Læsetid: 3 min.

Ennio Morricone: Signor Soundtrack

Ennio Morricone opererer inden for adskillige felter, men har først og fremmest sat sit præg på filmmusikken
7. januar 2003

Nyt bokssæt
Efter at have set på værklisten kommer man i tvivl, om den verdensberømte komponist Ennio Morricone overhovedet lever andre steder end i musikkens verden. Den 74-årige italiener har siden sin første komposition, Il mattino fra 1946, skabt filmmusik, symfonier, korarrangementer, samt piano- og kammerstykker.
Mest kendt er Morricone for sit samarbejde med landsmanden Sergio Leone og dennes spaghetti-westerns. Men et nyt bokssæt, Io, Ennio Morricone, viser for dem, der er i tvivl, at han kan mere end at levere lydspor til Clint Eastwood, Lee Van Cleef og andre solbrændte gunslingers med sammenknebne øjne og gennemtyggede cigarillos.
Ikke desto mindre har det vilde vesten ikke været sig selv, siden Morricone i 60’erne skrev lydsiden til Sergio Leones såkaldte dollar-trilogi, En nævefuld dollars, Hævn for dollars og Den gode, den onde og den grusomme. Italienskproducerede film om det vilde vesten, deraf det noget nedsættende udtryk spaghetti-westerns, der gjorde op med Hollywoods romantiske mytologisering af the frontier.
I stedet blev en ny og mere tidstypisk rollefigur lanceret, der især i skuespilleren Clint Eastwoods skikkelse var den ubarberede og noget anløbne macho-helt, der ikke gik af vejen for at benytte samme hårde metoder som skurkene – der ikke gik af vejen for at give kvinderne en lussing, hvis de havde fortjent det, og som ikke stod tilbage med nyvasket og tilbageredt hår efter et slagsmål. Leones ensomme ryttere var et opgør med filmindustriens vanetænkning i både form og indhold, men også på lydsiden i kraft af Morricones bemærkelsesværdige akkompagnementer.

Det enkle tema
Morricones stilistiske trick var og er stadig at lade melodierne kredse om simple temaer, eksempelvis opbygget af en mundharpe, en piccolofløjte, en spansk guitar eller en trompet, der slår en enkel men temperamentsfuld melodilinje an inden orkestret træder til.
Morricone tildeler i reglen en films gennemgående personer og stemninger hver sin melodi, som forstærker temaet og fortætter dramaet. Ikke kun de hårde gutter beriges med en knastør guitar, Morricone har også ører for melankolske og nostalgiske temaer, som billeder på tidens foranderlighed, som det med næsten højtbelagt patos kan høres i Leones storværker Once Upon A Time In The West og Once Upon A Time In America.
Morricones melodier underbygger ikke kun billedsiden, de er ofte alene så stærkt billedskabende, at de fungerer uden for filmens felt. Forvrængede guitarer, mandskor og strygere, ofte sammensat i meget rytmiske arrangementer med inspiration fra det store sangkatalog, fra klassisk til elektronisk avantgarde, har gjort Morricone stildannende blandt udøvere inden for pop, rock og den alternative countrymusik.
Siden 1961 er det blevet til hundreder af kompositioner til en lang række internationalt kendte instruktører, fra Oliver Stone til Pedro Almodóvar.
I 1968 skrev Morricone musik til hele 27 film og i det efterfølgende årti stod hans navn på et utal af filmplakater. Det bør tilføjes, at denne overmenneskelige produktion ikke altid har formået at holde det høje niveau.

Symfonier i fritiden
Men priserne er regnet ned over den begavede stilist, Cannes-festivalen hædrede ham for Mine aftener i paradis, og Oscaruddelingerne har givet ham adskillige nomineringer, men endnu ingen førstepris, selv om Hollywood har været storforbruger af ham.
Ordner hænger man på idioter, synes måske at være Morricones motto, i hvert fald hviler han ikke på laurbærrene, men komponerer videre. Således skrev han i 2002 musik til en film og fire tv-serier.
Men her stopper det ikke, som bokssættet fører bevis for: Sideløbende med filmarbejdet har der også været tid til at skrive klassisk musik i den moderne tradition, som de høres hos især Igor Stravinsky og Charles Ives.
Det er alle værker kendetegnede ved enkle, gennemgående temaer, der løbende varieres over, med skift i tempo og temperament. Men som først og fremmest viser Morricone som en stor kender af sit gebet, der digter videre, men ikke finder nye veje ind i musikkens kringelkrogede univers.
At se hans symfonier og kammerstykker som en adspredelse efter en hård dag i filmstudierne er en lidt for uretfærdig bedømmelse. Men det er immervæk indtrykket, at Morricones store bidrag er og bliver til filmmusikken, der til gengæld står som et af filmhistoriens vægtigste.

*Ennio Morricone: Io, Ennio Morricone. 4 cd box + booklet. Editions Milan Music/Universal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu