Læsetid: 2 min.

Fogh i opgør med dansk slaphed

Statsminister Anders Fogh Rasmussen er med sit nye politiske program klar til et storstilet opgør med dansk slaphed og konsekvensløshed
11. januar 2003

Skatten skal ned. Rockerne skal ud. Nye iværksættere skal ind i varmen. Og unge indvandrere med grimme tanker om kvinder skal samme vej som rockerne.
Det er nogle af de vigtigste elementer i regeringens politik i den kommende tid.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lancerer nu sammen med vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) regeringens politiske program, der overordnet skal slå ned på den slatne danske indstilling i samfundet: »Vi skal gøre op med den slaphed og konsekvensløshed, der præger det danske samfund,« fastslår Fogh Rasmussen.
Regeringen fremlægger sit nye program efter et to-dages møde på Havreholm Slot i Nordsjælland.
Flere kritikere har beskyldt regeringen for at have mistet pusten efter at have gennemført sine mål for det første år.

Arbejdsgrupper
Derfor er følgende politiske initiativer nu på vej fra en række arbejdsgrupper med deltagelse af flere ministre:
*Bedre integration af udlændinge
*Særlig indsats mod ungdomskriminalitet
*Den negative sociale arv skal brydes
*Vi skal have et bedre miljø for de samme penge
*Flere iværksættere
*Sundhedsvæsenet skal have ny struktur
*Der skal over en bred front erklæres krig mod narko
*En noget-for-nogetordning skal belønne virksomheder og borgere, der yder en ekstra indsats
*Også den længe ventede plan mod rockernes regime har regeringen parat inden for de næste par uger, lovede Fogh.
Problemet er stadig, at Venstre går ind for civile agenter – et forslag, som den konservative justitsminister Lene Espersen har afvist.

Skattelettelser
Regeringen arbejder nu på højtryk for at tælle, hvor mange kroner og øre, der er til rådighed for skattelettelser, oplyser Anders Fogh Rasmussen. Statsministeren undlader behændigt at give en garanti for lavere skat.
»Kun hvis der er råderum,« siger Fogh Rasmussen – vel vidende, at skattelettelserne stort set er det vigtigste konservative valgløfte.
»Jeg vil hellere, at vi overrasker positivt, hvis vi finder nogle penge og kan starte en sænkning af skatten,« fastslår statsministeren og understreger, at en skattereform skal være finansieret – dvs. ikke må bygge på en forventning om, at en del af pengene kommer ind i statskassen igen.
Et andet punkt, som regeringen nu tager fat på, er en kulegravning af landets indvandrerorganisationer.

Mister tilskud
»Vi må gøre op med de holdninger og værdier, der ikke understøtter integrationen,« siger statsminsiteren.
Der er udsigt til, at de organisationer, der ikke reelt arbejder for integration, mister deres tilskud, oplyser statsministeren. Staten har tidligere undersøgt de muslimske friskoler og senest lukket indvandrerforeningen Indsam.
Også unge indvandrere, der ser ned på kvinder, får regeringens pisk at føle.
»Nogle unge indvandrere har et kvindesyn, der kolliderer voldsomt med den danske opfattelse,« siger Anders Fogh Rasmussen.
Det er Finansministeriet, der nu er gået i gang med kulegravning af indvandrernes organisationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu