Læsetid: 6 min.

Vi har jo frit valg på alle hylder

Natasha Arthys dogmekomedie ’Se til venstre, der er en svensker’ er ikke blot den sjoveste danske film i lang tid, men også lidt af et generationsportræt
31. januar 2003

(2. sektion)

Interview
Fra Mirakels musical-ekstravagancer til dogmekomediens spartanske, men nok så krævende ligefremhed – der er et stort spring mellem den 32-årige Natasha Arthys første og anden film. Men hun lander på fødderne med en sikkerhed, der næsten kommer bag på hende selv.
For når man snakker med hende, prøver hun – modsat de fleste instruktører – ikke at skjule sin nervøsitet for modtagelsen.
»Jeg ligger af og til vågen om natten og spekulerer på, om det her går godt,« siger hun med et smil, der viser, at hun godt ved, at hun overreagerer.

Ansvar for sit liv
»Når jeg har henvendt mig til et børnepublikum med Mirakel og mine ting i DR, har jeg haft en klar fornemmelse af at ramme rigtigt – den sikkerhed har jeg ikke haft denne gang, hvor jeg bare har kunnet gå efter mine egne reaktioner. Så jeg er sindssygt spændt på, hvordan filmen vil virke.«
Se til venstre, der er en svensker byder på et come-back for Sidse Babett Knudsen i en mindst lige så skæg og bevægende rolle som den, hun havde i Den eneste ene. Hun spiller en ekstremt konfliktsky vordende brud, Katrine, der opsøges af sin søsters tidligere svenske flamme (Björn Kjellman), og så opstår der kaos i både brudeplaner og følelsesliv.
– Er det korrekt at sige, at filmen skildrer nogle mennesker, for hvem alt flyder, og som derfor klynger sig til ritualer som polterabend og bryllup?
»Ja, det er jo blottende at sige det, men jeg synes, den handler om den del af min generation, der er privilegerede med frit valg på alle hylder og derfor ofte mister overblikket og har svært ved at finde ud af, hvad det egentlig er, de har lyst til,« siger Natasha Arthy.
»Kvinderne i den forrige generation var jo ofte meget mere styret af deres forældre eller deres mand, for det lå i opdragelsen. Mens min generation, både de lidt ældre og yngre, er blevet opdraget til selv at skulle finde ud af, hvad de har lyst til. Vi har nu helt og fuldt ansvaret for vores eget liv, og så vil jeg jo mene, at man også må være rede til at tage nogle konsekvenser af sine valg.«
– Dine personer, især Sidse Babetts figur, har nærmest komisk svært ved at vælge og tage ansvar?
»Ja, helt klart. Sidse Babetts Katrine er først og fremmest kendetegnet ved at være enormt ubevidst om sit eget liv, hvad hun egentlig vil med det. Hun har levet i et udmærket parforhold med en sød fyr, men da alt bliver sat på spidsen op til hendes bryllup, får hun chancen for at opdage, hvad der virkelig tænder hende og gør hende glad.«
»Hvis filmen har et budskab, så er det, at man skylder sig selv at finde ud, hvad det er, der gør, at man får lysten til livet.«

Nul kærlighedsscener
– Det er en komedie med et romantisk tema, men uden en eneste egentlig kærlighedsscene? Tilskueren skal på en måde selv opdage hen ad vejen, at hovedpersonerne er forelskede. Var det en strategi, I lagde fra starten?
»Ja, for det særlige ved historien er jo trekløveret i centrum – Katrines figur, hendes psykisk syge søster og søsterens svenske ekskæreste, der pludselig dukker op igen efter at have været bortrejst i nogle år. De to forkerte har forelsket sig i hinanden, og de fik aldrig snakket om det, inden svenskeren rejste.«
»Så der ligger noget enormt psykisk uforløst og fortrængt under historiens tre dage, hvor det hele skal frem i lyset. Det er jo frygteligt at forelske sig i sin søsters kæreste. Det synes jeg i hvert fald – jeg har selv en søster, og jeg kunne ikke forestille mig en mere fatal situation.«
– Men tilskueren skal selv gradvis finde ud af, at Sidse Babett og svenskeren hører sammen som kærester?
»Ja, det ville være alt for anmassende og klichéagtigt at vise det i direkte kærlighedsscener. Filmens struktur er som en traditionel komedie, men i de enkelte scener er det realismen, jeg går efter. Hvor der er alle disse usagte ting, og det er din mave, der må fortælle dig, hvad det er, der sker.«

Ren komedie?
– Hvordan kom du i gang?
»Jeg kendte jo Kim Fupz Aakeson fra samarbejdet på Mirakel, og han var meget opsat på at lave en dogmefilm. Mere end jeg selv, faktisk, for jeg har altid været meget glad – måske lidt for glad – for at arbejde med scenografi, kostumer og rekvisitter, og det er jo udelukket på en dogme-film.«
»Men Fupz kom med en historie, der egnede sig enormt godt til dogme. Og jeg ville gerne prøve noget andet end den stil, jeg havde brugt i Mirakel og som ligner mit tv-arbejde på B&U meget. Jeg blev meget rørt af historien – og også provokeret, for den kvindelige hovedperson er jo egentlig ikke særlig sympatisk, i hvert fald meget fej og konfliktsky, samtidig med at hun er meget ubevidst om, hvor hendes lyst til livet egentlig ligger henne. Og det kender jeg fra mig selv og en masse andre mennesker.«
»Det var en udfordring i sig selv at skulle koncentrere sig helt om historien og personinstruktionen i stedet for at gå så meget op i scenografi og al den slags. Og den kerne-historie, Kim Fupz kom med, arbejdede vi så videre på sammen. Det vil sige, at han sad ved tasterne og jeg råbte og skreg på sidelinjen.«
– Umiddelbart virker filmen som en rendyrket komedie?
»Synes du virkelig? Det var egentlig ikke komediepræget, der primært tiltrak mig, det var chancen for at fortælle om nogle rigtige mennesker i modsætning til de karikerede personer, jeg ellers har haft i mine ting. Jeg ville gerne have noget alvor ind i historien.«
– Men historiens skelet er ren komedie. Alt dette med en vordende brud, der støder på forhindringer kort før selve bryllupsdagen.
»Ja, selvfølgelig. Og det har vi tænkt meget på, rigtig meget. Det har hele tiden handlet om at få det skelet til at træde i baggrunden. Det har været en lang proces, hvor først Fupz, siden jeg selv og så også hovedrolleskuespillerne hele tiden har arbejdet på at nuancere personerne.«

Præstationsangst
– Spillet har en vidunderlig spontanitet, ikke mindst Sidse Babetts. Har I improviseret?
»Meget. Men på grundlag af lange samtaler om personerne, altså utrolig megen forberedelse, især hvad angår Sidse Babetts figur, hvor det gjaldt om ikke at gøre hende for usympatisk. Men det er også ofte sket, at vi har været rundt om en række improvisationer for alligevel at ende meget tæt på manuskriptet.«
»Det skønne ved dogme er jo, at man kan skide på lyssætning og det tekniske og i stedet give spillerne plads, og det princip håber jeg at kunne tage med mig til de næste film, jeg forhåbentlig skal lave. Spillerne er på hele tiden, de kan holde koncentrationen og skal ikke vente på lyssætning, så jeg får dem, når de er bedst.«
»Jeg syntes, jeg fik optaget så meget godt materiale, at jeg blev grebet af præstationsangst, da jeg skulle klippe filmen. Der var tusind muligheder, og jeg sad i 16 uger med min utroligt tålmodige klipper Kasper Leick, der bør have en guldmedalje. For de første otte uger var jeg nærmest depressiv og syntes intet var godt nok, for jeg var så bange for at ødelægge alt det gode, jeg havde.«
»Jeg ville gerne lave disse bratte skift mellem det morsomme og det alvorlige. Men ville publikum acceptere det? Det var jeg også bange for. Heldigvis fremgår det af prøvevisninger, at det ikke er noget problem.«

*’Se til venstre der er en svensker’ har premiere i dag. Anmeldelse på forsiden af filmtillægget

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her