Læsetid: 3 min.

Frisk og fornøjelig

Sidse Babett Knudsen er tilbage for fuld kraft i Natasha Arthys charmerende og energiske komediedrama ’Se til venstre, der er en svensker’
31. januar 2003

(2. sektion)

Premiere i dag
Advarsel: Denne film handler om en håndfuld mennesker i midten af 30’erne. Det er en dogmefilm, og den er både morsom og rørende og har Sidse Babett Knudsen i en hovedrolle.
Føler man sig på linje med de kritikere af dansk film, som har det med at stikke hovederne op af deres huller for at brokke sig, hver gang en ny film har premiere, vil man sikkert mene, at man har set det hele før.
Og det har man måske også.
Men når det er gjort så begavet og trods alt friskt og fornøjeligt som i Natasha Arthys Se til venstre, der er en svensker, så kigger jeg hellere end gerne med igen.
Den unge instruktrice følger sin spillefilmdebut, Mirakel, op med et herligt svendestykke af en dogmefilm, der har manuskript af Kim Fupz Aakeson og til forveksling ligner en romantisk komedie med dramatiske undertoner.

Humor og alvor
Sidse Babett Knudsen spiller hovedrollen som Katrine, der skal giftes med Jonas (Søren Byder). Men et par dage før brylluppet dukker svenske Thomsen (Björn Kjellman) op efter at have været i Kenya i to år. Thomsen var kæreste med Katrines storesøster Mette (Lotte Andersen), som nu er indlagt på den lukkede, fordi han forlod hende uden et ord.
Men, fornemmer man, også Katrine og Thomsen har haft noget sammen, og det, der skulle have været et par ukomplicerede dage inden et hvidt og lykkeligt bryllup, udarter sig til et cirkus af halve sandheder, euforiserende stoffer, alkohol og en mildest talt kikset polterabend.
Styrken i Se til venstre, der er en svensker ligger i detaljerne og de levende, ukunstlede skuespilpræstationer. Filmen rummer adskillige af den slags akavede og private stunder, man ellers sjældent ser vellykket overført til lærredet, men som giver filmen liv og charme. Arthy har et godt blik for de små ting.
Scenen, hvor Katrines tre veninder (energisk spillet af Lene Maria Christensen, Mette Horn og Louise Mieritz), der sidder i en trappeopgang, drikker sig fulde i champagne og snakker om sex, er forrygende morsom – som et afslørende kig ind i pigernes omklædningsrum.
Og det første møde mellem den ivrige Thomsen og en mere tilbageholdende Jonas bliver komisk i sammenstødet mellem to forskellige temperamenter, der ikke helt ved, hvor de har hinanden.
Der er konsekvens i Fupz’ historie, der vel ikke er særlig original, men alligevel undgår de værste klicheer, som komediegenren, ikke mindst den romantiske, er fuld af. Alvoren ligger som en undertone og når indimellem op til overfladen, uden at det dog vælter den hovedsageligt humoristiske handling.

Smittende overskud
Der skal nok være dem, som vil drage paralleller til Den eneste ene, som også havde Sidse Babett i hovedrollen og var skrevet af Fupz. Der er da også oplagte ligheder, men hvor Susanne Bier var noget kynisk i forhold til sine karakterer, så holder Natasha Arthy oprigtigt af sine, ikke mindst jævnaldrende Katrine, der har meget svært ved at udtrykke, hvad hun egentlig gerne vil.
Sidse Babett har en uforlignelig evne til at balancere det neurotiske og dybt menneskelige, og hun gør Katrine til et lidt forvirret, men såre elskeligt og forståeligt individ, der kun vil, men ikke altid formår det bedste.
Lettere bliver det selvfølgelig ikke af, at Björn Kjellmans sympatiske Thomsen er næsten lige så konfliktsky, og at de begge af hensyn til søsteren – pudsigt nok filmens eneste klartseende karakter – ikke kan eller vil artikulere deres følelser.
Se til venstre, der er en svensker er lavet på et overskud, og den er smittende i al sin friske fornøjelighed, der etablerer Natasha Arthy som endnu en af sin generations dygtige filmskabere.

*Se til venstre, der er en svensker. Instruktion: Natasha Arthy. Manuskript: Kim Fupz Aakeson. Dansk (Palads, Palladium, Empire og Dagmar i København og temmelig mange biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her