over til tyrenakken og råber, at han skal stoppe.
»Jeg kender ham godt. Han og en af hans venner er herfra Landquart, og de går rundt med nazitegn på skulderen. De er ikke så politisk bevidste, men de ønsker bare at provokere volden frem,« forklarer agronomen.
»Volden skal ikke få lov til at eskalere. Derfor greb jeg ind. Og egentlig er jeg enig med dem der ovre,« siger han og peger over mod de globaliseringskritiske demostranter.
»Da jeg var yngre, var jeg i Afrika, og vi er nødt til at gøre noget ved de voldsomme globale uligheder.«
Spændingen på pladsen er ved at tage af. Folk ser trætte ud efter fem-seks timers nervekrig og udsigtsløst magtspil. De mange fredelige demonstranter, der er blevet fanget i de voldelige aktivisters og politiets spil, virker frustrerede. De har hørt over radioen, at den rigtige demonstration i Davos er overstået. Den forløb fredeligt med musik, »No WEF«-bannere og et kort ophold udenfor World Economic Forums kongrescenter i Davos.
Men der var ikke mere end 2.000, som nåede frem. Den anden halvdel blev stoppet på vejen.

En film til evigheden
World Economic Forums hovedmand Klaus Schwab kan ånde lettet op. Aftenen før demonstrationerne havde han anmodet en ledende NGO-repræsentant om at mægle, hvis der skulle opstå voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter i Davos. Det skete ikke. I Davos. Så næste år vil World Economic Forums prestigefyldte klub igen kunne vende tilbage bjergbyen.
På Landquart station ruller det første ekstratog med hjemrejse til Zürich. Stationsuret viser 17.02. De mange demonstranter beslutter sig for at forlade scenen.
En ung aktivist skynder sig ned i tunnelen under sporene for at tage et billede, inden han tager afsted. »Black Block was here«, står der. Måske skal han bruge det som dokumentation.
På stationspladsen gør de tyske politifolk klar til at rejse hjem. Hans Schneller foreviger det historiske øjeblik med en digital video. Mens han siger farvel til sine schweiziske kolleger, kan de røde jernbanefolk fra Rhätische Bahn starte oprydningen. De skønner, at der ødelagt for omkring 500.000 kroner af materiel.
Roen falder igen over landsbyen Landquart. I aftennyhederne på tv kan de lokale borgere se, at 1.000 aktivister klokken 21.00 steg ud af toget i Bern og smadrede butiksvinduer og fyrede fyrværkeri i en åben gadekamp, hvor Bernerpolitiet fyrede tåregas og gummikugler af for at holde dem tilbage.
Det har næppe gjort indtryk på de magtfulde gæster i Davos. De venter i stedet med spænding på, hvad USA’s udenrigsminister Colin Powell vil fortælle dem om krigen i Irak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her