Læsetid: 2 min.

Film i tv

21. januar 2003

Kalendermordene
*En sort komedie fra 1989, der har en forrygende rollebesætning. Den handler om en omstridt politimand, der tages til nåde af politiledelsen, så han kan afsløre en seriemorder. Desværre falder historien fra hinanden henad vejen.
Kevin Kline spiller den yderst selvstændige poltimand Nick, hvis bror (Harvey Keitel) er placeret højere oppe i hierarkiet og ser med skepsis på Nicks forsøg på at opspore seriemorderen, som allerede har slået til 11 gange – én gang om måneden i næsten et år.
Den normalt meget dygtige og sensitive Pat O’Connor, kendt for film som Cal og En måned på landet, har instrueret filmen, der har Susan Sarandon og Mary Elizabeth Mastrantonio i de kvindelige hovedroller og navne som Rod Steiger, Danny Aiello og Alan Rickman i biroller.
TvDanmark 1, kl. 21.00-23.00
The January Man

Det handler om penge
*Martin Scorsese havde i midten af 1980’erne langt fra den sikre position som prestige-instruktør, han indtager nu. Derfor påtog han sig et relativt lidet udfordrende projekt som denne fortsættelse af Robert Rossens succes med Paul Newman, Hajen fra 1961.
Newman er nu ikke længere den unge hedspore og hustler omkring billardbordet, men den kloge veteran, hvis overblik hjælper et nyt talent på vej, Tom Cruise' ambitiøse pool-lærling.
Det er et solidt, veliscenesat drama om generationsmodsætninger, skrøbeligt mandefællesskab og det ædle billardspils kommercialisering. Mary Elizabeth Mastrantonio ses som pigen mellem de to stridshaner.
TV3+, kl. 21.45-00.05
The Color of Money

The Night of the Living Dead
*George A. Romero tegnede sig helt tilbage i 1969 for en lavbudgetteret kultklassiker med denne skrækfilm om kødædende zombier, der angriber en gruppe terroriserede landboere, som har søgt tilflugt i et isoleret hus.
En kuldslået vision af rædsel og død – noget primitivt spillet. Men filmen, som aldrig har haft biografpremiere herhjemme, har sine svorne tilhængere og fik med sit konsekvente sortsyn en vis betydning for skrækgenrens udvikling.
Sverige 2, kl. 22.30-00.10

Mørkets time
*Tyskeren Werner Herzog går målbevidst efter ekstreme visuelle motiver – billeder, der er »vinduer ud mod en anden verden«, som han siger. Og han lader billederne alene tale og bruger ikke kommentar.
I denne dokumentarfilm fra 1992 har han filmet Kuwaits oliekilder i brand. Ilden er påsat af de irakiske soldater under deres tilbagetog og skaber et skræmmende apokalyptisk flamme-inferno.
Altså indirekte en stadig sørgeligt aktuel advarsel mod at antænde et altdestruerende krigsbål – gennemført med musikalsk akkompagnement af Verdi, Wagner, Schubert og Mahler.
DR 2, kl. 23.30-00.20
Lektionen in Finsternis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu