Læsetid: 5 min.

Den distingverede pølsemand

Jens Kistrup, teaterkritikeren par excellence, er død 77 år gammel
9. januar 2003

Nekrolog
Livligt, det var det at møde Jens Kistrup. Uforeneligt med tanken om død. Der var i hans måde at tale og meddele sig på noget kontinuerligt. Altid en indbygget fortsættelse. Den form for intelligens og begavelse, der så at sige bygger videre på det, man ikke engang selv når at sige, et indre tempo, der ikke forhindrede ham i at have god tid.
Han var netop en mand, man mødte i det københavnske gadebillede, i mange år på cykel, siden til fods i en særlig slentren, baseret på en vis litterær koreografi. Byen var for ham tydeligvis en scene i betydningen et opmærksomt nærvær også af medagerende. Selvbevidst uden at føre sig frem, selvironisk tilmed. Sidste fælles vandring skete forleden efter premieren på Betty Nansen Teatret i mageligt tempo ned ad Frederiksberg Allé, han med åben frakke i den bidende kulde. En Hans Brix-rolle mimet efter en stor forgænger, hvem han meldte sin respekt med bogen Hans Brix og teatret (1969), ikke just hans forbillede, som snarere var Frederik Schyberg, den ubestikkelige, saglige, alt vidende teaterkritiker. Dertil føjet den nævnte livlighed og overvældende produktionslyst

Ikke at man talte om forestillingen under møder i teatret. Den gik han hjem med til skriveredskaberne, som har været uundværlige legemsdele og eksistentielle redningsplanker i et liv, der ikke bød på de store omvæltninger eller ydre forandringer. Vi gjorde aldrig oprør (1973), kaldte han en samling klummer og betragtninger, blandt andet over sin generation af trygge gymnasiaster og studenter af årgang 43, nok besættelsestid, men hvilende i en uantastet tradition af borgerlig dannelse. Han vendte hyppigt tilbage til sådanne selvopgørelser i en nærmest voksende lyst til bekendelse og analyse af et liv inden for ordnede grænser. Grænser for lyst, selvudfoldelse, kærlighed.
Desto stærkere var hans professionelle opmærksomhed over for det kritiske hverv, anmelderiets vilkår, den tabte autoritet i oprørenes tid, ansvarsfølelsen for teatrets udvikling, kriser og fornyelser – i bevidstheden om, at han dog var en autoritet, ikke kun som kritikerkorpsets doyen, men som den, der kunne trække på en uhørt lang erfaring, først som filmkritiker fra 1946 ved Berlingske Tidende, fra 1950 fast litteratur- og teatermedarbejder. Indtil i går i aktion ved samme bladhus i en gensidig identitetsoplevelse. Et ægteskab, indtil døden satte skel.

MAN LÆSTE sine lektier, gjorde, hvad man skulle dengang i det, man roligt kan kalde gamle dage. Han gennemførte sit universitetsstudium på få år, blev mag.art. i litteraturhistorie i 1949 og nåede året før endda at skrive en guldmedaljeafhandling om romantismens Heiberg, som han dog forholdt offentligheden.
Man var nøje med sit liv. Ingen tvivl om, at Jens Kistrup førte dagbog ved siden af klummeskriveriets stadige justeringer og temperaturtagninger, stimuleret af det han kaldte Forvirringens tid (1965), den første samling ’kommentarer og klummer’. Han måtte gøre sig overvejelser over anmelderens lod: at blive anset for ’flink eller ikke flink’. »Enten kan man lide dem 100 procent. Så er man flink. Eller også kan man slet ikke lide dem. Og så er man ikke flink. Driller man dem eller gør man dem til grin, er det fordi man har et horn i siden på dem. Så er man ikke bare ondskabsfuld. Så er man ond.«
Han fik mange reaktioner af den slags, skønt han sjældent var entydigt for eller imod, men nuanceret, havde gerne forbehold i sin ros eller forståelsens overbærenhed i det mislykkede. Meget godt havde han at sige pro et contra. Han var ikke ræd for at sige til og fra over for de venner og uvenner, man uundgåeligt erhverver sig i det relativt lille litterære og teatralske miljø. Han kunne have sine faste overbevisninger, f.eks. anså han ubekymret undertegnede for at være kedelig som anmelder, mens han selv var kvikheden lyslevende. En rollefordeling, der slet ikke udelukkede, at vi havde et fortrinligt samarbejde om den moderne tid i Politikens dansk Litteraturhistorie (1966 og flg. udg), hvor han skrev den meget vidende og livlige part om dramatikken.

SOM JOURNALIST risikerer man at måle sit skriverliv ud med en teske i stedet for de store greb, i form af forskning eller det sammenhængende værk. Den gamle akademiker vendte nu og da tilbage til problemet, men argumenterede udmærket for skribentens særlige vilkår: at måtte stykke sine hovedværker sammen af små dele, lykkeligt distraheret af nyhederne fra scenegulvet, strømmen af fristelser fra bogforlagene, appellen til hans nærvær og opsamlede encyklopædiske viden. Ustandselige opslag i det måske kaotiske univers, som han så udmærket administrerede.
Kistrups teater (1985), hedder et festskrift, som Niels Birger Wamberg redigerede til hans 60-års dag. Det var Kistrup selv, der leverede festen med dette udvalg af refleksioner over teatrets verden gennem 40 år. Ikke anmeldelser, men egne debatimpulser med emner som forholdet mellem dansk og udenlandsk teater, kritik og ikke mindst portrætter, af dramatikere og skuespillere. En særlig kunstart er det at huske en aktørs eller aktrices udvikling, lydhørt at tegne den op og det kvalificerede mod til at udpege retning, muligheder og faldgruber. At kunne rumme så megen selvsikker tvivl og uro og dog ligne en streng og glad vejleder, er en aparte egenskab. Skepsis og begejstring, ironi og energi hører sammen i det
Pølsemandens bod? Levering af journalistisk fast food? Det er anfægtelsen og frygten for at havne i småtingsafdelingen, som er den stadige anfægtelse. Den mere end anes i Jens Kistrups forord til den store samling af artikler 1970-98, Jens Kistrup med det hele, som han selv redigerede. Et testamente før tiden. »Jeg er pølsemanden, der leverer den ønskede vare. Det hurtige måltid, pølsen eller hotdoggen, med brød, sennep og ketchup, med rå eller ristede løg. Med det hele.«
Den forklaring, han her leverer fra vognens indre, er fascinationen af Nu’et, det som ophæver afstanden mellem mennesker. »Hovedsagen er nuet – det nu, jeg har dyrket, elsket, indimellem også hadet i mit lange samliv med teatret, i mit næsten lige så lange samliv med journalistikken.«
Dér har vi så Jens Kistrup på avisens teatersider og i parkettet. Nødvendig at konsultere, når man har været i teatret på Frederiksberg, i den indre by, Stockholm, Göteborg, Oslo eller netop ikke har været der. For at møde det nu, det incitament af opmærksomhed, erindring og erfaring, han kunne formidle – med en vidtfavnende puritanisme, sin skiftende hjertelighed og reservation.
Men nu ikke mere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her