Læsetid: 2 min.

Film i tv

23. januar 2003

Kærlighed i æteren
*Barbara Hershey har sine svorne fans, deriblandt overtegnede, og i denne romantiske komedie fra 1990 har hun en af sine bedre roller som den i kærlighedsforhold erfarne tante Julia, der bliver genstand for sin nevø Martins hede følelser.
Vi er i New Orleans i 1950’erne, hvor den excentriske Pedro Carmichael vinder folkeyndest for sine melodramatiske radiospil – og tilsyneladende bliver inspireret ret så kraftigt af forholdet mellem tante Julia og Martin. Grænserne mellem virkelighed og fiktion blandes på spøjs vis i en film, der bygger frit på den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosas roman Tante Julia og poeten.
Peter Falk spiller den vidtløfige Carmichael, og som Martin ses Keanu Reeves. Instruktør er Jon Amiel – manden, der satte Dennis Potters tv-serie Den syngende detektiv i billeder.
Aunt Julia and the Scripwriter TV2 Zulu, kl. 13.05-15.05

Frikendt..?
*Jeremy Irons illuderer bedre som kølig elegantier end som dug-øjet elsker. I hvert fald har han sjældent været mere suveræn end her som den slebne og arrogante rigmand Claus von Bülow, der dømmes til 30 års fængsel for mordforsøg på sin kone Sunny.
Det er hende, der har pengene, og Bülows motiv skulle så være, at han vil arve sig til total økonomisk uafhængighed. Men en appelret frikender ham totalt, og mens konen stadig ligger i dyb koma, kan han forlade retsbygningen som en fri mand.
Forløbet kendes fra virkeligheden, og filmen bygger på forsvarsadvokaten Alan Dershowitz’ bog om sagen. Det kunne være blevet et hvidvaskende partsindlæg, men i Jeremy Irons velgørende usentimentale fortolkning og Barbet Schroeders lidt tørre instruktion fremtræder Bülow ikke som den forfulgte uskyldighed, han måske er, men som en fattet verdensmand i cool krise. Filmen er satire og melodrama i lidt besynderlig forening, ikke bare velspillet af Irons, men også af Glenn Close og Ron Silver.
DR 2, kl. 20.40-22.30

Farligt møde
*Den charmerende unge playboy Bruno tilbyder Guy, tennisstjerne og vordende politiker, at myrde Guys ondskabsfulde hustru – hvis Guy vil gøre gengæld og dræbe playboyens tyranniske far.
De to mødes på en togrejse, og den pæne tennisstjerne afslår naturligvis tilbudet. Men kort efter ser vi ham i en telefonboks hidse sig op mod sin kone og ønske hende død – og samtidig kører der i billedets baggrund et tog forbi som en association til Bruno og hans fristende tilbud.
Sådan arbejder Alfred Hitchcock, når han mest subtilt forbinder psykopati og såkaldt normalitet. Farligt møde fra 1951 er en rigtig årgangs-Hitchcock i raffineret sort-hvid, atmosfæremættet og drilagtig i sit plot om de to unge mænd, der ’bytter mord’, hentet fra en klassisk spændingsroman af Patricia Highsmith. Bruno spilles uforglemmeligt af Robert Walker, der hurtigt bukkede under for alkoholproblemer og døde samme år filmen blev udsendt, kun 37 år gammel. Farley Granger fremstiller Guy.
Strangers on a Train
Sverige 2, kl. 23.00-00.40

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her