Læsetid: 2 min.

Film i tv

25. januar 2003

Apostlen
*Den fremragende karakterskuespiller Robert Duvall har skrevet og instrueret dette drama fra 1997. Filmen nåede aldrig frem til dansk biografpremiere trods god modtagelse andre steder.
Duvall spiller selv prædikanten Sonny Dewey, der i fuldskab slår sin kones elsker ned med et baseballbat og derpå flygter til Lousiana, hvor han opbygger en ny identitet som apostlen EF i et kvarter beboet af sorte amerikanere.
Filmen er i den pålidelige guide Time Out blevet kaldt »en inciterende, indsigtsfuld og usædvanlig ærlig beskrivelse af religiøse erfaringer.« – Duvalls apostel er ikke et af Vorherres bedste børn, når det gælder erotisk kyskhed eller artig sindsligevægt, men står alligevel som et ægte troende menneske, hvilket er noget af et særsyn i moderne film. Blandt de øvrige medvirkende ses Miranda Richardson og Billy Bob Thornton.
DR 1, lørdag kl. 00.15-02.25

Do the Right Thing
*Vi er i Brooklyns sorte kvarter, og det er årets varmeste døgn. Sal’s Famous Pizzaria kæmper en hård kamp for at overleve med sit italienske særpræg i et ellers rent sort kvarter. Men racespændinger er uundgåelige.
Til slut koger temperamenterne over, bl.a. på grund af de sorte aktivister og den lade Mookie, spillet af Lee selv. Men det tragiske dominerer ikke. Tværtimod bliver det til en rigtig »Spike Lee Joint«, som han selv kalder den, smækfuld af rapkæftet rap, sort slang og rock med fuld tryk på.
Pizzaria-ejeren spilles fremragende af Danny Aiello, og desuden er John Turturro og Samuel L. Jackson blandt de mange veloplagte medvirkende. Filmen er fra 1989 og regnes af mange for Spike Lees bedste.
TV3, lørdag kl. 02.15-04.25

En god dag at dø
*Dustin Hoffman spiller den 121-årige (!) Jack Crabb, der »enten var den mest oversete helt i Amerikas historie eller også en løngnhals af vanvittige proportioner«, som det siges i Arthur Penns western fra 1970.
Det er en handlingsbevæget, grotesk og også gribende historie om Crabbs farverige levned fra han som dreng blev fanget af Cheyenne-indianerne og opnåede den ærefulde titel Little Big Man.
Blandt indianerne var han en stor lille mand – derimod er hans oplevelser i den hvide civilisation rig på skuffelser, hvad enten han forsøger sig som gunfighter eller fupmager. Men det er Crabbs sære rolle i den krigsgale general Custers kamp mod Cheyenne-indianerne, der gør hans skæbne enestående.
Filmen afmytologiserer de kendte western-temaer og sætter noget meget mere mangetydigt i stedet, en tragi-komisk pikaresk fortælling, baseret på en roman af Thomas Berger. – Faye Dunaway har rollen som en unge frue, Crabb har et forhold til.
Little Big Man
DR 2, søndag kl. 17.10-19.30

The World Is Not Enough
*Bond-feberen raser. Alt andet i filmverdenen forgår, men Bond består!
TV3 fejrer meget passende udsendelsen af den nye Bond-film med at vise den foregående, også med Pierce Brosnan som Bond og ganske stærkt bakket op af Robert Carlyle, Sophie Marceau, Denise Richards (som atomfysiker i shorts), Judi Dench (som M), John Cleese – og vores helt egen Ulrich Thomsen som underskurk.
I Michael Apteds instruktion følger handlingen stort set de 18 foregående Bond-film. Men tænd ikke for sent – starten er det bedste.
TV3, søndag kl. 21.00-23.40

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu