Læsetid: 2 min.

Film i tv

10. januar 2003


Den sidste forførelse
*Linda Fiorentino leverer en femme fatale i isnende moderne, målbevidst udgave i denne opdatering af den gamle film noir-genre. Erotisk går hun lige til biddet, og pekuniært er hun heller ikke tabt bag en vogn, da hun flygter fra ægtemanden med en stor sum penge. Peter Berg er den usikre ungersvend, hun snor om sin lillefinger i denne stilsikre udgave af den slags krimihistorier, som Hollywood excellerede i for snart et halvt århundrede siden. John Dahl er instruktøren, og han kan sin filmhistorie.
TV2 Zulu, kl. 20.00-21.50

Jægerne
*Rolf Lassgård – det store tunge brød af en karakterskuespiller – slog herhjemme sit navn fast som lægen i filmatiseringen af Enquists Magnetisørens femte vinter. Men inden da gjorde han stort indtryk i den svenske spændingsfilm Jægerne, der i 1996 blev en kæmpe-succes i Sverige og også trak et pænt publikum i danske biografer. Lassgård spiller strømeren Erik, der er individualist og derfor ikke passer så godt til tjenesten i Stockholm. Han vender tilbage til hjemstavnen langt nordpå, modtages varmt som den fortabte søn og optages i det dominerende mandefællesskab. Men da han skrider ind mod ulovlig våbenbesiddelse, kommer han i konflikt med kammeraterne. Indbringende krybskytteri er nemlig det store nummer for mange af stedets mænd. Erik lugter bageriets rådne mandehørm og søger frisk luft. Men fælden klapper, og en kædereaktion af voldshandlinger sættes i gang.
Instruktøren Kjell Sundvall stammer selv fra en nordsvensk egn som den, der skildres her – smuk, øde skovnatur som en effektfuld westernagtig baggrund for den mere og mere spændingsladede handling. Sundvall kan sit krimi-håndværk og har sammenskruet en hårdtslående historie med visse allegoriske undertoner. For til syvende og sidst handler den nok om det svenske neutralitetstraume: Man isolerer sig, udrydder eller mishandler fremmede og dækker over hinanden i en lille sammensvoren kreds.
Sverige 1, kl. 21.00-22.55

Jeg tilstår
*Alfred Hitchcock tog i 1952 til Quebec i Canada for at optage denne blanding af spændingsdrama og romance om en ung katolsk præst, der modtager en morders bekendelse.
Forskellige sammentræf medfører, at præsten mistænkes for mordet, og han kan ikke rense sig, for han jo bundet af sit tavshedsløfte - skriftemålet er ukrænkeligt. Senere bliver der mulighed for den rigtige morder til at aflægge endnu et skriftemål.
Som praktiserende katolik kunne Hitchcick ikke føle den ret alvorlige historie helt så fremmed som man skulle tro, men han var ikke selv tilfreds med filmen. Det var dog en af de film, der var de franske filmkritikeres stærkeste trumfkort, da de i sin tid kanoniserede Hitchcock som seriøs kunstner snarere end underholder. Montgomery Clift er smuk og renfærdig som præsten, men Anne Baxter en ret kedelig heltinde. Hitchcock ville have haft svenske Anita Björk, men filmselskabet sagde nej på grund af Björks status som ugift mor.
Sverige 2, kl. 22.25-00.25

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu