Læsetid: 2 min.

DF: Regeringen blåstempler terrorister

Regeringen begår et gigantisk selvmål i Al Aqsa-sagen, mener Dansk Folkeparti. Danmark sendte sidste år 48 millioner kroner til Palæstina
3. januar 2003

Inkonsekvens
Mens bagmandspolitiet efterforsker Al Aqsas danske afdeling, så går regeringen i stik modsat retning – og støtter indirekte terror i Palæstina, mener Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup.
For det første har udenrigsminister Per Stig Møller (K) ifølge partiet afvist at medvirke til at sætte den palæstinensiske Hamas på listen over terror-organisationer. Danmark har ellers med sit EU-formandskab haft store muligheder for at påvirke listen.
For det andet støtter Danmark det palæstinensiske selvstyre og lokale organisationer med 48 millioner kroner – penge, som i følge USA også tilflyder Hamas.
»Det virker selvmodsigende, at Danmark selv sender penge til et styre, hvor der er mistanke om, at pengene havner i de forkerte lommer. Samtidig efterforsker politiet en forening for at gøre præcis det samme,« siger Skaarup.
Mens regeringen giver penge til Palæstina, så indefryser Bagmandspolitiet et beløb fra Al Aqsa på angiveligt 1,2 millioner kroner – penge beregnet på netop Palæstina.
Dansk Folkeparti frygter, at regeringen dermed er med til at spænde ben for politiets efterforskning.
Partiet opfordrer nu regeringen til at sætte Hamas på EU’s liste over terror-organisationer. Præcis som USA har gjort det.
»Hamas har gentagne gange taget ansvaret for terror-aktioner. EU’s liste er ikke meget værd, hvis den ikke stemmer overens med den amerikanske,« siger Peter Skaarup, Dansk Folkeparti.
Han fremhæver, at Hamas reelt står får en stor del af aktiviteterne i de palæstinensiske selvstyre, fordi organisationen er så godt organiseret. Hamas driver bl.a. skoler i området.
Den danske afdeling af Al Aqsa sender også penge til at drive skoler i området, men støtter ikke Hamas, understreger foreningens formand Rachid Issa.
Foreningen støtter kun humanitære formål, siger han.

Årlig millionstøtte
Danmark sendte sidste år knap 48 millioner kroner til selvstyret i Palæstina, viser en opgørelse fra finansminister Thor Pedersen.
Penge bliver givet både til regionale projekter, hvor Danmark samarbejder med andre lande, men også til enkelte organisationer, der f.eks. arbejder med menneskerettigheder i området.
Også den dansk-palæstinensiske venskabsforening modtog støtte på i alt 70.610 kroner.
Dansk Folkeparti forlanger nu skærpet kontrol med hver eneste krone, som Danmark sender til Palæstina.
»Der har været afdækket sager, hvor pengene ender hos Hamas eller i lommerne på den palæstinensiske leder Arafat. Derfor må vi have en udførlig kontrol af hvad pengene går til,« fastslår Peter Skaarup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu