Læsetid: 2 min.

Film i tv

20. januar 2003

Det var tider
*Peter O’Toole har en af sine bedst skræddersyede roller som en drikfældig og ustyrlig Errol Flynn-agtig stjerne, der skal gæsteoptræde på amerikansk tv i året 1954.
Det var dengang alt foregik live, så O’Toole får en oppasser, der skal styre ham og de øvrige medvirkende frelst gennem showet. Det bliver til en nostalgisk komedie om amerikansk live-tvs pionértid, og den får mange pæne ord i de forskellige filmguides. Så hvis man kan klare superkrukken O’Toole, er dette sagen. Der er dog også andre stærke kræfter, f. eks. Jessica Harper, Joseph Bologna og Adolph Green.
Richard Benjamin, bedst kendt som skuespiller, har instrueret, og filmen er fra 1982.
TCM, kl. 22.00-23.35
My Favorite Year

8 MM
*Instruktøren Joel Schumacher fører os igennem Los Angeles' og New Yorks mere ekstreme S/M-pornojungle, mens Nicolas Cage' privatdetektiv prøver at opspore en ung pige, der tilsyneladende er blevet dræbt under optagelser af en 8mm-film.
Cage er egentlig en nydelig familiefar, men opsluges af jagten på den forsvundne pige. Der venter ham en sand tur i Helvede, og den syndige porno-fauna udmales med afsmag, men også med den fascination, der afspejler velkendt amerikansk puritanisme.
De første to trediedele fungerer som kompetent thriller-underholdning af gammeldags soliditet i opbygning og karaktertegning, men historien kører af sporet, da Cage sendes ud på et usandsynligt selvtægts-orgie.
Filmens bedste præstation ydes af Joaquin Phoenix (fra It’s All About Love) som en blasert porno-ekspedient, der trods højere aspirationer er blevet smittet af miljøet og dets rutinemæssige hverdagsforråelse.
TV3, kl. 22.15-00.40

Pennies From Heaven
*Dennis Potter (1935-94) er mest kendt for tv-serien Den syngende detektiv. Men han dyrkede også blandingen af drama og musical i en tidligere succes-serie, Pennies From Heaven.
Herbert Ross’ dristige og seværdige Hollywoodfilm fra 1981 er også skrevet af Potter og har titel og grund-idé til fælles med hans serie. Handlingen er dog ikke længere henlagt til England, men til Amerika i 1930’ernes depression.
Steve Martin er fremragende som den stræbsomme Arthur, der prøver at slå igennem som sælger af datidens populære sange. Han er handelsrejsende i eskapisme og drømmer selv urealistisk om blændende lyse fremtidsmuligheder. Men kontrasten mellem sangenes frejdige optimisme og de barske realiteter i Arthurs liv er til at tage og føle på.
Alligevel synger han sangene med inderlig overbevisning. Det er den evige amerikanske drøm om lykke og fremgang, der på færde i tragikomisk udgave og får mæle i sange som Pennies from Heaven, Did You Ever see a Dream Walking? og The Clouds Will Soon Roll By.
De mange flotte numre er stort opsat i bedste MGM-sang-og-dansestil og er med til at gøre Pennies from Heaven til en af de mest originale musicals i nyere tid. Udover Steve Martin ses Christopher Walken, Jessica Harper og Bernadette Peters.
TCM, kl. 23.15-01.25

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her