Læsetid: 3 min.

Han fik succes på et afbud

Uanset facit ved VM har Torben Winther vist, at livet ikke behøver være for kort til herrehåndbold
31. januar 2003

Portræt
I skrivende stund vides det ikke om det danske herrelandshold i håndbold er videre til semifinalerne ved VM. Kampen i aftes mod Kroatien skulle vindes med et tocifret antal mål samtidig med at andre faktorer skulle gå op.
Der skulle med andre ord mirakler til. Og mirakler har aldrig været forbundstræner Torben Winthers metier. Han er mere til metodik og køligt overblik. Egenskaber, der har bragt den lidet spotlightsøgende Winther i sofahøjde med prime time-Danmark.
Seerne har i Winther kunnet se en helt anden, afbalanceret træner end selveksponeringer som Ulrik Wilbek og Leif Mikkelsen, der aldrig har været i tvivl om, at træneren er lige så vigtig som spillerne. Mindst.
For Torben Winther er spillet og det lange, ofte seje træk vigtigst. Og selv om manden har temperament, kan hans ydre ro ofte ligne indifference, som f.eks. i onsdagens kamp mod de overmægtige russere, hvor flere iagttagere bagefter mente at vide præcis, hvad Winther skulle have gjort og navnlig ikke gjort. Måske begik han en fatal fejltagelse ved ikke at skifte til en mere offensiv opdækning. Måske ikke, for var de ikke bare bedre, de russere, og i håndbold er der også en tid til at erkende og resignere. Og en ny kamp.
Nu er der det tankevækkende ved håndboldmiljøet, at de toneangivende alle kender hinanden. Ja, i Winthers tilfælde har to af de aktuelle kommentatorer, Bent Nygaard og Anders Dahl Nielsen, været henholdsvis førstevalg til posten
som landstræner og skeptiker over for valget af netop Winther.

Brændende ærgerrighed
Torben Winther blev stort set landstræner på afbud. Hans navn blev bragt op i september 1999, da Nygaard alligevel ikke ville have jobbet. På sit cv havde Winther lige tilføjet et verdensmesterskab for u-landshold – frugten af det arbejde, han som områdeleder for plantræning havde stået i spidsen for i Dansk Håndbold Forbund. Til daglig trænede han Helsinge, men Winther var ikke et navn, og han skulle overtage et landshold, der var kriseramt. Livet havde længe været for kort til herrehåndbold.
Det har det aldrig været for Torben Winther. Allerede som det, der dengang ikke hed playmaker, spredte hans tunge stående skud rædsel hos modstanderne i drenge- og juniorrækkerne, hvor han huserede for Schneekloth, klubben, der udelukkende rekrutterede fra drengegymnasiet af samme navn.
Omvendt skulle man aldrig regne med, at Torben var den, der løb sig i position til at omsætte målmandens lange udkast i mål (den, der skriver dette, prøvede tit, men Torben tog sig tid).
Til gengæld var der omtanke i hans spil, som senere blev forlenet med både råstyrke og teknisk raffinement i Helsingør IF, hvor han i 10 år var krumtap som en moderne udgave af den lokale legende Per Theilmann.
Musikalsk blev Winthers spil aldrig, men organisatorisk. Det kom ikke helt bag på dem, der i gymnasieårene spillede med Winther i bandet Fair Sex, der skruede op for ugudelig rock om lørdagen i et lokale i Kirkeministeriet. Et ressortområde, Torben rådede over efter lukketid, fordi hans far var maskinmester på Christiansborg.
Som stort set alle andre håndboldtrænere af betydning er også Winther skolelærer, og selv om man ikke skal underkende den ad hoc- indsats en hasteindkaldt Leif Mikkelsen gjorde i ventetiden på Winthers tiltræden, har Winther formået at forbedre holdets hierarkiske klima til fordel for en atmosfære, hvor der ikke er nogen tvivl om, hvem der har førertrøjen, men den bevidsthed er tilsat en banal, men svær erkendelse af, at man i holdsport ikke kommer i mål solo.
Bag Winthers rolige facade gemmer sig en brændende ærgerrighed. Derfor ærgrer det ham hver gang der tabes, men mindst lige så meget hvordan der tabes. For som hans assistent, Thor Munkager, har sagt: »Man går ikke ind og arbejder så hårdt medmindre man også gerne selv vil vinde. Jeg tror, Torben lever sin drøm.«
Med åbne øjne og taktiktavle, kunne man tilføje.

*Torben Winther f. 16. januar 1949. Landstræner. Læreruddannet. Ungdomsspiller i Schneekloth og Viben, siden Helsingør IF 1973-82.
To ungdoms- og fire ynglingelandskampe. Træner i bl.a. Roar, Helsinge og Helsingør. Gift og far til tre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her