Læsetid: 3 min.

I Gaza håber ingen på bedre tider

Mitzna eller Sharon? For indbyggerne i Gaza gør det ingen forskel, hvem der bliver Israels næste ministerpræsident. De to er af et og samme stykke, mener de
29. januar 2003

GAZA BY – I ruinerne efter lørdag nats invasion dybt ind i Gaza By leder folk stadig efter ejendele, og oprørte ejere viser villigt journalister rundt i de sortsvedne bygninger, hvor sten og metalrester ligger hulter til bulter, så det er svært at forestille sig, hvad de forskellige værksteder fremstillede, før israelske soldater plantede spængstoffer i rummene og spængte alt til ukendelighed.
Indbyggere er rystede og vrede over angrebet – det voldsomste siden intifadaen startede for mere end to år siden. Det var uventet, både hvad angår timing og omfang, og den eneste begrundelse, der giver lidt mening, er, at de er blevet genstand for et af Sharon-regeringens valgindslag.
Men på trods af, at Arbejderpartiets Amran Mitzna har lovet tilbagetrækning fra Gaza og afvikling af bosættelserne, foretrækker mange palæstinensere alligevel, at netop den højreorienterede Ariel Sharon bliver på ministerpræsidentposten. Så ved vi, hvad vi har at gøre med, lyder argumentet.
»Det er lige meget, hvem der vinder – intet vil ændre sig, hvad enten Sharon eller Mitzna vinder. Israels politik vil blive ved med at være den samme. Det har vi set før. De værste forbrydelser begået mod det palæstinensiske folk er blevet begået af regeringer ledet af Arbejderpartiet. Under Ehud Barak (tidligere isrælsk ministerpræsident fra Arbejderpartiet, red.) blev der ikke givet så meget som en dunum land tilbage til os. Tværtimod er bosættelserne aldrig blevet udvidet så meget, som under ham. Sharon er i det mindste ærlig, mens Arbejderpartiet siger et, men handler modsat,« siger 28-årrige Hany, der bor i Rafah flygtningelejren i det sydlige Gaza – et af de områder, der grænser op til bosættelsesblokken Gush Katif, og som dagligt er scene for voldsomme sammenstød med den israelske hær.
Han forklarer, at palæstinenserne er fuldstændig ligeglade med valget. Dels kender de resultatet på grund af Sharons stabile forspring i meningsmålingerne, og dels har de ingen tiltro til, at nogen israelsk ministerpræsident er villig til fred.

Forventer genbesættelse
På Palæstinapladsen i centrum af den gamle bydel lyder samme dystre toner. Dette område grænser op til al-Zaytoun kvarteret, hvor omkring 40 israelske kampvogne dækket af kamphelikoptere lørdag nat sprængte 17 værksteder til grus og beskadigede adskillige beboelsesejendomme i kvarteret.
»Kampvognene kom helt ind til hospitalet,« forklarer ejeren af en køkkenudstyrsbutik, mens han peger ned ad en af vejene, der udgår fra pladsen.
Hospitalet er få hundrede meter fra hans butik. Beboerne i området forsøgte at stoppe kampvognene ved at parkere en bus på tværs af gaden, men sporene i midterrabatten og asfalten viser, hvordan de tunge køretøjer med lethed passerede forhindringen ved af trykke forenden af bussen sammen som en harmonika.
»Vi forventer, at Sharon vil sende sine tropper ind og genbesætte Gaza inden for 24 timer efter valgresultatet er kendt,« siger den midaldrende butiksejer, som på trods af, at han forsikrer, at han ikke er bange, foretrækker at være anonym.
»Isrælerne ønsker sikkerhed, og derfor stemmer de på Sharon, som fremstår som en stærk mand, der kan beskytte dem. Men Sharon vil ikke freden, og hvis han vinder, vil israelerne bare opleve mere vold. Både os og isrælerne ønsker fred, men de israelske ledere – hvad enten det er Sharon, Netanyahu (fra det højreorienterede Likud-parti, red.) eller Barak og Mitzna – ønsker krig,« tilføjer hans bror.
De to er enige om, at det for palæstinenserne er hip som hap om, Sharon eller Mitzna vinder valget.
»Sharon løfter åbenlyst sin pistol og dræber os, mens Mitzna putter gift i et stykke chokolade, før han giver det til os. Ingen israelsk leder kan bringe fred – det kan kun ’the big boss’ i Det Hvide Hus. Men vi ved også, at han er bedste venner med Sharon, så lige nu har vi kun Gud at håbe på,« siger butiksejeren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her