Filmhistorie i nutid

(2. sektion)

Filmhistorie
»Raw power from Denmark’s Asta Nielsen.«
»Dark Satanic Deeds from Denmark.«
Sansen for sensationalisme fejler ikke noget i det overvældende filmiske oversigtsværk Cinema Year by Year 1894-2002, som nu er ude i en opdateret version af originalen Chronicle of the Cinema fra 1995.
For at gøre den massive mængde materiale mere overskuelig har redaktøren, filmkritikeren Robyn Karney og hendes medarbejdere valgt at gå til filmhistorien på journalistisk vis. År for år kan man læse om tidens film og festivaler, stjerner og skandaler i korte nyhedsartikler, der er skrevet, som om de stammede fra datidens aviser.
Ovenstående overskrifter henviser således til Asta Nielsens udfordrende optræden i Urban Gads Afgrunden fra 1910 og premieren på Benjamin Christensens Häxan i 1922.
Under overskriften om den danske råstyrke males der et levende portræt af Danmarks nye stjerne Asta Nielsen og hendes debutrolle som klaverlærerinde, der forlader sin forlovede til fordel for en cirkuscowboy.
Som afslutning på den korte omtale kan man læse om »Denmark’s greatest comic actor Olaf Poulsen,« som under en visning af Afgrunden først gjorde grin med filmen, men: »He soon fell silent and, at the tragic conclusion when Nielsen is led away by the police after stabbing her lover to death, he was heard to mutter, ’I’ll be damned!’«

Billed- og opslagsværk
Ideen bag bogens aviskoncept er at hive os ind i filmhistorien og give os følelsen af at være med, som tingene sker.
Resultatet af den kunstige genre er en spøjs blanding af opslagsværk og billedbog. De fiktive avisartiklers entusiasme er smittende og stilen imødekommende, men den evigt begejstrede formidler-form efterlader ikke megen plads til eftertanke eller analyse.
Eftersom alt skrives i datidens nutid får vi øjebliksbilleder frem for et sammenhængende overblik.
Alt er selvfølgelig udvalgt med en nutidig læser for øje og skrevet med en god portion bagklogskab i vinklingen. F.eks. var det nok ikke en banebrydende nyhed i 1952, at Ronald Reagan giftede sig med kollegaen Nancy Davis, hvis han ikke senere var avanceret fra præsident for Screen Actors Guild til USA’s præsident.
Konceptet er originalt, men tilgangen er tit problematisk. Som når film, der ikke vandt anerkendelse ved deres premiere, men siden fik status som klassikere, skal beskrives ud fra datidens nyhedskriterier.

Overskuelig tidslinje
Læser man sig ikke sur på den temmelig ukritiske tilgang til filmene og den omfattende mængde stjernesladder, er bogen en god og let overskuelig introduktion til over hundrede års filmhistorie.
Med over 3.000 illustrationer i form af plakater, film stills, portrætter og bag-scene-billeder er der et visuelt orgie at gå på opdagelse i. Billederne hjælper med at hive én tilbage i tiden og huske eller få en fornemmelse af klassiske klip og begivenheder.
Og det kan godt være tiltrængt i forhold til teksten, for med under 10 siders tekst pr. år er der ikke mange linjer til de enkelte artikler. Man savner tit længere omtaler af de forskellige film, især i de mange Oscar-relaterede historier, hvor man finder ud af, hvem der vinder, men sjældent noget om, hvad der kvalificerede filmene eller skuespillerne.
Ud over bogens narrative tidslinje med punktnedslag i filmhistorien sammenfatter enkelte længere artikler vigtige begivenheder eller tendenser.
I stumfilmtiden handler det om udviklingen af lydfilmen og studiesystemet, senere får vi en gennemgang af bl.a. farvefilm og filmmusik, mens der i nyere tid fokuseres på de mange mulige effekter.
Ideen om mere dybdegående features er god nok, men artiklerne er desværre temmelig overfladiske, og det virker ikke, som om de er blevet opdateret siden 1995. Det er i hvert fald underligt, at der ikke står et ord om de nye digitale teknikker i forhold til kameraer, og at artiklen om special effects stopper med Jurassic Park i 1993. Der er sket meget på den front siden.

Dreyer og dogme
Har man de danske briller på, kan det også synes underligt, at f.eks. Dogme95 ikke får mere plads end omtaler af de amerikanske premierer på Festen, Idioterne og Mifunes sidste sang. I 1922 bliver Danmark beskrevet som et af de mest cinematic miljøer i Europa.
Siden er Dreyer en temmelig ensom dansker i spalterne, og bortset fra Triers Cannes-ture er der trods vores nationale 90’er-succesrus ikke meget andet, der får ord med på vejen. Sådan set fair nok, og det er egentlig ganske sundt at se dansk film i et internationalt perspektiv – men man synes nu alligevel, at dogmedønningerne måske kunne have skabt nogle større overskrifter...
Bogens fokus er amerikansk, men den går meget op i at have øje for film fra hele verden.
Og det er da rigtigt, at en amerikansk avis nok ikke havde skrevet om premieren på den episke, religiøse film Raja Harishchandra, som i 1913 fik premiere i Bombay. Og måske havde Dreyers guldløve for Ordet i 1955 heller ikke vakt større opsigt på den anden side af Atlanten.
Robyn Karney og co. har givet Europa og resten af verden spalteplads, men researchen og korrekturlæsningen er ikke altid lige god. Idioterne bliver f.eks. konsekvent kaldt Idiotern – og en af hovedrollerne spilles af Bordil Jorgenson.

Appetitvækker
Det kan man imidlertid sagtens leve med, hvis man vælger at gå til bogen som en opfindsom appetitvækker på filmhistorien. Man får lov at snuse til en masse, og så kan man altid selv opsøge en mere sagkyndig historisk gennemgang i f.eks. David Bordwell og Kristin Thompsons filmvidenskabelige lærebog Film History – An Introduction eller David A. Cooks A History of Narrative Film. Her får man tekst for pengene, men der er til gengæld langt mellem de flotte billeder, og forsvindende få er i farver.
Cinema Year by Year er en yderst læsevenlig indføring i den mere populære side af filmhistorien, og man kan hurtigt bruge mange timer på at bladre – når man liiige skal læse om Edisons succesfulde kinetoskop fra 1894.
Om filmbegivenhederne ved verdensudstillingen i 1900. Om Chaplins film, der i 1917 skal holde moralen oppe ved fronten. Den franske premiere på Dreyers Jeanne d’Arc i 1928. Om Leni Riefenstahl og Berlin Olympiaden i 1936. Om et »Uncomprimising study of alcoholism« fra 1945 i form af Billy Wilders Lost Weekend.
Om de franske nybølgefilms succes i Cannes 1959. Om Marilyn Monroes død i 1962. Om modtagelsen af Ingmar Bergmans klassikere – og hans flugt fra det svenske skattevæsen i 1976. Om Oscar-kampen mellem to så forskellige film som E.T. og Ghandi i 1983. Om 90’ernes independent film eller om Halle Berrys triumf ved Oscaruddelingen i marts 2002, der udgør bogens sidste artikel.
Der er nok at gå i lag med, år for år, side for side.

*Cinema Year by Year 1894-2002. Redaktør: Robyn Karney. 995 sider. Ill. Kan fås via www.amazon.co.uk