Læsetid: 2 min.

Film i tv

13. januar 2003

Hestehviskeren
*Den evigt unge Robert Redford yder sjælelindring for stresset mor, traumatiseret teenagepige og kulret ridehest i sin egen romantiske bestseller-filmatisering fra 1998. En all-round hestekur.
Teenageren Grace styrter på sin elskede ridehest Pilgrim og får amputeret det nederste af det ene ben. Også Pilgrim bliver ilde tilredt og får tilmed et psykisk knæk. Dens passere vil helst slå den ned.
Moderen Annie (Kristin Scott Thomas) er en fortravlet, stresset ugebladsredaktør, efter ulykken ude af stand til at nå ind til Grace. Men hvis Pilgrim helbredes, vil Grace så igen kan sætte sig på ryggen af den? – Annie opsøger Redfords ’hestehviskeren’, kendt for sin kommunikation med heste, og så er der sikker bedring på vej. Men hvad romancen angår, så har filmen et par overraskelser oppe i ærmet.
Som instruktør viser Redford en del af sin følsomhed: den første time er umiddelbart medrivende og menneskeligt nærværende. Og mors og datters tur til Montana er en tour de force af flot vinklede helikopterbilleder og velgennemtænkt montage, forstærket gennem et velberegnet skift til bredlærred. Amerika foldet ud som vidunderlandskab.
Den alt for lange filmen har endnu et trumfkort i Kristin Scott Thomas som den neurotisk dominerende mor, der lærer landlivets ro at kende.
TV3+, kl. 20.00-23.15

På gensyn gutter
*Trods den danske fjolletitel er det en ambitiøs Gene Kelly-musical fra 1955 med satire over det nye tv-medie og en del bittersmag i historien om tre soldaterkammerater, der mødes igen efter ikke at have set hinanden siden 1945.
Nu har de ikke meget til fælles og irriterer hinanden. Men det kommer der en del gode dansenumre ud af, bl. a. med Cyd Charisse. Kelly har instrueret med Stanley Donen –- det samme par, som lavede Syng i sol og regn, og de har også brugt de samme manus-forfatteren, Betty Comden og Adolph Green. Mere opsindsom end vellykket musical.
It’s Always Weather
TCM, kl. 20.00-22.00

Telefonen ringer kl. 23
*Intet går som forudset i Alfred Hitchcocks gamle gyser med Ray Milland og Grace Kelly.
Millands playboy og tennisspiller lægger en snedig plan, der skal tage livet af hans kone, så han kan få hendes formue. Han får en håndlanger til at tage af det grove, mens hans selv dyrker sit dejlige alibi i en klub. Men hustruen overlever, og nu må den djævelske ægtemand prøve at få det bedste ud af den uforudsete situation.
Filmen bygger på det samme teaterforlæg af Frederick Knott, som vi i 1998 så i en udgave med Michael Douglas og Viggo Mortensen. De magtede ikke ved fælles hjælp at få gjort kål på irriterende Gwyneth Paltrow, ærgerligt nok. Anderledes med Hitchcocks sympatiske Grace Kelly.
Den noget snakkesalige thriller er en af Hitchcocks lette sager, en udpræget teaterkonstruktion, men spændingsmesteren har nydt at skildre forbryderen som en sleben gentleman med fin facade og skumle bagtanker. Og Ray Milland er fortræffelig i hovedrollen.
Sverige 2, kl. 23.25-01.10

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu