Læsetid: 2 min.

Film i tv

14. januar 2003

Stepmom
*»Man tør ikke tænke på, hvordan filmen ville have set ud uden Susan Sarandon. Kun i kraft af hendes umådeligt generøse spil undgår Stepmom at blive så klæg og ulidelig, som manuskriptet ellers lægger op til.«
Sådan skrev Eva Jørholt her i bladet om skilsmisse-dramaet fra 1998, der handler om tiden efter skilsmissen. Hvordan føles det for den efterladte kvindepart (Susan Sarandon), når hun pludselig skal dele sine børn med en ny mor-model? Kan hun konkurrere i børnenes øjne med den yngre Julia Roberts, der ved så meget mere om fast food og rockmusik end solide gamle Susan?
Chris Columbus står for den karakteristiske Hollywoodproduktion, der bearbejder tårekanalerne ret kraftigt. Men skuespillerne er jo virkelig gode - ikke blot Susan Sarandon, men også Julia Roberts og Ed Harris som faderen.
TV3, kl. 20.00-22.30

En fremmed flytter ind
*Melanie Griffith og Matthew Modine danner et tiltalende par i denne drevent sammenskruede gyser. Men Michael Keatons lejer stjæler billedet som slem fyr. Tilsyneladende yderst checket og velbeslået, en mønsterlejer, men kun indtil lejekontrakten er underskrevet. Derefter afslører han sig gradvis som psykopat i fuldt flor. Det dejlige gamle hus i San Francisco bliver hjemsted for fatale nabostridigheder.
Konstruktionen fungerer takket være John Schlesingers velturnerede instruktion og en meget stærk rollebesætning. Michael Keatons lejer har farlighed indbygget i selv den mindste af sine altid lidt for hurtige bevægelser, og Matthew Modine vender vrangen ud af sin sædvanlige pæne, følsomme unge mand. Og som hans kone, der håbede på at skabe et dejligt hjem, er Melanie Griffith sød og blød som smør – alt for blød, skal det siden vise sig.
TV2 Zulu, kl.20.25-22.10
Pacific Heights

Kansas City
*Det er barndomsminder, der ligger til grund for Robert Altmans udprægede con amore-arbejde fra 1996, hvor han udmaler sin fødeby Kansas City i 1930’erne. Her højtrives jazzen med navne som Lester Young og Coleman Hawkins; Hollywood leverer idealerne; depressionen skaber skarpe klasseskel; og politikerne har travlt med at fiske i rørt vande.
Harry Belafontes edderkop af en ghetto-gangster, Seldom Seen, troner synlig for alle i spille- og jazzklubben The Hey Hey Club med sine pengestakke og sin narkotika, omgivet af et hof af gorillaer. Belafonte, der jo ofte har været lidt renskuret, har tydeligvis nydt for en gangs skyld at gøre alle de ukorrekte ting – samt analysere magtfordelingen i den driftige by Kansas så logisk, at det er svært at give figuren uret. Men hovedpersonen er den jævne telegrafistinde Blondie (Jennifer Jason Leigh), der kidnapper en politikerfrue for at redde sin småkriminelle mand ud af en gruelig knibe. Societykvinden (Miranda Richardson) og kidnapperen danner filmens lettere groteske par.
Sverige 2, kl. 22.30-00.25

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu