Læsetid: 2 min.

Forældre i oprør mod amter

Forældre til børn på landets specialskoler går sammen i protest mod nedskæringer og vil have en særlig lov for specialskolerne
31. januar 2003

Det duer ikke, at de svageste børn bliver udsat for den ene nedskæring efter den anden, at deres undervisning forringes gang på gang, og at der ikke er en lov, der sikrer netop deres rettigheder.
Sådan lyder det fra en ny organisation, Specialskolerne i Danmark, der blev dannet i weekenden. Bag den står forældre til børn på landets specialskoler, og målet er en særlig lov for specialskolerne, som kan udgøre et sikkerhedsværn mod fortsatte nedskæringer:
»Det er et problem, at specialskolerne hører under folkeskoleloven, for der er ikke nogle regler for, hvor mange undervisningstimer vores børn skal have, for hvad er undervisning på en specialskole? Det kan i vores skoler lige så godt være undervisning i at gå på toilettet som det kan være matematik og læsetræning,« siger foreningens formand, Marianne Banner.
»Det ville være smart at få en specialskolelov, der sikrer, at vores børn får en uddannelse og en udvikling, der er afstemt efter deres handicap. Det betyder selvfølgelig også, at økonomien skal følge med – og at det så bliver meget mere synligt, hvad det koster. Vores børn er dyre børn, helt klart, men de er værd at investere i fra starten, for ellers bliver de dyre hele livet,« siger Marianne Banner.

Svært at få sympati
»Her i Århus Amt svarer de nedskæringer, vi har været ude for, til, at man lukkede otte kommuneskoler og fyrede 300 lærere. Det havde man jo hørt noget om, hvis det skete,« konstaterer Marianne Banner. Når det ikke vækker opsigt, når det handler om specialskolerne, er det ifølge Marianne Banner, fordi det er svært at for forståelse f.eks. autistiske børns særlige behov: »Hvis vi går ud og siger, at det er katastrofalt for vores børn, at de ikke kan få eneundervisning, når der sidder 28 børn i en almindelig skoleklasse, er det svært at vinde sympati i befolkningen,« siger Marianne Banner.
Søren Eriksen (S) er amtsborgmester i Vestsjælland og formand for Amtsrådsforeningens undervisningsudvalg, og han byder den nye organisation velkommen:
»Jeg forstår godt, hvis forældrene til disse børn føler, at de drukner lidt i den store skoledebat, for vi har i de sidste 10 år set en række eksempler på, at Folketingets politikere og regeringen i farten lige glemte den her heldigvis lille gruppe af børn, for hvem specialtilbuddene er meget afgørende,« siger Søren Eriksen. Men han synes ikke om ideen om en særlig lov for specialskolerne:
»Jeg mener, vi skal gøre vores alleryderste for, at folkeskolen bliver så rummelig som mulig, og hvis man udskiller specialskolerne, er jeg nervøs for, at der bliver mindre plads til de børn, der er i den ’gråzone’, hvor man hele tiden skal overveje, om de enten skal have et særligt tilbud i deres folkeskole, eller om de skal flyttes over til en specialskole. Adskillelsen bliver let alt for skarp,« mener Søren Eriksen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu