Læsetid: 6 min.

I dit korte liv

PH, Stormen, et læserbrev og nok et par – forsinkede – nytårsbetragtninger i anledning af et 50 års jubilæum
3. januar 2003

Frie Ord
Det hele – nærværende Frie Ord (FO) – begynder i slutningen af sidste år på dagen for det nye kirkeårs begyndelse, da Informations Venner havde bedt om et foredrag i Københavns Nyhavn om Jesus. Advents-pointen svarede ganske til den, der godt tre uger efter stod at læse her i avisen juleaften om samme Jesus, der (heller) ikke blev til noget (trods al karriereplanlægning). Denne pointe fik i Nyhavn en af vennerne til at mindes Poul Henningsens ’salme’ over om ikke Jesus så dog Shakespeare: »I dit korte liv«.
Der har du jo temaet for dit nytårs-FO, tænkte jeg for nu en måned siden. Ganske vist har PH’s særdeles frie og herligt fordanskede oversættelse af Fandens oldemor med det glædelige budskab – evangeliet – om cigaretter, whisky og nøgne pier (»Jeg ved godt, hvad der lurer i jeres fantasier:/ Det der kradser og kløer, og en pige, der vil,/ det har fanden skabt, men vor herre hjalp til«), altid forekommet mig at være en af de bedste salmer, der er skrevet siden Grundtvig.
Men jeg må give Nan Henningsen ret i, at »I dit korte liv« overgår dem alle. Thi Nan Henningsen var det, der mindedes Poul Henningsen i anledning af Jesus-historien, og det gjorde kun (på)mindelsen endnu kraftigere. Med den geniale interviewer Nan delte jeg nemlig i mange år kollegaskab her på bladet, og siden er hun og hendes mand blevet nogle af mine nære venner. Når så min egen Vartov-præst, Torben Damsholt, i en Herreværelse-samtale i radioen for nylig også bekender sin betagelse af PH’s Shakespeare-salme, måtte jeg efterhånden tage det som tegn fra ikke David Trads men vor herre eller Vorherre selv. Ikke mere vrøvl!
Alligevel gik der vrøvl eller i hvert fald Nyrup i det: Jeg faldt over nogle passager i den afgåede socialdemokratiske formands afskedstale, som dels i sig selv forekom opsigtsvækkende, dels var opsigtsvækkende ved absolut ingen opsigt at vække. Det krævede både et FO lige før jul og et opfølgende mellem jul og nytår, altså for en uge siden. Hvilket foranledigede en anden læser (end Nan) til at sende en personlig email, der er så lidt privat, men til gengæld relevant, at den i fyldigt uddrag fortjener almengørelse, hvilket hermed sker. Inden PH får ordet. Dog i smuk forlængelse af emailen..

Hin enkelte læser skriver: »Du har jo ret i – som du skriver i det sidste frie ord – at sandheden om verdens tilstand er ilde hørt. Man kan også sige, at der er tale om en enorm fortrængningsproces, og spørgsmålet er jo, om der ikke er nogen af de samme mekanismer på færde, som dem psykoanalysen taler om. Jeg kan huske, at N.N. engang – vist nok i en sjælden omtale af nogle private forhold – sagde, at man ikke kan se sin elendige situation i øjnene, før man kan se en vej ud af den.«
»Som enkeltindivider er det uhyre begrænset, hvad vi kan gøre, og bevægelser a la arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen, ungdomsoprøret, kvindebevægelsen etc. er jo ikke noget, man bare lige får sat i gang – hvad din egen afmagt jo er et godt eksempel på. Og dybest set ved vi jo ikke, hvad folk gør og tænker. Vi kan sagtens se, at der forbruges helt vildt f.eks. her i
juletiden.«
»Vi kan også udpege nogle, vi kender, der er værre end andre, men ellers ved vi det jo kun fra nogle upersonlige statistikker. Dvs. at man er ovre i, at frustrationens genstand bliver det ret upræcise ’folk’, der ikke opfører sig som ’folk’ burde gøre. Og at skælde ud på folk i al almindelighed er jo som at skyde med spredehagl: man rammer nok dem, der skal rammes, men også alle andre – og netop det brede sigte gør, at de, der burde føle sig ramt, får let ved at melde hus forbi, og de, der har bedre samvittighed, føler sig uretfærdigt behandlet.«
»Jeg tror, man er nødt til at gå ud fra, at ’folk’ dybest set gerne vil det gode. Gør man ikke det, dvs. gør man det modsatte, har man anbragt sig i en på forhånd håbløs situation, der jo også gør det tåbeligt at moralisere over folk. Forudsætter man ikke, at det kan nytte noget, altså at der findes en lydhørhed og en god vilje bagved ligegladheden og fortrængningerne, så gør man sin egen frustration og fortvivlelse meningsløs. Vi bør måske også huske på vores egne gamle analyser af ’kapitalens’ enorme magt: det er faktisk et overvældende påvirkningsapparat med næsten ubegrænsede ressourcer til rådighed, som døgnet rundt gennem reklamer, tåbelige tv-programmer, computerspil etc. etc. gør alt, hvad muligt er for at besætte vores tanker og vilje. Det er faktisk forbavsende så ’fornuftige’ de fleste mennesker alligevel er. Konklusion: Fortsæt med dine Frie ord!«

Det gør jeg så. Ved straks at give dem videre til den næste, altså PH:
»Undskyld, jeg sir et alvorligt ord./ Det er klogt, at De forstår det straks. Bare en hyldest til denne jord,/ for vi har jo kun den samme slags./ Verden har nu hadet mer end nok./ Vi kan kun besvare med at elske./ Selv i den jordiske kærlighed/ findes våben mod et ragnarok.// I dit korte liv/ er hver time dyr,/ hvert sekund et dyrt sekund./ Du glemmer vel ikke, at årene ryer./ Se på dit ur: Viserne flyer./ Hold dig vågen ven./ Vores lille liv/ sluttes inde af en søvn./ Vi er af samme stof,/ som drømme gøres af:/ det store tomme rum.«
Her citeret fra Alvorlig sjov – 25 år med Poul Henningsen gennem dansk revy og kulturliv, som blev udsendt på Stig Vendelkærs Forlag for nøjagtig 50 år siden. Ude i marginen kommenterer PH løbende sine tekster til de forskellige – hver gang helt afgørende eskatologiske – lejligheder, og om »I dit korte liv« til musik af Kai Normann Andersen hedder det:
»Lad mig bringe endnu en vise, fordi to historier knytter sig til den. Refrænet er fra Shakespeares Stormen: Vi er af samme stof, som drømme gøres af ... Frederik Schyberg (Politikens teaterkritiker omkring Anden verdenskrig, el) holdt meget af den. Han skrev aldrig om den, for han anmeldte ikke forestillingen, men jeg ved, han var en af de få, som følte noget ved den. Liva (Weel, el) derimod sagde de uforglemmelige ord:
»Poul, jeg aner ikke, hvad den handler om. Jeg tror, det er noget med atomteori. Men de skal få den hver aften lige i masken.«
Og hun gjorde det – svigtede aldrig, blev aldrig træt af at gå ind for den. Hun var i enestående grad forfatterens talerør.«

Og Shakespeares. Da Stormen er hans ’testamente’, som sammenfatter det hele, er det mildest talt selvmorderisk at forsøge en kort fortolkende sammenfatning af sammenfatningen af – det hele. Det gør jeg så.
Når Stormen begynder med en tilintetgørende storm og slutter med den berømte replik om tilintetgørelsen (se ovenfor på denne side), det store tomme rum, der også er PH’s inspiration, er forklaringen, at det nu engang er et antropologisk – eskatologisk – grundvilkår, at mennesket forholder sig til intet, døden, to be or not to be.
Som var intet noget. Ja, alt! Men at to vidt forskellige svar kan gives på det samme vilkår: Enten at vi tager vores udgangspunkt i intet for derfra abstrakt at begribe, beregne og beherske alt.
Eller at vi ved hver eneste lejlighed lader os overrumple af det er, som er, for intet kunne jo være, at det ganske dagligdags må modtages som en kærlighedsakt. Skønt (eller netop fordi?) vi ikke aner, hvad det handler om.
»Alle som påstår, der findes mer,/ gir os veksler uden underskrift./ Mennesket har dyrket en hob ideer/ som erstatning for naturlig drift./ Enkel er din skæbnes smukke lov./ Hvert atom forlanger, du skal leve./ Mennesket blev menneske i kærlighed –/ gjort i elskov – ja det blev vi dog.// I dit korte liv/ er det meste spildt./ Tænk igennem punkt for punkt./ Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt:/ Håndtryk blev glemt,/ chancer blev spildt./ Hold dig vågen ven./ Hvorfor sove nu/ i den lyse sommernat .../ Det haster med det kys./ Den kommer, før du tror,/ den drømmeløse søvn.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her