Læsetid: 2 min.

Film i tv

17. januar 2003

Der var engang en vicevært
*Osvald Helmuth, Lulu Ziegler og Victor Borge medvirker alle i denne komedie fra 1937. Osvald som vicevært Christensen, en menneskekærlig sjæl, der tager sig af en gruppe unge kunstnere, som bebor kvistlejlighederne i hans ejendom.
Lulu Ziegler som en sangerinde, der giver sangen »Tidens rytme« på en baggrund af marcherende soldater, stridende hære og voldsom bomberegn – en hvas Brecht-Weill-agtig advarsel mod tidens krigstrusel. Og så er det Victor Borge, der har en lavkomisk rolle under navnet Børge Rosenbaum og bl. a. prøver nogle klavergags ...
Filmen er en typisk energisk og bevægelig 1930’er-folkekomedie af parret Alice O’Fredericks-Lau Lauritzen.
DK4, kl. 20.30-22.15

Gift med mafiaen
*Blondinen Michelle Pfeiffer er her brunette i en fin komedie om en kvinde i mafiaens udkant. Angela har mand og barn og en flot villa på Long Island. Men da ægtemanden, lejemorderen ’Agurken’, selv må lade livet, prøver Angela at bryde med forbryderverdenen og starte på en frisk.
Hun flytter med sit barn til en sølle lille lejlighed i New Yorks fattige Lower East Side-kvarter, men to nisser flytter med – en gangsterboss Tony the Tiger, der lægger an på hende, og en ung stræbsom FBI-mand, som både interesserer sig for hende professionelt og privat.
Jonathan Demme har instrueret og er ekspert i varme og vittige komedier om hverdagsamerikanere, der gennemprøver nye identiteter, mens de hvivles ind i omstyrternde eventyr – film som Melvin og Howard ogVild og blodig (Something Wild) med Melanie Griffith.
I samme stil er Gift med mafiaen fra 1988, domineret af Michelle Pfeiffers sødmefulde portræt af den unge gangsterenke. Men også Dean Stockwell som Tiger og Matthew Modine som FB-manden er i stødet. God musik har filmen også, fra David
Byrnes raffinerede underlægning til Rosemary Clooneys gamle hit »Mambo Italiano«.
TvDanmark 2, kl. 21.05-22.55

Patton
*George C. Scott, der døde i 1999, fik i 1970 en Oscar, som han nægtede at modtage, da han ikke så sig selv som en konkurrent til de andre skuespillere.
Hans karrieres største præstation er som den temperamentsfulde amerikanske pansergeneral Patton, der under Anden Verdenskrig legede kat og mus i Sahara med sin tyske kollega, feltmarskal Erwin Rommel.
Patton sejrede til sidst, men hans egensindige natur bragte ham på kollisionskurs med sine overordnede, og han blev kørt ud på et militærmæssigt sidespor. Patton, der er fyldt med både storslåede slagscener og mere intime optrin, hvor mandens store ego folder sig skræmmende ud, vandt syv Oscars, også for ’bedste film’ og for Franklin J. Schaffners instruktion.
George C. Scott imponerer med sit buldrende og intense portræt af en kompromisløs og flamboyant personlighed, mens Karl Malden, som Pattons overordnede, general Omar Bradley, klarer det svære at yde ham passende modspil.
TV2, kl. 23.45-02.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her