Læsetid: 2 min.

Film i tv

24. januar 2003

Det femte element
*Franskmanden Luc Bessons science fiction henlagt til 2200-tallet er en overlæsset og yderst energisk affære fuld af slående dekorationer, vilde kostumer (af Jean-Paul Gaultier) og imponerende digitale effekter.
Milla Jovovich spiller Leeloo, der er Det Femte Element givet menneskeskikkelse – den eneste redningsmulighed for en jordklode truet af Det Absolut Onde.
Bruce Willis er helten, Gary Oldman skurken i den slyngede historie, der mest gør indtryk ved sine ydre kvaliteter og tynges af for mange svinkeærinder.
Sverige 1, kl. 21.00-23.00

Ud at køre med de skøre
*Burt Reynolds fik for en snes år siden enorm succes med nogle bilvæddeløbsfilm, som han selv kaldte ’underholdning til lørdag eftermiddag, når det regner’.
I Ud at køre med de skøre kører han uautoriseret bilræs tværs over Amerika. Alle kneb gælder, især de grove. Han danner par med Dom DeLouise som komisk mekaniker, og blandt hans konkurrenter er Roger Moore, der hævder, han er James Bond samt parret Dean Martin og Sammy Davis Jr. Hal Needham har instrueret løjerne og kender allerede genren fra De vilde ræs (Smoky and the Bandit).
TvDanmark 1, kl. 21.00-23.00
The Cannonball Run

Sling Blade
*Billy Bob Thornton er propfuld af talenter – instruktør, skuespiller, forfatter og også sanger med Sydstats-country- og bluesrødder. Også kendt for en hel række ægteskaber, senest med stjernen Angela Jolie. Thornton fik Oscar for sit manuskript til Sydstatshistorien Sling Blade fra 1996, som han tillige har instrueret og hvor han spiller den altdominerende hovedrolle som den af livet mishandlede dobbeltmorder Karl.
Som 12-årig slog Karl sin mor og dennes elsker ihjel, da han opdagede dem under et samleje, og Karl voksede op uden kærlighed, under usle sociale forhold, behandlet som et umælende dyr. Og da han efter mere end en snes år på en sindssygeanstalt slippes løs, aner han intet om at leve i virkelighedens verden og vil helst tilbage til anstalten igen.
Vi befinder os i Sydstaterne meget langt ud på landet, blandt personer af beskedent kulturelt udsyn og lav social status.
Det fine ved Thorntons film er dens indlevede portrættter af disse såre jævne sydstatskarakterer – filmen finder menneskelighed, hvor man mindst venter det.
Med sit stive kropssprog, uudgrundelige blik og toneløst hæse stemmeføring er Karl udviklingshæmmet, ikke åndssvag. God til at reparere redskaber og maskiner. Men som Stellan Skarsgårds enfoldige morder må han kæmpe mod en tyran med de eneste midler han har.
Filmen bæres en elementær fornemmelse for outsiderens vilkår i et samfund uden egentlig socialt sikkerhedsnet. Kun næstekærligheden kan man regne med, og den viser sig da også virksom, uden de store falbelader. Den sejtrækkende fortællerytme stemmer overens med hovedpersonens dæmrende fornemmelse af nye livsmuligheder. Karl trækkes langsomt ind i et fællesskab, han aldrig før har oplevet, og det er smukt at se.
TV2, kl. 23.40-01.50

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu